The Windup Girl


’The Windup Girl’ af Paolo Bacigalupi røg på min to-read-liste for flere år siden, da jeg havde læst en ret begejstret anmeldelse af bogen. Siden har mit blik ofte dvælet ved den, når jeg har skimmet to-read-listen igennem, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har tænkt på, at den ville jeg virkelig gerne læse. Da jeg fik den i julegave sidste år, vidste jeg med det samme, at jeg ville læse den i forbindelse med mit scifi-tema for tredje kvartal.

Så ja, jeg havde en del forventninger til denne bog, men de blev desværre ikke indfriet. Det tog mig flere uger at nå lidt over halvvejs i den 500 sider lange bog, inden jeg indså, at der var ingen pointe i at læse videre. Bogen var utrolig kedelig, og selvom jeg har valgt den som månedens to-read-bog, så endte jeg med at opgive bogen. Det giver simpelthen ikke mening at bruge så lang tid på (frivilligt) at læse en bog, når der er masser af spændende bøger, jeg kunne læse i stedet.

Jeg bryder mig ikke om at droppe læsningen af en bog – især ikke når jeg har udvalgt den som månedens to-read-bog – men tvangslæsning er jo tåbeligt. Det giver hverken en god læseoplevelse eller en interessant anmeldelse.

Obsidio


Forventninger:
’Obsidio’ af Amie Kaufman og Jay Kristoff er tredje og sidste bog i trilogien. Jeg elskede ’Illuminae’ og endte også med at holde meget af ’Gemina’, så jeg havde som udgangspunkt ret høje forventninger til ’Obsidio’. Jeg frygtede dog også, at tredje bog ville minde for meget om de to første og ikke få ’sin egen stemme’, så det var med en vis bæven, at jeg gik i gang med at læse den.

Resumé:
Jeg skriver af princip ikke resumé af fortsættelsen i en serie for at undgå at afsløre for meget af de tidligere bøgers handling.

Det bedste:
Det er uden tvivl en fed verden, forfatterne har opbygget, og den kreative måde, hvor historien fortælles gennem samtaler, chat-uddrag, overvågningskameraer, rapporter osv. er genial, da det giver flere lag til historien. Den grafiske opsætning er også fantastisk – men dog ikke lige så interessant og innovativ som i de foregående. Mest nuancerede og tankevækkende personlighed i denne bog er i øvrigt en AI.

Det værste:
Mine bange anelser viste sig at holde stik – ’Obisidio’ er simpelthen for meget rip-off i forhold til de foregående bøger. Man følger igen et kærestepar (denne gang dog ekskærester), og det er fortsat en kamp mod tiden, om de rumrejsende kan overleve. Der er alt for meget, man har set før, og det var ret frustrerende. Slutningen af bogen var hæsblæsende – og trak i første omgang op i den samlede læseoplevelse – men desværre var forfatterne ikke særlig modige i deres valg, og slutningen endte derfor med at blive en lidt for brat og vag afrunding på en på mange måder fantastisk serie.

Kan anbefales til:
Hvis du elskede de to første bøger og gerne vil have nøjagtig det samme, så kan du med fordel læse ’Obsidio’. Hvis du derimod synes, at der godt må være lidt kant og noget på spil, og at du allerede under læsningen af ’Gemina’ gerne så, at der var større forskel på bøgerne, så vil jeg anbefale dig at nøjes med at læse de to første bøger i serien.

Legend


Forventninger:
Jeg havde ikke særlig høje forventninger til ‘Legend’ af Marie Lu. Jeg har flere gange overvejet at læse den, men eftersom den fik noget blandede anmeldelser, da den kom frem, holdt jeg mig fra den i første omgang. Efterhånden havde jeg dog glemt, hvad det var, der afskrækkede mig i sin tid, så da jeg manglede lidt at lytte til i ferien, lånte jeg den som lydbog hos Ereolen.

Resumé:
I en fremtidsversion af USA er den vestlige del omdannet til Republikken, der er i krig med naboområderne. Her bor teenageren June i et af republikkens rigeste kvarterer, og hun er netop i gang med en militær uddannelse, så hun ligesom broren Metias kan gøre karriere. Men en dag bliver Metias dræbt, og June får til opgave at opspore og fange morderen. Man mener, at det er Day – en af republikkens mest eftersøgte kriminelle og muligvis en af hovedkræfterne blandt modstandskæmperne. Men under efterforskningen opdager hun nogle ting, som Metias holdt skjult for hende, og det kan have stor indflydelse på hendes fremtid.

Det bedste:
‘Legend’ foregår i en ret mørk fremtid, hvor republikken ikke skyr nogen metoder til at undertrykke beboerne i slummen, og selvom det er en ungdomsbog, bliver der ikke lagt fingre imellem. Det fik mig til at tænke på ‘An Ember in the Ashes’, for der er visse ligheder mellem de to verdener og bøgernes opbygning, men der er dog langt flere detaljer og overraskelser i ‘An Ember…’. Jeg syntes også, at der var argumenteret fint for, hvad der motiverede Day og fik ham til at gøre en række dumdristige ting. Han var i det hele taget meget let at holde af som hovedperson – måske endda for let.

Det værste:
Jeg var virkelig ikke vild med insta-love vinklen – det var alt for utroværdigt. Samtidig virkede June ikke synderlig påvirket af sin brors død – selve scenen, hvor hun får det at vide er meget fladt beskrevet – og personerne var i det hele taget for overfladiske og distancerede. Der manglede kort sagt gnist, dramatik og tydelige følelser i bogen.

Kan anbefales til:
Er du til dystre ungdomsbøger med en fascistisk stat, der undertrykker borgerne og med en spirende modstandsgruppe, så er denne bog måske noget for dig. Du skal dog være forberedt på, at den er rimelig simpel og forudsigelig, og at der er findes mange andre (og bedre) dystopiske bøger derude – blandt andet ‘An Ember in the Ashes’ og ‘The Hunger Games’.

The Dog Stars


Forventninger:
Jeg tilføjede ‘The Dog Stars’ af Peter Heller til min to-read-liste for over fem år siden – de præcise omstændigheder husker jeg ikke, men jeg har helt sikkert været tiltrukket af den postapokalyptiske vinkel. Jeg kunne intet huske om bogen, inden jeg gik i gang, så jeg havde reelt set ingen forventninger til bogen – men håbede selvfølgelig, at det ville være en god læseoplevelse.

Resumé:
Ni år efter, at en epidemi udrydder det meste af befolkningen, bor Hig i en lufthavn sammen med hunden Jasper samt Bangley – en våbenglad mand, som ikke har særlig meget til fælles med Hig udover, at de er blandt de få overlevende. Hig har ikke noget at leve for – alle han kendte og elskede er døde – men han forsøger dog at skabe sig en tilværelse, hvor han sammen med Bangley forsvarer området mod angribere og smittede, men også hvor han flyver til de smittede områder med forsyninger. For tre år siden modtog han et radiosignal på en af sine flyveture, og det har siden spøgt i hans tanker. Måske er der andre ligesindede derude?

Det bedste:
Den dystre og foruroligende stemning i bogen – det var bestemt ikke en verden, som man har lyst til at bo i. Samspillet mellem Hig og de personer, han mødte, gav ikke bare nogle interessante situationer – det viste også hvor forskellige folk stadig var, selvom der var gjort meget ud af at fortælle om de mange voldelige sammenstød mellem de overlevende. Især det lidt akavede forhold mellem Hig og Bangley gav fortællingen lidt kant.

Det værste:
Det haltede ind imellem med troværdigheden i bogen. Der var flere ting, jeg ikke helt troede på – blandt andet hvordan Hig kunne finde drikbare sodavand efter 9 år (har selv prøvet at smage sodavand, der var gået et halvt år over tid, og det var udrikkeligt) samt forklaringen på, hvorfor der stadig er strøm. Derudover opførte hovedpersonen sig ind imellem så tåbeligt/arrogant, at jeg havde svært ved at holde af ham. Og så var hele konceptet med de jævnlige angreb lidt for letkøbt – det var en alt for unuanceret og overfladisk måde at skabe et fjendebillede på.

Kan anbefales til:
Til dig, der er til dystre postapokalyptiske fortællinger med et roligt tempo, og hvor du ikke føler dig sikker på, at der er en lykkelig slutning. Kan du lide ‘The Road’, kan ‘The Dog Stars’ også være for dig – selvom denne bog dog ikke er lige så dyster. Du skal være forberedt på, at skrivestilen er ret staccato, hvilket passer fint til bogen, men omvendt også kan irritere en del læsere. Jeg syntes, det var en udmærket bog – dog ikke lige så gribende, ubehagelig og tankevækkende som ‘The Road’.

The Program


Det er nu praktisk at have e-bøger med på ferien, så det havde jeg også i sidste uge, hvor vi var i Spanien. Her læste jeg blandt andet ‘The Program’ af Suzanne Young.

‘The Program’ er første bog i en dystopisk serie, der foregår en gang i fremtiden, hvor teenagere på stribe bliver ramt af depression og begår selvmord. Ingen ved, hvad epidemien skyldes, men staten udvikler ‘The Program’, hvor unge, man mistænker for at være i farezonen, bliver spærret inde på en anstalt og gennemgår en lang behandling, der skal kurere dem for selvmordstanker. Det er selvfølgelig godt, at staten sørger for, at de unge ikke begår selvmord, men når de vender tilbage fra behandlingen, er de blevet til helt andre mennesker, som deres venner ikke kan genkende. Og vi taler ikke bare om ændret tøjstil – unge, der har været i behandling, kan intet huske af deres tidligere liv! Da teenagepigen Sloanes kæreste pludselig bliver sendt på anstalt, frygter hun, at han ikke vil kunne huske hende, og snart er hun også i farezonen for at blive… ‘behandlet’…

Jeg var lidt splittet med hensyn til denne bog. På den ene side er det et interessant præmis med den frelsende stat, der forsøger at redde de unge fra at begå selvmord – men samtidig principielt dræber de unge mentalt, da de kommer tilbage og er komplet forandrede. Det fascinerede og irriterede mig på samme tid, fordi det igen blev samfundet vs. de unge – en konflikt, som går igen i mange ungdoms-dystopier. Det er en oplagt konflikt (de voksne og etablerede mod de unge og rebelske), men den er også set så mange gange før, at det er lidt kedeligt. I dette tilfælde tror staten/de voksne vitterligt, at de gør det rette og er fuldstændig blinde for, hvad behandlingen reelt set betyder.

Sloane var til tider lige lovlig naiv og som hovedperson synes jeg ikke, at hun var noget særligt, men hendes forhold til både kæresten og broderen gjorde dog historien en tand mere dybde.

Jeg ville ønske, at der havde været lidt mere kød på historien – lidt mere intensitet i stil med ‘Unwind’, som formåede at være dramatisk, fængende og ubehagelig på samme tid. Det endte med at være en middelmådig oplevelse at læse ‘The Program’ – ok men ikke noget særligt.

Dark Life – Livet under havet


Det er yderst sjældent, jeg støder på bøger, hvor handlingen foregår under vandet, så jeg kunne ikke stå for fristelsen, da jeg faldt over ‘Dark Life – Livet under havet’Ereolen.dk

Bogen er skrevet af Kat Falls og er første bog i en serie, der foregår en gang i fremtiden. Her har Jordens klima ændret sig, så menneskene er tvunget til at bo meget småt i tætpakkede byer. Det er ikke alle, der er interesseret i det, så en del mennesker har valgt at bosætte sig på bunden af havet i stedet. Her opdrætter de fisk og dyrker tang, som de sælger til ‘overfladebeboerne’, og det kunne lyde som en rigtig god løsning. Der er dog en række magtkampe mellem ‘den gamle verden’ (jordoverfladen) og ‘den nye verden’ (under havoverfladen), og det bliver ikke bedre af, at en flok lovløse skaber utryghed i vandverdenen. Det kan i sidste ende betyde, at havbeboerne kan miste retten til at bo under havoverfladen. Det frustrerer Ty, som har planer om at få sit eget havområde, han kan dyrke, når han en dag flytter hjemmefra. Da han samtidig kommer lidt for tæt på de lovløse, tager hans liv en uventet drejning – ikke mindst på grund af jordoverflade-pigen Gemma, som pludselig dukker op og skaber røre.

Det er en spændende og troværdig verden, som forfatteren har bygget op, og jeg synes, hun holder en fin balance mellem at forklare, hvordan tingene er – uden at det bliver alt for detaljeret, så historien falder (unødigt) i tempo. Jeg var ret fascineret af verdenen, selvom den ikke var specielt kompliceret, men det var netop også det, der gjorde den troværdig og ved kun at fokusere på ‘undervandsverdenen’, behøvede hun ikke at bruge en masse sider på at forklare, hvad der egentlig var sket, siden overfladen ikke var så attraktiv at bo på.

Hovedpersonerne – Ty og Gemma – er sympatiske. Ty er den fornuftige, mens Gemma er den mere spontane (og dermed også ofte drivkraften i fortællingen). Desværre lider hun lidt af en generel tendens i ungdomsbøger – nemlig at hovedpersoner skal være meget impulsive og handlingsorienterede, og det betyder oftest, at de gør noget uigennemtænkt – tenderende til stupidt. Det var lige på grænsen mht. Gemmas opførsel – jeg syntes heldigvis ikke, at hun lød nær så tåbelig som så mange andre teenage-hovedpersoner – men det er en af de ting, som samlet set trak ned i læseoplevelsen.

Plottet i sig selv er… hm… rimelig let at gennemskue men ok gennemført. Jeg synes ikke nødvendigvis, at ungdomsbøger (eller bøger i det hele taget) skal være revolutionerende mht. detaljerede og nytænkende plots, så længe at der er andet ved bogen, der gør den interessant. Og det er der som sagt ved ‘Dark Life – Livet under havet’, som foregår i en spændende og anderledes verden.

Bogen er som sagt første del i en serie. Jeg kan godt finde på at læse videre i serien på et tidspunkt, men jeg ved ikke, om det kommer til at ske. Selvom det var en fin læseoplevelse, kan bogen – i hvert fald for mig – godt stå alene.

Nedtælling


Da jeg ledte efter scifi-lydbøger hos Ereolen, faldt jeg over ’Nedtælling’ af Teri Terry. Det er første bog i den dystopiske serie ’Mørkt stof’.

Bogen foregår i Skotland, hvor man følger to piger – Callie og Shay. Callie er 12 år og bliver en dag kidnappet og ført til en hemmelig forskningsbase, hvor hun bliver udsat for en række eksperimenter. Shay var den sidste, der så Callie, inden hun blev bortført, og da hun hører om den forsvundne pige, kontakter hun Callies storebror Kai for at hjælpe ham med at finde ud af, hvad der er sket. Samtidig begynder en yderst dødelig sygdom at sprede sig med lynets hast, og der udbryder panik i befolkningen, fordi man ikke kan finde hverken smittekilden eller en kur mod sygdommen.

Kapitlerne bliver skiftevis fortalt af Callie og Shay, og det fungerer rigtig fint, selvom jeg ikke altid er glad for denne opdeling, når det drejer sig om lydbøger. Sprogligt flyder fortællingen let og naturligt, og bogen er derfor let og hurtig at læse. Til gengæld mindede tonen i ’Nedtæling’ mig alt for meget som forfatterens anden serie, ’Slettet’, som jeg læste for nogle år siden og ikke var særlig imponeret af. Og det var lidt synd for ’Nedtælling’, for der var en række elementer i bogen, jeg godt kunne lide, men som lidt ’druknede’ i en fortællestil, som jeg ikke brød mig om.

Jeg kunne for eksempel godt lide forbindelsen mellem Shay og Callie, selvom den er noget speciel. Den førte dog til en række interessante situationer – ikke mindst fordi Shay er lidt af en kujon.

Omvendt syntes jeg, at omverdenens reaktion på sygdommen er ret dramatisk, og det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at sygdommen dræber så hurtigt og let, at det virker ret utroværdigt. Ja, det er fiktion, men alligevel… Og så er myndighedernes håndtering af situationen så… drastisk, at det er helt usandsynligt, at det foregår i et land som Skotland. Det var simpelthen for sort/hvidt stillet op, og det er desværre noget, som med jævne mellemrum ses i ungdomsbøger.

Så samlet set var ’Nedtælling’ ikke for mig. Der var nogle gode ting i bogen, men den fangede mig ikke rigtig. Er du til gengæld til forfatterens tidligere bøger, vil du sandsynligvis godt kunne lide denne.

Year of the Bastard – Transmetropolitan 3

Så blev det tid til tredje album i Transmetropolitan-serien – nemlig ‘Year of the Bastard’.

Serien handler om kultjournalisten og provokatøren Spider Jerusalem, og i dette album blander han sig i præsidentvalget, hvor han stiller skarpt på kandidaterne. Men privat roder han igen rundt i stoffer, hvilket fører flere uheldige episoder med sig. Spider Jerusalem er dog en fandenivoldsk karl, som kan slippe af sted med det meste…

Jeg synes desværre, at dette album går lidt for meget op i stoffer og vrede mod omverdenen. Spider Jerusalem er ikke den letteste hovedperson at holde af, og det bliver absolut ikke lettere i dette album, hvor han er en virkelig bitter nar, der hater på alt og alle. Det kan være sjovt i en vis mængde, men her er han bare utålelig.

Heldigvis er der lyspunkter undervejs, så når han ikke er ved at sumpe til i en ligegyldig rus, er han faktisk ret skarp og får søgelyset rettet mod valget, som selvfølgelig ikke foregår helt, som det bør.

Jeg krydser fingre for, at næste album vil fungere lidt bedre, for jeg synes bestemt, at den verden har noget at byde på – der er bare lidt ‘ujævnt trav’ undervejs.

I morgen er alt mørkt – når historien slutter

Så nåede jeg også tredje og sidste bog i serien ‘I morgen er alt mørkt’. Jeg har tidligere anmeldt historien om Brage – og historien om Marlen. Bøgerne er skrevet af den norske forfatter Sigbjørn Mostue.

Jeg vil ikke give et resumé af bogen men i stedet referere til min anmeldelse af første bog, som også beskriver om det zombie-agtige angreb, som præger hele serien.

Og hvordan var afslutningen på serien så? Den var sådan set udmærket og helt i tråd med resten af serien. Man kan diskutere, om slutningen var detaljeret nok og gav de svar, man søgte. Personligt gør det mig ikke så meget, at visse ting er åbne til sidst, men det er som regel noget, der deler vandene.

Jeg kan godt lide, at serien foregår i Norge, og at fortællingen er noget mere grum, end hvis den var udgivet i USA. Der sker nogle ret brutale og nådesløse ting undervejs. Jeg synes dog personligt, at det er ærgerligt, at der også er flere voldtægter – det er en lidt for let (og unødig) måde at skabe en brutal stemning, og jeg synes ikke, det hører hjemme i en ungdomsbog.

Men overordnet set er ‘I morgen er alt mørkt‘-serien et glimrende bud på en lidt anderledes dystopisk fortælling i Skandinavien.

I morgen er alt mørkt – Marlens historie

I sidste måned læste jeg første bog i serien ‘I morgen er alt mørkt’ – nemlig historien om Brage – og nu fik jeg også læst efterfølgeren, ‘I morgen er alt mørkt – Marlens historie’. Bøgerne er skrevet af den norske forfatter Sigbjørn Mostue.

Jeg vil ikke give et resumé af bogen men i stedet referere til min anmeldelse af første bog, som også beskriver om det zombie-agtige angreb, som præger hele serien.

Marlens historie var en fin læseoplevelse meget i stil med den første bog, men jeg blev dog noget distraheret undervejs af de mange knudrede/sære formuleringer, der især prægede starten af bogen. Jeg ved ikke, om det var oversættelsesfejl, eller om det var forfatterens skyld, men det ødelagde desværre noget af læseoplevelsen.

Selvom jeg kunne regne en del af handlingen ud, da jeg havde læst første bog, så var der også tilpas mange overraskelser i bogen. Der var dog lige lovlig megen genbrug i forhold til konfliktsituationer, så bogen virkede ikke nær så original som forgængeren.

Marlens historie var et fint supplement til første bog. Jeg har lige lånt tredje bog, så den satser jeg på at få læst, inden året er omme.