Rosernes torne

SPONSORERET INDLÆG

‘Rosernes torne’ af Stephen King og Owen King

Væk aldrig en sovende kvinde
I en fiktiv verden – meget lig den eksisterende – bryder en mystisk virus løs, der rammer alle klodens kvinder, når de lægger sig til at sove. Et tyndt spindelvæv omslutter dem, og hvis man prøver at vække dem ved at ødelægge spindelvævet, vågner de op i en tilstand af absolut raseri og forsøger at dræbe den formastelige, inden de lægger sig til at sove igen. Snart er mændene splittede i grupper, der enten vil beskytte kvinderne, dræbe dem eller indfange den ene kvinde, der efter sigende ikke falder i søvn og som måske har løsningen til, hvordan denne krise skal overvindes.

Interessant koncept
‘Rosernes torne’ er lidt anderledes end de normale dystopier. For det første er det kun kvinderne, der bliver ramt af sygdom i denne fortælling, og for det andet bliver de ikke slået ihjel men nærmere påvirket i en grad, hvor de måske/måske ikke kan reddes. Alt håb er derfor ikke ude, selvom udbredelsen af virussen går stærkt.

Kønnenes kamp – eller hvad?
Jeg synes på den ene side, at det er et interessant twist, at det kun er kvinderne, der bliver ramt af virussen, for det betyder, at der stadig er ca. halvdelen tilbage af menneskeheden til at reagere på udbruddet. Og heldigvis er mændenes reaktioner ikke helt så primitive, som man kunne have frygtet. På den anden side ville jeg have foretrukket, at det var mændene, der faldt i søvn, for tror jeg kunne have givet en langt mere nuanceret og overraskende fortælling. Der er – selvom forfatterne prøver at undgå det – stadig et strejf af, at det er manden, der skal redde kvinden, ligesom der [SPOILER ALERT] også går lidt for meget kvindekollektiv over det, der sker, når kvinderne falder i søvn. Men som sagt – points for, at mændenes reaktioner generelt er ret forståelige og naturlige og ikke så absurde/primitive, som man kunne have frygtet.

Svagt persongalleri
En af Kings stærke sider er persongalleriet, som – selvom der ofte er nogle klicheer iblandt – ofte indeholder nogle spændende skæve eksistenser og nogle gode, solide helte (og nogle til tider ret irriterende og knapt så nuancerede skurke). Men i ‘Rosernes torne’ er der langt mellem de interessante personligheder, ikke mindst fordi persongalleriet er alt for stort. Som læser mister man efterhånden overblikket over de mange personer, der optræder undervejs i historien, og derfor mister man også lidt grebet om fortællingen.

Begrænsningens kunst
Stephen King er kendt for mange ting – blandt andet at skrive en hel del tykke bøger. ‘Rosernes torne’ er ingen undtagelse, for den sniger sig op på 800 sider. Og kvantitet er ikke altid lig kvalitet. King har før vist, at han sagtens kan skrive lange bøger og stadig gøre historien nærværende og spændende, men det lykkes desværre ikke i denne bog. Den er alt, alt for lang. Man skal i hvert fald være væbnet med en ret stor tålmodighed eller være die hard King-fan for ikke at føle, at historien godt kunne have været strammet op. King mangler – atter en gang – en god og konsekvent redaktør.

Tak til Bog & Idé for anmeldereksemplaret.

Anstalten

SPONSORERET INDLÆG

‘Anstalten’ af Stephen King

Det er ikke altid en fordel at være noget ganske særligt
Luke er allerede som tolvårig et geni – et vidunderbarn, der klarer sig ufattelig godt i skolen og som ser ud til at have en lys fremtid foran sig. Men en nat bliver han bedøvet og bortført af bevæbnede personer. De bringer ham til et sted, Anstalten, hvor han vågner op i et værelse, der ligner en tro kopi af hans eget værelse – bortset fra nogle enkelte små detaljer. Der er ingen vinduer og kun en dør, der fører ud til en lang gang, hvor andre børneværelser også fører ud til. Og her møder han de andre børn – børn der åbenbart har særlige evner såsom telepati og telekinese. Men hvad er formålet? Hvorfor er de spærret inde? Hvad er der sket med deres forældre? Og hvad sker der egentlig med de børn, som har været på Anstalten i flere uger og pludselig forsvinder?

Når man gør børn fortræd
‘Anstalten’ er en barsk bog. Her er tale om voksne, der spærrer børn inde og udsætter dem for en lang række smertelige forsøg for at blive klogere på børnenes særlige evner. At mishandle børn er i mine øjne en lige så let og billig måde at fremkalde afsky hos læseren på som når en skurks hæslighed understreges med en eller flere voldtægter i løbet af en bog. Kort sagt – det er et lidt for let trick at bruge for en erfaren forfatter som Stephen King, men det er ikke desto mindre yderst effektivt – man hader virkelig de voksne i denne bog! Ikke mindst fordi det virker så uforståeligt og umenneskeligt.

Nu skal vi ikke forhaste os
Stephen King elsker ord, og han elsker et langsomt fortælletempo. Det kan i visse tilfælde retfærdiggøres – ‘22.11.63’ var ikke en side for lang, selvom den hører til blandt hans tykkeste bøger. Men ‘Anstalten’ er lige lovlig lang i forhold til, hvor lidt der reelt set sker i bogen. Og eftersom historien ikke byder på så mange nye vinkler i forhold til hans tidligere bøger, så kunne den snildt være kortet mindst 100 sider ned.

Men han skriver nu stadig godt
Man kan sige meget om Stephen King og hans bøger. Nogle er mesterværker, enkelte er deciderede makværker. ‘Anstalten’ er ingen af delene. Den er over middel, men den kan på ingen måde måle sig med klassikere som ‘Dyrekirkegården’, ‘Christine’, og ‘Cujo‘. Han formår at skrive levende og spændende, personerne er interessante og troværdige, og så er der ingen udpenslede splatterscener, hvilket især var rart her, fordi bogen handlede om børn i fangenskab. Jeg blev draget ind i historien fra start, og jeg følte med børnene og hadede de onde voksne. Selvom bogen er 620 sider lang, var jeg godt underholdt fra start til slut og sad med tilbageholdt åndedræt de sidste 100 sider, for jeg kunne slet ikke forestile mig, hvordan det ville ende for Luke og hans venner.

Tak til Hr. Ferdinand for anmeldereksemplaret

Serie: Warfarers

I juli introducerede jeg konceptet serieanbefalinger, og her håbede jeg blandt andet at inkludere ‘Warfarers’, da første bog i serien var en af de tre bedste, jeg læste sidste år. Jeg har dog ikke været synderlig begejstret over anden og tredje bog i serien, så herunder vil jeg fortælle om serien men også forklare, hvorfor første bog efter min mening er meget bedre end de øvrige bøger.

Er det en trilogi?
Det kan man faktisk godt diskutere. Én ting er, at forfatteren ikke 100% har afvist, at der kan komme flere bøger i serien, en anden ting er, at man følger forskellige personer i de enkelte bøger og derfor sagtens kan læse dem uafhængigt af hinanden.

Første bog – ‘The Long Way to a Small, Angry Planet’
Jeg faldt pladask for den første bog. Alene titlen får mig til at smide. Bogen er et meget moderne drama, der foregår på et rumskib, hvor besætningen består af et væld af meget forskellige individer, når man ser på race, køn, seksualitet og temperament. Den er en fornøjelse at læse – ikke mindst fordi de mange spændende personligheder fungerer så godt sammen. Læs min anmeldelse af bogen

Anden bog – ‘A Closed and Common Orbit’
Jeg blev skuffet, da jeg fandt ud af, at anden bog i serien ikke er en direkte efterfølger til den første bog men nærmere ‘blot’ en bog, der foregår i samme univers. Der er én personlighed fra første bog, og det var ganske enkelt for lidt for mig, når nu persongalleriet var så fantastisk i den første bog. Også selvom dette individ har en ret interessant historie. Samtidig var stilen i anden bog lidt for klassisk scifi til mig, og jeg savnede den humor og kreativitet, som første bog struttede af. Læs min anmeldelse af bogen

Tredje bog – ‘Record of a Spaceborn Few’
Hvor anden bog trods alt fulgte en ret interessant person, så var tredje bog (endnu) mere fragmenteret, da man her fulgte en række helt nye personer. Igen en bog, der ikke er en direkte efterfølger til de foregående og sagtens kan læses som standalone. Jeg syntes bare ikke, at de nye personer var særlig spændende, og selvom flere af dem rummede interessante aspekter, så fængede historien ikke. Desværre.

Så – min konklusion er, at en serie, der startede fantastisk, er endt med at blive en række standalones, som du (heldigvis) kan læse uafhængigt af hinanden. Hvis du elsker den første bog, ‘behøver’ du ikke at læse videre, for du kommer alligevel ikke til at følge de samme personer. Du bør selvfølgelig stadig overveje at læse anden og tredje bog i serien, for det kan jo være, at du vil holde langt mere af dem, end jeg gjorde, men min pointe er blot, at det er ikke en serie, man ‘behøver’ at læse til ende.

Seafire

Seafire af Natalie C. Parker – første bog i Seafire-serien.

Gæve unge kvinder udgør besætningen på skibet Mors Navis – ledet af kaptajn Caledonia, der søger hævn over krigsherren Aric Athair, der dræbte hendes familie. Alle har de mistet familie og hjem på grund af ham, men det stopper dem ikke. Hver dag er en kamp for at overleve og komme tættere på endelig at få den hævn, de alle søger.

Girlpower og skumsprøjt
Et skib kun bemandet af unge kvinder, der søger hævn over en mandlig skurk – det kunne blive meget klichéfyldt, men det er det heldigvis ikke (og hvorfor skulle det i øvrigt være underligt, at der kun er kvinder på skibet – det er fantasy/steampunk og dermed ikke noget, der skal være historisk korrekt). Der er visse komplikationer ved, at skibet kun bemandes af piger/kvinder. De er hverken mandehadere eller er mindre kompetente, fordi de er kvinder, men de vil ikke have mænd på skibet, for de kunne være spioner for Aric Athair. Det passer mig rigtig fint, at køn ikke fylder mere, end det reelt set gør i denne historie, for det ville være rigtig trættende, men der er til gengæld masser af piratstemning og sømandsliv, hvilket både er fascinerende og nyskabende.

Fokus på personligheder og roligt historietempo
Denne bog emmer af sammenhold – selvfølgelig tilsat usikkerhed, fortielse og frustration – og det er let at holde af de ret forskellige personligheder, der udgør besætningen. Selvom der ikke er så megen plads til de enkelte personer, så synes jeg alligevel, at det lykkes for forfatteren at opridse nogle spændende personer med meget få ord, og hun er ikke bange for at gøre det, selvom det ind imellem er personer, som hurtigt forsvinder ud af handlingen. Samtidig er det interessant at se, hvor roligt historiens tempo er til trods for, at der naturligvis også er en del actionscener (vi taler jo om pirater).

Ønskes: Lidt mere dybde og kompleksitet
Dette er en ungdomsbog, og derfor kan man ikke nødvendigvis forvente dybde i plottet. Men når nu hele konceptet er så interessant (og anderledes), så ville jeg ønske, at der var lidt flere sider og lidt mere kompleksitet i verdensopbygning og plot.

Kan bogen anbefales?
Ja, det synes jeg. Det er klart en af de bedre fantasybøger, jeg har læst i løbet af de seneste måneder. Jeg kunne som sagt godt lide den lidt anderledes verden og koncept, og persongalleriet indeholdt mange interessante mennesker. Jeg satser på at læse næste bog i serien i løbet af efteråret.

Ninefox Gambit

Forventninger:
Da ’Ninefox Gambit’ udkom, stødte jeg på adskillelige superpositive anmeldelser, så scifi-bogen røg straks på min to-read-liste. Flere år er gået, og nu fik jeg så endelig læst den efter at have glædet mig i lang tid.

Resumé:
Rumskibskaptajnen Kel Cheris falder i unåde under en kamp, da hun bruger ukonventionelle metoder. Hun får dog mulighed for genoprejsning ved at generobre et fort, men her bliver hun nødt til at alliere sig med den udøde taktiker Jedao, som aldrig før har tabt en kamp. Problemet er blot, at han blev vanvittig, inden han døde og dræbte sin egen hær. Så Cheris’ plan er umådelig dristig, for hvordan sikrer hun sig, at hun kan stole på ham?

Det bedste:
Oplægget med den kvindelige rumskibskaptajn, der bliver nødt til at samarbejde med den udøde og forræderiske strateg er meget interessant, og selve starten af bogen var derfor også spændende. Men…

Det værste:
Det er en ret forvirrende og fragmenteret historie, som virkelig deler vandene. Havde jeg sørget for at læse de seneste anmeldelser af bogen, inden jeg købte den, så havde jeg sandsynligvis ikke læst den. Den er knudret fortalt – både i opbygning og i sprog – og jeg kom flere gange til kort med hensyn til at forstå, hvad der egentlig foregik. Jeg ville måske have fået mere ud af den, hvis engelsk var mit modersmål, så jeg ville have fanget flere finurlige i sproget, men jeg er faktisk ikke sikker ud fra de anmeldelser, bogen har fået.

Kan anbefales til:
Er du til kryptisk scifi, så er denne bog sandsynligvis noget for dig. Den vandt en scifi-pris, da den udkom, og den har mange fans, men jeg er desværre ikke en af dem.

They Both Die at the End

Forventninger:
Jeg må indrømme, at titlen trickede noget i mig. ’They Both Die at the End’ af Adam Silvera er så afslørende for slutningen, at det nærmest er en provokation. Og samtidig gjorde den mig også utrolig nysgerrig, for hvad sker der op til, at hovedpersonerne dør? Jeg havde generelt hørt godt om bogen inden, at jeg satte mig for at læse den, men jeg kunne ikke lure, om det var en bog, der ville tage mig med storm, eller om jeg ville ende med at synes, at den var lidt overvurderet.

Resumé:
Mateo bliver ringet op lidt over midnat af en medarbejder i Death-Cast og får besked om, at han vil dø i dag. Et andet sted i byen får Rufus samme besked. De to teenagere kender ikke hinanden, men den fælles skæbne – at de skal dø i dag – ender med at føre dem sammen og får dem ud på en rejse, de ikke havde troet mulig. For kan man virkelig lære så meget om sig selv og livet, når man kun har få timer tilbage at leve i?

Det bedste:
Det er en meget spændende præmis – hvad vil du gøre på den sidste dag, du lever, og hvordan vil du reagere over for din familie og dine venner? Vil du holde dem tæt på dig, eller vil du støde dem fra dig, så de ikke skal se dig dø? Det får bogen fint belyst ud fra hovedpersonernes handlinger og ikke mindst de bipersoner, der optræder i enkelte kapitler.

Det værste:
Jeg syntes desværre ikke, at historien var nær så rørende, som jeg havde håbet på. Først og fremmest er bogen for lang i forhold til, hvad historien kan bære, og den manglede dybde. Derudover udviklede forholdet mellem de to drenge sig hurtigt til at være så tæt, at det virkede utroværdigt og det kom til at virke forceret.

Kan anbefales til:
Er du til ungdomsbøger, der både sprudler af liv og håb men som også kan gøre lidt ondt, så er denne bog måske noget for dig.

The Circle

Forventninger:
Jeg har flere gange haft kig på ’The Circle’ af Dave Eggers, men er så stødt på en negativ anmeldelse og har droppet den igen. Til sidst blev jeg dog alt for nysgerrig, da jeg igen-igen havde læst teaseren til bogen, så jeg lånte den hos Ereolen Global og læste den på mine togture til og fra arbejde.

Resumé:
24-årige Mae bliver ansat i det fremadstormende firma, The Circle, efter at hendes veninde Annie har skaffet hende en stilling. Mae ser det som sit livs chance og gør alt for at passe ind i firmaets rutiner og tankesæt. The Circle er godt på vej til at blive det mest magtfulde internetselskab i verden og arbejder med at gøre verden transparent. Intet skal være skjult, intet skal være privat – for hvis man skjuler noget, må det jo betyde, at man har ondt i sinde? Mae bliver hurtigt suget ind i tankegangen og opdager ikke, hvilke konsekvenser det får for hende selv og hendes nærmeste.

Det bedste:
Den skræmmende insisteren på, at alt skal være offentligt tilgængeligt, er pakket ind i velmenende og på mange måder logiske forklaringer, som gør det svært for personerne at stoppe op og overveje, hvilke konsekvenser denne overvågning i sidste ende fører til. For hvis man argumenterer for, at folk faktisk har brug for et minimum af privatliv, så må det jo være fordi, at man selv har noget at skjule? For folk som mig, der har læst ’1984’ af George Orwell og mener, at det er den mest skræmmende horrorhistorie, så er ’The Circle’ i den grad også uhyggelig læsning. Ikke mindst fordi den på en række punkter minder lidt for meget om den udvikling, der sker i samfundet i dag.

Det værste:
Det er ind imellem lidt svært at tro, at man kan være så tindrende naiv som Mae – men i de tilfælde kunne jeg blot klikke lidt rundt på Twitter eller diverse danske avishjemmesider og så måtte jeg desværre indrømme over for mig selv, at dette skræmmebillede ikke er usandsynligt. Der findes mange som Mae, der ikke reflekterer over konsekvenserne ved at blive overvåget og kommenteret på konstant, men i dagens Danmark handler det mere om kontrol med (de få potentielle) kriminelle handlinger frem for de velmenende hjælpefunktioner, som The Circle udvikler.

Kan anbefales til:
Hvis du synes, at Facebook er herrenice, og du registrerer al din adfærd hos Google Maps, Twitter og Instagram, så bør du læse denne bog. Husk at livet er andet end likes og at være kendt. Har du læst ’1984’, så bered dig på en grænseoverskridende og næsten klaustrofobisk horrorfortælling, hvor de gode intentioner forvandler sig til et altdominerende overvågningssamfund.

Foundation


Forventninger:
‘Foundation’ af Isac Asimov har stået på min to-read-liste på Goodreads i over fem år. Jeg faldt i sin tid over den, da jeg søgte efter klassisk sci-fi, og nu endte den så endelig som månedens to-read-bog. Det er i øvrigt første bog i en serie.

Resumé:
Historien foregår i fremtiden, hvor det galaktiske imperium består af millioner af beboede planeter. Imperiet er dog i det skjulte begyndt at falde fra hinanden, hvilket matematikeren Hari Seldon interesserer sig for. Han har nemlig beregnet, at Imperiet vil gå i opløsning i løbet af 500 år og derefter vil der gå mange tusinde år med kaos, inden et nyt imperium vil opstå. Seldon kan ikke udholde tanken om dette og udtænker en plan, hvor man samler og opbevarer al den viden, menneskeheden har erhvervet sig på dette tidspunkt. På den måde mener han, at man kan forkorte kaostiden til ca. 1000 år, og han opretter derfor en koloni, der primært består af videnskabsfolk. Men hvordan reagerer resten af verden på dette elitære initiativ?

Det bedste:
Jeg var ret fascineret af konceptet, og jeg syntes, at det var spændende at følge Seldon i starten, hvor han forsøger at realisere sin idé.

Det værste:
Jeg tabte lidt tråden undervejs. Anden halvdel fangede mig ikke rigtig, men det kan måske skyldes, at jeg blev nødt til at holde en pause i læsningen, da jeg havde travlt med alt muligt andet. Så ja – jeg har lidt svært ved at vurdere, om det var min manglende tid eller bogen, der var grunden til, at læseoplevelsen endte med at være lidt forvirrende og middelmådig. Det kan være, at jeg genlæser bogen på et tidspunkt, så jeg kan tage stilling til, om jeg skal læse videre i serien.

Kan anbefales til:
Er du til politisk sci-fi, så er ‘Foundation’ noget for dig. Det er desværre mange år siden, jeg sidst læste ‘Dune’, men jeg kom til at tænke på den, da jeg læste starten af ‘Foundation’ – uden at jeg dog vil til at sammenligne dem.

Children of Time

Forventninger:
Jeg havde ret høje forventninger til denne bog. Godt nok var jeg ikke helt sikker på, hvad jeg kunne forvente, men jeg var helt overbevist om, at den var god! Jeg stødte nemlig kun på meget positive anmeldelser af bogen, så jeg tilføjede bogen til min læseliste for laaang tid siden. Derefter gik månederne, og da jeg så skulle til at læse ‘Children of Time’ af Adrian Tchaikovsky, så jeg en anmeldelse på Youtube. Og her blev jeg ret bekymret, for anmelderen advarede om, at hvis man ikke brød sig om store edderkopper, så ville man nok ikke synes om bogen! Argh! Ja, de står ikke ligefrem øverst på min liste over yndlingsvæsener, så jeg blev lidt bekymret. Men men… nu havde jeg besluttet mig for at læse bogen, så det gjorde jeg selvfølgelige.

Resumé:
Menneskeracen er ved at uddø, for Jorden ligger i ruiner, og de sidste mennesker flygter derfor ud i rummet for at lede efter en ny planet, de kan slå sig ned på. Men da de opdager en brugbar planet, viser det sig, at dyrelivet har udviklet sig i en sådan grad, at det udgør en trussel mod menneskene. Her er tale om væsener, der er intelligente i en grad, menneskeheden ikke tidligere har været vant til.

Det bedste:
Starten og slutningen af bogen. Jeg var helt sikkert farvet af, at jeg ikke bryder mig om store edderkopper, så da starten mere end antydede, at menneskene ville møde de intelligente edderkopper, tænkte jeg straks, at dette måtte være en horrorbog! (det ville det i hvert fald være for mig). Men det viste sig, at bogen i langt højere grad handlede om, hvordan edderkopperne og verdenen udviklede sig og knapt så meget om mødet mellem de to livsformer. Det betød så også, at størstedelen af bogen var meget forskellig fra, hvad jeg forventede, og derfor var starten og slutningen langt mere mig, da der her var skruet op for dramatikken.

Det værste:
Jeg havde meget svært ved at tro på den måde, som de intelligente edderkopper blev fremstillet på, og det ødelagde desværre meget af læseoplevelsen, da den del selvfølgelig fyldte ganske meget i bogen. Jeg havde ikke det store problem med, at der var edderkopper med i bogen, men jeg syntes simpelthen, at de blev for menneskelige i deres væremåde, og det blev lige en tand for mærkeligt for mig. Samtidig var kapitlerne med menneskene ikke særlig interessante, for de manglede sjovt nok personlighed…!

Kan anbefales til:
Er du til sci-fi i det hele taget, så synes jeg, at du bør læse denne bog. Godt nok var jeg ikke selv vild med den, men den har fået så mange rosende ord med på vejen, og konceptet er ganske interessant.

Ambrosia / Live

Forventninger:
Da jeg lånte ‘Ambrosia / Live’ som e-bog, forventede jeg, at bogen indeholdt to horror-historier. Det var dog først, da jeg gik i gang, at jeg opdagede, at de nærmere hører ind under sci-fi, men det var også helt fint – det er også en af mine yndlingsgenrer.

Resumé:
Bogen indeholder som sagt to historier. Den første, ‘Ambrosia’, foregår et sted i Nordsjælland, hvor en lang række forskere og andre specialister er i gang med at undersøge et tophemmeligt fund fra en gravhøj – en 45 meter høj, gravid kvinde. Det lader til, at hun har ligget der i flere tusinde år, men børnene i hendes skød – og der er mange – ser ud til at kunne fødes, hvornår det skal være.

I ‘Live’ følger vi det sidste døgn i Jordens historie, hvor fem mennesker er samlet på et hospital, hvor den ene af dem skal føde. Og det skal hun, for det er der andre, der ønsker.

Det bedste:
Det er nogle ret originale historier – ikke mindst den første, hvor mysteriet om kæmpekvinden og hendes børn er både fascinerende og samtidig nærmest poetisk skrevet. Men også dommedagshistorien formår at opbygge en spændende og intens stemning, selvom man godt kender slutningen på forhånd.

Det værste:
Det kan være svært af afslutte så specielle og finurlige som ‘Ambrosia’ og til dels ‘Live’ er, og det haltede desværre især for ‘Ambrosia’. Det var en lidt flad fornemmelse, men omvendt havde jeg også svært ved at se, hvordan den skulle afsluttes i det hele taget. ‘Live’ var jeg generelt ikke særlig vild med, og det skyldtes mest af alt sproget mellem hovedpersonerne, som var alt for aggressivt og vulgært for mig.

Kan anbefales til:
Er du til originale og måske lidt sære historier med en vis portion mindfuck, så kan disse to historier af A. Silvestri måske være noget for dig. Vær opmærksom på, at de to historier er meget forskellige stilmæssigt.