Seafire

Seafire af Natalie C. Parker – første bog i Seafire-serien.

Gæve unge kvinder udgør besætningen på skibet Mors Navis – ledet af kaptajn Caledonia, der søger hævn over krigsherren Aric Athair, der dræbte hendes familie. Alle har de mistet familie og hjem på grund af ham, men det stopper dem ikke. Hver dag er en kamp for at overleve og komme tættere på endelig at få den hævn, de alle søger.

Girlpower og skumsprøjt
Et skib kun bemandet af unge kvinder, der søger hævn over en mandlig skurk – det kunne blive meget klichéfyldt, men det er det heldigvis ikke (og hvorfor skulle det i øvrigt være underligt, at der kun er kvinder på skibet – det er fantasy/steampunk og dermed ikke noget, der skal være historisk korrekt). Der er visse komplikationer ved, at skibet kun bemandes af piger/kvinder. De er hverken mandehadere eller er mindre kompetente, fordi de er kvinder, men de vil ikke have mænd på skibet, for de kunne være spioner for Aric Athair. Det passer mig rigtig fint, at køn ikke fylder mere, end det reelt set gør i denne historie, for det ville være rigtig trættende, men der er til gengæld masser af piratstemning og sømandsliv, hvilket både er fascinerende og nyskabende.

Fokus på personligheder og roligt historietempo
Denne bog emmer af sammenhold – selvfølgelig tilsat usikkerhed, fortielse og frustration – og det er let at holde af de ret forskellige personligheder, der udgør besætningen. Selvom der ikke er så megen plads til de enkelte personer, så synes jeg alligevel, at det lykkes for forfatteren at opridse nogle spændende personer med meget få ord, og hun er ikke bange for at gøre det, selvom det ind imellem er personer, som hurtigt forsvinder ud af handlingen. Samtidig er det interessant at se, hvor roligt historiens tempo er til trods for, at der naturligvis også er en del actionscener (vi taler jo om pirater).

Ønskes: Lidt mere dybde og kompleksitet
Dette er en ungdomsbog, og derfor kan man ikke nødvendigvis forvente dybde i plottet. Men når nu hele konceptet er så interessant (og anderledes), så ville jeg ønske, at der var lidt flere sider og lidt mere kompleksitet i verdensopbygning og plot.

Kan bogen anbefales?
Ja, det synes jeg. Det er klart en af de bedre fantasybøger, jeg har læst i løbet af de seneste måneder. Jeg kunne som sagt godt lide den lidt anderledes verden og koncept, og persongalleriet indeholdt mange interessante mennesker. Jeg satser på at læse næste bog i serien i løbet af efteråret.

Ninefox Gambit

Forventninger:
Da ’Ninefox Gambit’ udkom, stødte jeg på adskillelige superpositive anmeldelser, så scifi-bogen røg straks på min to-read-liste. Flere år er gået, og nu fik jeg så endelig læst den efter at have glædet mig i lang tid.

Resumé:
Rumskibskaptajnen Kel Cheris falder i unåde under en kamp, da hun bruger ukonventionelle metoder. Hun får dog mulighed for genoprejsning ved at generobre et fort, men her bliver hun nødt til at alliere sig med den udøde taktiker Jedao, som aldrig før har tabt en kamp. Problemet er blot, at han blev vanvittig, inden han døde og dræbte sin egen hær. Så Cheris’ plan er umådelig dristig, for hvordan sikrer hun sig, at hun kan stole på ham?

Det bedste:
Oplægget med den kvindelige rumskibskaptajn, der bliver nødt til at samarbejde med den udøde og forræderiske strateg er meget interessant, og selve starten af bogen var derfor også spændende. Men…

Det værste:
Det er en ret forvirrende og fragmenteret historie, som virkelig deler vandene. Havde jeg sørget for at læse de seneste anmeldelser af bogen, inden jeg købte den, så havde jeg sandsynligvis ikke læst den. Den er knudret fortalt – både i opbygning og i sprog – og jeg kom flere gange til kort med hensyn til at forstå, hvad der egentlig foregik. Jeg ville måske have fået mere ud af den, hvis engelsk var mit modersmål, så jeg ville have fanget flere finurlige i sproget, men jeg er faktisk ikke sikker ud fra de anmeldelser, bogen har fået.

Kan anbefales til:
Er du til kryptisk scifi, så er denne bog sandsynligvis noget for dig. Den vandt en scifi-pris, da den udkom, og den har mange fans, men jeg er desværre ikke en af dem.

They Both Die at the End

Forventninger:
Jeg må indrømme, at titlen trickede noget i mig. ’They Both Die at the End’ af Adam Silvera er så afslørende for slutningen, at det nærmest er en provokation. Og samtidig gjorde den mig også utrolig nysgerrig, for hvad sker der op til, at hovedpersonerne dør? Jeg havde generelt hørt godt om bogen inden, at jeg satte mig for at læse den, men jeg kunne ikke lure, om det var en bog, der ville tage mig med storm, eller om jeg ville ende med at synes, at den var lidt overvurderet.

Resumé:
Mateo bliver ringet op lidt over midnat af en medarbejder i Death-Cast og får besked om, at han vil dø i dag. Et andet sted i byen får Rufus samme besked. De to teenagere kender ikke hinanden, men den fælles skæbne – at de skal dø i dag – ender med at føre dem sammen og får dem ud på en rejse, de ikke havde troet mulig. For kan man virkelig lære så meget om sig selv og livet, når man kun har få timer tilbage at leve i?

Det bedste:
Det er en meget spændende præmis – hvad vil du gøre på den sidste dag, du lever, og hvordan vil du reagere over for din familie og dine venner? Vil du holde dem tæt på dig, eller vil du støde dem fra dig, så de ikke skal se dig dø? Det får bogen fint belyst ud fra hovedpersonernes handlinger og ikke mindst de bipersoner, der optræder i enkelte kapitler.

Det værste:
Jeg syntes desværre ikke, at historien var nær så rørende, som jeg havde håbet på. Først og fremmest er bogen for lang i forhold til, hvad historien kan bære, og den manglede dybde. Derudover udviklede forholdet mellem de to drenge sig hurtigt til at være så tæt, at det virkede utroværdigt og det kom til at virke forceret.

Kan anbefales til:
Er du til ungdomsbøger, der både sprudler af liv og håb men som også kan gøre lidt ondt, så er denne bog måske noget for dig.

The Circle

Forventninger:
Jeg har flere gange haft kig på ’The Circle’ af Dave Eggers, men er så stødt på en negativ anmeldelse og har droppet den igen. Til sidst blev jeg dog alt for nysgerrig, da jeg igen-igen havde læst teaseren til bogen, så jeg lånte den hos Ereolen Global og læste den på mine togture til og fra arbejde.

Resumé:
24-årige Mae bliver ansat i det fremadstormende firma, The Circle, efter at hendes veninde Annie har skaffet hende en stilling. Mae ser det som sit livs chance og gør alt for at passe ind i firmaets rutiner og tankesæt. The Circle er godt på vej til at blive det mest magtfulde internetselskab i verden og arbejder med at gøre verden transparent. Intet skal være skjult, intet skal være privat – for hvis man skjuler noget, må det jo betyde, at man har ondt i sinde? Mae bliver hurtigt suget ind i tankegangen og opdager ikke, hvilke konsekvenser det får for hende selv og hendes nærmeste.

Det bedste:
Den skræmmende insisteren på, at alt skal være offentligt tilgængeligt, er pakket ind i velmenende og på mange måder logiske forklaringer, som gør det svært for personerne at stoppe op og overveje, hvilke konsekvenser denne overvågning i sidste ende fører til. For hvis man argumenterer for, at folk faktisk har brug for et minimum af privatliv, så må det jo være fordi, at man selv har noget at skjule? For folk som mig, der har læst ’1984’ af George Orwell og mener, at det er den mest skræmmende horrorhistorie, så er ’The Circle’ i den grad også uhyggelig læsning. Ikke mindst fordi den på en række punkter minder lidt for meget om den udvikling, der sker i samfundet i dag.

Det værste:
Det er ind imellem lidt svært at tro, at man kan være så tindrende naiv som Mae – men i de tilfælde kunne jeg blot klikke lidt rundt på Twitter eller diverse danske avishjemmesider og så måtte jeg desværre indrømme over for mig selv, at dette skræmmebillede ikke er usandsynligt. Der findes mange som Mae, der ikke reflekterer over konsekvenserne ved at blive overvåget og kommenteret på konstant, men i dagens Danmark handler det mere om kontrol med (de få potentielle) kriminelle handlinger frem for de velmenende hjælpefunktioner, som The Circle udvikler.

Kan anbefales til:
Hvis du synes, at Facebook er herrenice, og du registrerer al din adfærd hos Google Maps, Twitter og Instagram, så bør du læse denne bog. Husk at livet er andet end likes og at være kendt. Har du læst ’1984’, så bered dig på en grænseoverskridende og næsten klaustrofobisk horrorfortælling, hvor de gode intentioner forvandler sig til et altdominerende overvågningssamfund.

Foundation


Forventninger:
‘Foundation’ af Isac Asimov har stået på min to-read-liste på Goodreads i over fem år. Jeg faldt i sin tid over den, da jeg søgte efter klassisk sci-fi, og nu endte den så endelig som månedens to-read-bog. Det er i øvrigt første bog i en serie.

Resumé:
Historien foregår i fremtiden, hvor det galaktiske imperium består af millioner af beboede planeter. Imperiet er dog i det skjulte begyndt at falde fra hinanden, hvilket matematikeren Hari Seldon interesserer sig for. Han har nemlig beregnet, at Imperiet vil gå i opløsning i løbet af 500 år og derefter vil der gå mange tusinde år med kaos, inden et nyt imperium vil opstå. Seldon kan ikke udholde tanken om dette og udtænker en plan, hvor man samler og opbevarer al den viden, menneskeheden har erhvervet sig på dette tidspunkt. På den måde mener han, at man kan forkorte kaostiden til ca. 1000 år, og han opretter derfor en koloni, der primært består af videnskabsfolk. Men hvordan reagerer resten af verden på dette elitære initiativ?

Det bedste:
Jeg var ret fascineret af konceptet, og jeg syntes, at det var spændende at følge Seldon i starten, hvor han forsøger at realisere sin idé.

Det værste:
Jeg tabte lidt tråden undervejs. Anden halvdel fangede mig ikke rigtig, men det kan måske skyldes, at jeg blev nødt til at holde en pause i læsningen, da jeg havde travlt med alt muligt andet. Så ja – jeg har lidt svært ved at vurdere, om det var min manglende tid eller bogen, der var grunden til, at læseoplevelsen endte med at være lidt forvirrende og middelmådig. Det kan være, at jeg genlæser bogen på et tidspunkt, så jeg kan tage stilling til, om jeg skal læse videre i serien.

Kan anbefales til:
Er du til politisk sci-fi, så er ‘Foundation’ noget for dig. Det er desværre mange år siden, jeg sidst læste ‘Dune’, men jeg kom til at tænke på den, da jeg læste starten af ‘Foundation’ – uden at jeg dog vil til at sammenligne dem.

Children of Time

Forventninger:
Jeg havde ret høje forventninger til denne bog. Godt nok var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg kunne forvente, men jeg var helt overbevist om, at den var god! Jeg stødte nemlig kun på meget positive anmeldelser af bogen, så jeg tilføjede bogen til min læseliste for laaang tid siden. Derefter gik månederne, og da jeg så skulle til at læse ‘Children of Time’ af Adrian Tchaikovsky, så jeg en anmeldelse på Youtube. Og her blev jeg ret bekymret, for anmelderen advarede om, at hvis man ikke brød sig om store edderkopper, så ville man nok ikke synes om bogen! Argh! Ja, de står ikke ligefrem øverst på min liste over yndlingsvæsener, så jeg blev lidt bekymret. Men men… nu havde jeg besluttet mig for at læse bogen, så det gjorde jeg selvfølgelige.

Resumé:
Menneskeracen er ved at uddø, for Jorden ligger i ruiner, og de sidste mennesker flygter derfor ud i rummet for at lede efter en ny planet, de kan slå sig ned på. Men da de opdager en brugbar planet, viser det sig, at dyrelivet har udviklet sig i en sådan grad, at det udgør en trussel mod menneskene. Her er tale om væsener, der er intelligente i en grad, menneskeheden ikke tidligere har været vant til.

Det bedste:
Starten og slutningen af bogen. Jeg var helt sikkert farvet af, at jeg ikke bryder mig om store edderkopper, så da starten mere end antydede, at menneskene ville møde de intelligente edderkopper, tænkte jeg straks, at dette måtte være en horrorbog! (det ville det i hvert fald være for mig). Men det viste sig, at bogen i langt højere grad handlede om, hvordan edderkopperne og verdenen udviklede sig og knapt så meget om mødet mellem de to livsformer. Det betød så også, at størstedelen af bogen var meget forskellig fra, hvad jeg forventede, og derfor var starten og slutningen langt mere mig, da der her var skruet op for dramatikken.

Det værste:
Jeg havde meget svært ved at tro på den måde, som de intelligente edderkopper blev fremstillet på, og det ødelagde desværre meget af læseoplevelsen, da den del selvfølgelig fyldte ganske meget i bogen. Jeg havde ikke det store problem med, at der var edderkopper med i bogen, men jeg syntes simpelthen, at de blev for menneskelige i deres væremåde, og det blev lige en tand for mærkeligt for mig. Samtidig var kapitlerne med menneskene ikke særlig interessante, for de manglede sjovt nok personlighed…!

Kan anbefales til:
Er du til sci-fi i det hele taget, så synes jeg, at du bør læse denne bog. Godt nok var jeg ikke selv vild med den, men den har fået så mange rosende ord med på vejen, og konceptet er ganske interessant.

Ambrosia / Live

Forventninger:
Da jeg lånte ‘Ambrosia / Live’ som e-bog, forventede jeg, at bogen indeholdt to horror-historier. Det var dog først, da jeg gik i gang, at jeg opdagede, at de nærmere hører ind under sci-fi, men det var også helt fint – det er også en af mine yndlingsgenrer.

Resumé:
Bogen indeholder som sagt to historier. Den første, ‘Ambrosia’, foregår et sted i Nordsjælland, hvor en lang række forskere og andre specialister er i gang med at undersøge et tophemmeligt fund fra en gravhøj – en 45 meter høj, gravid kvinde. Det lader til, at hun har ligget der i flere tusinde år, men børnene i hendes skød – og der er mange – ser ud til at kunne fødes, hvornår det skal være.

I ‘Live’ følger vi det sidste døgn i Jordens historie, hvor fem mennesker er samlet på et hospital, hvor den ene af dem skal føde. Og det skal hun, for det er der andre, der ønsker.

Det bedste:
Det er nogle ret originale historier – ikke mindst den første, hvor mysteriet om kæmpekvinden og hendes børn er både fascinerende og samtidig nærmest poetisk skrevet. Men også dommedagshistorien formår at opbygge en spændende og intens stemning, selvom man godt kender slutningen på forhånd.

Det værste:
Det kan være svært af afslutte så specielle og finurlige som ‘Ambrosia’ og til dels ‘Live’ er, og det haltede desværre især for ‘Ambrosia’. Det var en lidt flad fornemmelse, men omvendt havde jeg også svært ved at se, hvordan den skulle afsluttes i det hele taget. ‘Live’ var jeg generelt ikke særlig vild med, og det skyldtes mest af alt sproget mellem hovedpersonerne, som var alt for aggressivt og vulgært for mig.

Kan anbefales til:
Er du til originale og måske lidt sære historier med en vis portion mindfuck, så kan disse to historier af A. Silvestri måske være noget for dig. Vær opmærksom på, at de to historier er meget forskellige stilmæssigt.

The Lonelinest Girl in the Universe

Forventninger:
Jeg nåede faktisk ikke at læse særlig meget om ’The Lonelinest Girl in the Universe’ af Lauren James, inden jeg købte den – der var bare noget dragende ved titlen, og så havde bogen fået god omtale, så jeg tillod mig at være lidt spontan. Jeg frygtede dog, at den kunne blive ret sukkersød-romantisk.

Resumé:
Romy er vokset op på et rumskib. Som eneste barn af to astronauter kender hun kun til livet bag tommetykke metalplader, og de seneste år har det været ret ensomt, for begge hendes forældre er døde. Hun fortsætter dog deres mission – at rejse mod en ny planet for at videreføre menneskeheden der. Med sig har hun hundredvis af EMBRYOS, som skal udvikles til mennesker, når rumskibet nærmer sig destinationen. Romy prøver at få det bedste ud af ventetiden, for der er trods alt tyve år til, at hun når frem, og derfor er det mere end en behagelig overraskelse, da hun en dag bliver kontaktet af et andet rumskib. Der er blevet sendt endnu en ekspedition afsted, som skal assistere hende, og korrespondancen med den anden kaptajn bliver snart ret personlig.

Det bedste:
Jeg frygtede som sagt, at denne ville blive lidt for sukkersød, og jo der er da lidt banal romance, men der er også et herligt plottwist, som i den grad får sat skub i handlingen og gør denne bog til mere og andet end endnu en forudsigelig ungdomsbog.

Det værste:
Der var enkelte tidspunkter, hvor korrespondancen i bogen blev lidt for søgt. For eksempel Romys meget hurtige skift mellem den formelle stil og den meget personlige. Jeg synes også, at der er overraskende mange ’unødige’ ting ombord på rumskibet, som Romy kan fornøje sig med, og det virker ærlig talt meget utroværdigt, når man tænker på, at der normalt kun er det absolut nødvendige med på rumrejser – andet ville ganske enkelt være både for dyrt og for ressourcekrævende.

Kan anbefales til:
Det her er sci-fi light, så hvis du sci-fi-nørd, men godt kan leve med, at det ikke bliver überteknisk, så er dette en bog for dig – især hvis du er til overraskelser. Omvendt skal du være indstillet på, at historien som sagt foregår i rummet, så der er en del beskrivelser, der tager udgangspunkt i manøvrering af rumskibe og lignende.

Flowers for Algernon


Forventninger:
Jeg mindes, at jeg skrev ’Flowers for Algernon’ af Daniel Keyes på min to-read-liste efter at have set den på en top tyve liste over anbefalelsesværdige sci-fi-bøger. Jeg håbede selvfølgelig, at den kunne leve op til dette, men jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til den, eftersom jeg ikke vidste særlig meget om den.

Resumé:
Charlie er en ung mand med en ret lav intelligens. Han har indtil nu levet et sorgløst liv, men han drømmer om at blive klog. Da han bliver tilbudt at være med i et videnskabeligt forsøg, hvor han gennemgår en hjerneoperation for at højne hans IQ, takker han ja. Gennem næsten daglige rapporter fortæller han om tiden før og efter operationen og om, hvor meget hans liv ændrer sig. Pludselig kan han se situationer fra flere vinkler og opdager, at hans venner ikke laver sjov med ham men gør nar af ham eller snyder ham, og Charlie indser, at verden ikke altid har været så god mod ham, som han har troet. Samtidig giver det også en række komplikationer, at hvor Charlie har udviklet sig hurtigt på det intellektuelle niveau, så har hans følelser haft svært ved at følge med, og det giver en lang række komplikationer.

Det bedste:
Dette er en tankevækkende historie om, hvad intelligens er – og ikke mindst hvad moral er. Hvordan skal vi behandle vores medmennesker, og husker vi at behandle andre ordentligt, selvom de ikke nødvendigvis ligner os selv? Historien udstiller til fulde, hvor ondskabsfulde mennesker kan være mod hinanden, når de føler sig truede, dumme eller har lavt selvværd. Den viser også, at intelligens er mere og andet end at være god til at løse matematiske ligninger.

Det værste:
Det var ikke altid, at skrivestilen fungerede i bogen. Charlies sprog og retstavning forbedres markant i takt med, at han bliver mere intelligent, men det virker ind imellem lidt søgt.

Kan anbefales til:
Dette er fortællingen om det bedste og værste i mennesker. Om at acceptere og respektere andre, selvom de ikke ligner dig selv. Har du mod på at læse den type fortælling – og måske lære noget om dig selv og andre – så er ’Flowers for Algernon’ noget for dig.

A Closed and Common Orbit


Forventninger:
Forfatteren står bag min bedste læseoplevelse sidste år – ‘The Long Way to a Small Angry Planet’. En fantastisk sci-fi-bog, som rummer en mangfoldighed, kreativitet og menneskelighed uden lige. Jeg havde derfor skyhøje forventninger til næste bog i serien – ’A Closed and Common Orbit’. Det er dog en anelse svært at anmelde denne bog uden at afsløre for meget fra den foregående – også selvom ‘A Closed and Common Orbit’ sagtens kan læses som standalone.

Resumé:
Lovelace har indtil for ganske nyligt været AI i et rumskib, men under dramatiske omstændigheder er det lykkedes at overføre hende til en krop. Nu skal hun lære at begå sig i den sociale verden, som hun ikke ved noget om, og hun er derfor på vagt over for ting, der kan afsløre hende. Heldigvis bliver hun venner med ingeniøren Pepper, som meget gerne vil hjælpe hende. Men de støder snart på en række udfordringer, hvor også Pepper lærer mere om sig selv.

Det bedste:
Jeg er ret betaget af den verden, som forfatteren lader historien udspille sig i. Man får blandt andet et indblik i Peppers fortid, som er med til at tegne et noget anderledes samfund. Og så er jeg stadig vild med den subtile reference, som Lovelaces navn er.

Det værste:
Jeg savnede den mangfoldighed og kreativitet, som den første bog sprudlede af. Det blev lidt for let – og lidt for traditionelt – kun at følge to personer i bogen. Også selvom de var interessante og sympatiske. Der foregik i det hele taget for lidt i bogen i forhold til forgængeren, og derfor kom den til at virke som en tynd kop te.

Kan anbefales til:
Er du til de mere stille sci-fi-fortællinger, så er denne bog noget for dig. Den handler dog mere om menneskers personlige udvikling end om teknologi, action og dystopi, som ellers præger sci-fi-genren.