The Fox Girl and the White Gazelle

‘The Fox Girl and the White Gazelle’ af Victoria Williamson

Et umage venskab
Reema er flygtet fra Syrien sammen med sin familie og er endt i Glasgow. Hun savner dog sit hjemland og ikke mindst storebroderen, som forsvandt under flugten, og som de ikke har hørt fra siden. Hun har lidt svært ved at passe ind på den nye skole, men støder på Caylin, der bor i samme blok. Caylin er dog ikke synderlig interesseret i at lære Reema at kende, for hun har det svært i skolen og derhjemme. Men pludselig opdager begge piger, at en ræv og hendes kuld holder til i baggården, og de begynder begge i skjul at fodre dyrene, som har svært ved at klare sig i storbyen. Langsomt lærer de hinanden at kende og finder ud af, at de måske har mere tilfælles, end hvad de først troede.

Troværdige og nuancerede personer
’The Fox Girl and the White Gazelle’ er en meget smuk og velfortalt historie om to meget forskellige piger, der trods alle odds finder sammen om at pleje en såret hunræv og hendes unger. De to piger tumler med hver deres problemer, men lærer meget om sig selv og hinanden, og det er fortalt på en meget fin måde, så det ikke kommer til at virke belærende eller naivt. Det er især Caylin, der skiller sig ud, for det er sjældent, at hovedpersoner i (udenlandske) ungdomsbøger har så mange negative personlighedstræk, men det gør hende ikke desto mindre ganske menneskelig og relevant.

Meget pædagogisk
Dette er historien om to mennesker fra vidt forskellige verdener, som alligevel lærer at acceptere og forstå hinanden og sig selv. Den er til tider forholdsvis pædagogisk og rummelig i forhold til, hvordan virkeligheden ofte er, men jeg synes dog ikke, at det kammer over, og historien rummer også flere tragiske øjeblikke, som gør, at dette bestemt ikke er en sukkersød fortælling.

‘The Fox Girl and the White Gazelle’ er en rigtig fin og velfortalt historie om venskab og næstekærlighed. Om at tro på sig selv og på andre. Bestemt værd at læse.

The Familiars

‘The Familiars’ af Stacey Halls.

Når liv kan føre til død
Den unge adelskvinde Fleetwood venter atter barn. Hun har før været gravid, men børnene har ikke overlevet fødslen, og denne gang frygter hun, at hun ikke selv vil overleve fødslen. Hun vil dog gøre alt for, at barnet gør, så da hun møder den unge jordemoder Alice, som lover, at hun kan hjælpe, sørger hun straks for at hyre hende. Men ikke alle har samme tiltro til Alice, og snart går der rygter om heksekræfter og ond magi.

Heksejagt og intriger
‘The Familiars’ foregår I 1600-tallet, hvor heksejagten rasede i Europa. Det var et sort kapitel i menneskets historie, hvor frygten for det ukendte og det mystiske førte til drab på tusinder af kvinder (og enkelte mænd). Hvor irrationelle og intrigante udtalelser udløste drab og tortur af mennesker, og hvor det var stort set umuligt at slippe levende derfra, når først man var blevet anklaget for hekseri. Selvom temaet er tydeligt til stede i fortællingen og også udgør en del af hovedplottet, så bliver det dog ikke nær så intrigant som en del andre historier om heksejagt, for fokus er først og fremmest på Fleetwoods graviditet, hendes kamp for livet, og hendes forhold til ægtefællen Richard.

Stærk loyalitet
Fleetwood beskrives som en ung og til tider naiv kvinde med hjertet på rette sted. Hun er let at sympatisere med, ikke mindst fordi hun vitterlig tror på det bedste i andre og gerne vil gøre det godt. Jeg var (selvfølgelig) vild med, at hun var så loyal over for Alice, når det samtidig var tydeligt, at det kunne bringe Fleetwood i problemer. Der er ingen tvivl om, at Fleetwood stiller sig selv i en meget sårbar og udsat position med sine handlinger, og jeg var lige ved at bide negle flere gange, når tingene spidsede til.

Ingen sikker vinder
Nu vil jeg selvfølgelig ikke afsløre slutningen – blot sige, at dette er et af de sjældne tilfælde, hvor jeg var meget i tvivl om, hvorvidt historien ville ende godt eller skidt, og hvad der egentlig ville være en god slutning. Hvor meget skal de gode ’vinde’, før man føler, at det er en happy ending? Findes det overhovedet i sådan en historie?

‘The Familiars’ var en rigtig fin læseoplevelse – stemningsfuld, dragende og en lille smule magisk.

Serie: Warfarers

I juli introducerede jeg konceptet serieanbefalinger, og her håbede jeg blandt andet at inkludere ‘Warfarers’, da første bog i serien var en af de tre bedste, jeg læste sidste år. Jeg har dog ikke været synderlig begejstret over anden og tredje bog i serien, så herunder vil jeg fortælle om serien men også forklare, hvorfor første bog efter min mening er meget bedre end de øvrige bøger.

Er det en trilogi?
Det kan man faktisk godt diskutere. Én ting er, at forfatteren ikke 100% har afvist, at der kan komme flere bøger i serien, en anden ting er, at man følger forskellige personer i de enkelte bøger og derfor sagtens kan læse dem uafhængigt af hinanden.

Første bog – ‘The Long Way to a Small, Angry Planet’
Jeg faldt pladask for den første bog. Alene titlen får mig til at smide. Bogen er et meget moderne drama, der foregår på et rumskib, hvor besætningen består af et væld af meget forskellige individer, når man ser på race, køn, seksualitet og temperament. Den er en fornøjelse at læse – ikke mindst fordi de mange spændende personligheder fungerer så godt sammen. Læs min anmeldelse af bogen

Anden bog – ‘A Closed and Common Orbit’
Jeg blev skuffet, da jeg fandt ud af, at anden bog i serien ikke er en direkte efterfølger til den første bog men nærmere ‘blot’ en bog, der foregår i samme univers. Der er én personlighed fra første bog, og det var ganske enkelt for lidt for mig, når nu persongalleriet var så fantastisk i den første bog. Også selvom dette individ har en ret interessant historie. Samtidig var stilen i anden bog lidt for klassisk scifi til mig, og jeg savnede den humor og kreativitet, som første bog struttede af. Læs min anmeldelse af bogen

Tredje bog – ‘Record of a Spaceborn Few’
Hvor anden bog trods alt fulgte en ret interessant person, så var tredje bog (endnu) mere fragmenteret, da man her fulgte en række helt nye personer. Igen en bog, der ikke er en direkte efterfølger til de foregående og sagtens kan læses som standalone. Jeg syntes bare ikke, at de nye personer var særlig spændende, og selvom flere af dem rummede interessante aspekter, så fængede historien ikke. Desværre.

Så – min konklusion er, at en serie, der startede fantastisk, er endt med at blive en række standalones, som du (heldigvis) kan læse uafhængigt af hinanden. Hvis du elsker den første bog, ‘behøver’ du ikke at læse videre, for du kommer alligevel ikke til at følge de samme personer. Du bør selvfølgelig stadig overveje at læse anden og tredje bog i serien, for det kan jo være, at du vil holde langt mere af dem, end jeg gjorde, men min pointe er blot, at det er ikke en serie, man ‘behøver’ at læse til ende.

Mother Night

Forventninger:
Jeg faldt over ‘Mother Night’ på tilbud, da jeg ville købe en anden bog via Bookdepository. Jeg tænkte, at den tynde bog ville fungere fint som en del af udvalget til readathon, og det blev også der, jeg endte med at læse den.

Resumé:
Amerikanske Howard W. Campbell sidder fængslet – anklaget for at være krigsforbryder fra nazi-tiden. Under 2. Verdenskrig arbejdede han som spion for amerikanerne, men der er opstået mistanke om, at han ikke havde rent mel i posen, og han venter derfor på, at retfærdighed skal ske. Men er han uskyldig? Eller skyldig? Er han nazist – men med gode intentioner? Har han begået onde gerninger, mens han arbejdede undercover? Og er det i så fald ondskab eller blot et nødvendigt onde?

Det bedste:
Meget fascinerende start på bogen. Jeg kunne rigtig godt lide bogens oplæg, og især første halvdel var spændende. Der var et par twists undervejs, og det er som regel noget, jeg sætter pris på, og så var hele diskussionen omkring ondskab yderst interessant.

Det værste:
Jeg syntes desværre, at historien tabte pusten undervejs. Det blev lidt for… konstrueret, og fortællingen kom til at halte lidt. Heldigvis formåede slutningen at samle nogenlunde op på det.

Kan anbefales til:
Er du til forholdsvis korte historier, hvor konspiration, skjulte motiver og moral er vigtige elementer, så er ‘Mother Night’ muligvis noget for dig. En fin lille bog med en interessant historie.

The Travelling Cat Chronicles

Forventninger:
Jeg har læst flere japanske fortællinger i løbet af de seneste år, hvor dyr har været hovedpersonen, og det har virket overraskende godt. Jeg håbede derfor på en lignende oplevelse med ’The Travelling Cat Chronicles’, men havde dog også på fornemmelsen, at denne bog kunne være lige så sørgelige/vemodige som de andre bøger.

Resumé:
Katten Nana er glad for sit liv hos sin ejer Satoru, men det vil snart ændre sig, for Satoru kan ikke længere have Nana boende. De tager derfor ud for at besøge nogle af Satorus venner, som måske kan have Nana boende, men Nana er ikke interesseret i at flytte. Han vil blive boende hos Satoru uanset hvad.

Det bedste:
Det er en meget fin lille historie om venskab og kærlighed – stille og roligt fortalt ud fra kattens synspunkt. Når det er dyr, der agerer historiefortæller, kan det ofte virke ret søgt, men jeg synes, det fungerer okay her. Som katteejer er det også en historie, der går i hjertet, for selvom jeg undervejs gættede, hvor historien bar hen, så blev jeg ret rørt over slutningen.

Det værste:
De sidste 40-50 sider er lidt for langtrukne, så slutningen ikke blev helt så elegant, som den kunne være.

Kan anbefales til:
Er du til de rolige japanske fortællinger, og holder du tilmed af katte, så er denne bog nok noget for dig. Men husk at have et lommetørklæde i nærheden.

Neverworld Wake

Forventninger:
‘Neverworld Wake’ var endnu en e-bog, jeg var faldet over hos Ereolen Global uden at vide noget om den i forvejen. Jeg blev nysgerrig, da jeg læste foromtalen, som godt kunne tyde på, at denne historie kunne byde på et twist eller to – og den slags kan jeg ikke stå for!

Resumé:
Det er ét år siden, at Beatrice sidst var på Wincroft – sommerresidensen, hvor hun og hendes fem bedste venner har brugt de seneste års sommeraftener på at drømme, feste og filosofere over livet. Men i år er det anderledes, for Jim mangler. Han døde under mystiske omstændigheder sidste år, og Beatrice håber i sit stille sind, at turen tilbage vil gøre hende klogere på, hvad der egentlig skete. Men hun fornemmer hurtigt, at det kan blive svært at finde frem til sandheden – ikke mindst da de åbner døren for en fremmed, og alt pludselig forandrer sig.

Det bedste:
‘Neverworld Wake’ er den slags bog, hvor jeg keder mig lidt i starten, indtil der pludselig sker noget, som får mig op af stolen og udbryde ‘Hvad i… ‘. Det bliver stille og roligt mere og mere nervepirrende – ikke mindst fordi hovedpersonens mistro over for alt og alle smitter af på læseren. Jeg har i det hele taget en svaghed for WTF-øjeblikke i bøger og film.

Det værste:
Historiens opstart er lidt vag og kedelig, og samlet set er bogen lige en anelse for lang. Det ville have klædt bogen med en lille opstramning.

Kan anbefales til:
Er du bøger, hvor spændingen langsomt bliver bygget op, og hvor du bliver mere og mere i tvivl om, hvad der foregår, og hvem du kan stole på, så er denne bog noget for dig. Den er fyldt med frustration, forvirring og fortielse. Afslutningen af det værd.

All the Truth That’s in Me

Forventninger:
Jeg havde absolut ingen forventninger til ‘All the Truth That’s in Me’ af Julie Berry. Jeg stødte ved et tilfælde over bogen hos Ereolen Global og syntes, at oplægget lød interessant, men jeg havde intet hørt om bogen inden da.

Resumé:
De andre landsbybeboere ser skævt til den unge pige Judith. Der er noget, der er forkert ved hende – og ikke kun, at hun ikke kan tale. Hun stikker ud. Judith selv kæmper for at vise sit værd, men fortiden jagter hende. Hun håber sådan, at hendes barndomsven, som hun i al hemmelighed er forelsket i, vil gengælde hendes kærlighed. Men der er mange forhindringer, og i sidste ende er det måske kun Judith selv, der kan ændre tingenes gang – hvis hun blot kan tale om de ting, som ingen ønsker at tænke på…

Det bedste:
Bogen pirrede virkelig min nysgerrighed. I starten var den meget kryptisk men dog ikke så meget, at det blev irriterende. Jeg gættede løs med hensyn til, hvad det var, der foregik i det skjulte, og selvom det var forholdsvis let at gætte, så var historien ikke desto mindre ret godt skruet sammen, så man tilgav det lidt langsomme og letknudrede fortælleforløb. Det er en underspillet men ikke desto mindre følelsesladet fortælling.

Det værste:
Historien var lige en kende lang i forhold til, hvad den kunne bære. Den kunne godt have været en anelse kortere uden at det havde ødelagt opbygningen eller intensiteten.

Kan anbefales til:
Er du til rolige men letdystre og sørgmodige fortællinger i stil med ‘Burial Rites’ og ‘Underet’, så er ‘All the Truth That’s in Me’ noget for dig.

Lincoln in the Bardo

Forventninger:
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig af ’Lincoln in the Bardo’ af George Saunders. Jeg mente, at jeg havde set flere positive anmeldelser af bogen, men det var et lidt spontant valg, da jeg besluttede mig for at låne den på Ereolen Global.

Resumé:
Bogen foregår over en enkelt nat – nemlig den nat, hvor præsident Abraham Lincolns søn, Willie, dør og bliver stedt til hvile i et nærliggende gravsted. Mens borgerkrigen hærger i baggrunden, sørger præsidenten over den døde søn, men sideløbende med dette, fortælles handlingen også af en række spøgelser, der er til stede ved gravstedet.

Det bedste:
Portrætteringen af den sørgende præsident er meget fin og rørende. At vise, at selv landets præsident – midt i kaos og krig – blot er et menneske, der føler stor sorg over tabet af et barn.

Det værste:
Historien er fortalt af mange personer på én gang, og det er ret overvældende for ikke at sige decideret forvirrende. Det er et interessant eksperiment, at bogen er skrevet som et drama, men desværre var det slet ikke noget for mig og endte blot med at være irriterende. Jeg tror, jeg ville have kunnet lide at se det opført som teaterstykke, men i bogform virkede det ikke for mig – slet ikke når bogen samtidig er for lang til, hvad historien kan bære.

Kan anbefales til:
Hm, det er lidt svært, eftersom det er en bog, der virkelig skiller vandene. Enten begejstres man over den anderledes skrivestil eller også bliver man voldsomt irriteret. Kan du godt lide, når forfattere eksperimenterer med form og struktur, så er denne bog måske noget for dig.

They Both Die at the End

Forventninger:
Jeg må indrømme, at titlen trickede noget i mig. ’They Both Die at the End’ af Adam Silvera er så afslørende for slutningen, at det nærmest er en provokation. Og samtidig gjorde den mig også utrolig nysgerrig, for hvad sker der op til, at hovedpersonerne dør? Jeg havde generelt hørt godt om bogen inden, at jeg satte mig for at læse den, men jeg kunne ikke lure, om det var en bog, der ville tage mig med storm, eller om jeg ville ende med at synes, at den var lidt overvurderet.

Resumé:
Mateo bliver ringet op lidt over midnat af en medarbejder i Death-Cast og får besked om, at han vil dø i dag. Et andet sted i byen får Rufus samme besked. De to teenagere kender ikke hinanden, men den fælles skæbne – at de skal dø i dag – ender med at føre dem sammen og får dem ud på en rejse, de ikke havde troet mulig. For kan man virkelig lære så meget om sig selv og livet, når man kun har få timer tilbage at leve i?

Det bedste:
Det er en meget spændende præmis – hvad vil du gøre på den sidste dag, du lever, og hvordan vil du reagere over for din familie og dine venner? Vil du holde dem tæt på dig, eller vil du støde dem fra dig, så de ikke skal se dig dø? Det får bogen fint belyst ud fra hovedpersonernes handlinger og ikke mindst de bipersoner, der optræder i enkelte kapitler.

Det værste:
Jeg syntes desværre ikke, at historien var nær så rørende, som jeg havde håbet på. Først og fremmest er bogen for lang i forhold til, hvad historien kan bære, og den manglede dybde. Derudover udviklede forholdet mellem de to drenge sig hurtigt til at være så tæt, at det virkede utroværdigt og det kom til at virke forceret.

Kan anbefales til:
Er du til ungdomsbøger, der både sprudler af liv og håb men som også kan gøre lidt ondt, så er denne bog måske noget for dig.

Min kæreste elskling

SPONSORERET INDLÆG

Forventninger:
’Min kæreste elskling’ af Gabriel Tallent har fået overvældende gode anmeldelser, hvilket selvfølgelig pirrede min nysgerrighed. Samtidig var der et eller andet lokkende ved titlen, som i første omgang fik mig til at smile – hvilket dog hurtigt falmede, da jeg hørte, at det var en ret barsk fortælling om en ung pige og hendes dominerende far.

Resumé:
14-årige Turtle lever i et forfaldent hus sammen med sin far. Hun er en enspænder, der bruger det meste af tiden derhjemme eller i det omkringliggende område, hvor hun øver sig i at skyde. Skolen bruger hun ikke megen tid på, og de andre elever interesserer hende ikke. Hun elsker sin far, der også ofte udtrykker sin kærlighed til hende – ind imellem på en meget direkte og upassende måde. Ingen lader til at have nogen anelse om forholdet mellem far og datter, for faren er en meget karismatisk mand, og Turtle gør alt for at dække over ham. Men så er der alligevel en dreng, der vækker hendes interesse, og pludselig begynder Turtle at opdage, at livet udenfor hjemmet kan have noget spændende at byde på.

Det bedste:
Den første tredjedel af bogen er yderst velskrevet – nærmest sanselig i sit brug af malende beskrivelser af områder og handlinger. Det gjorde, at den næsten ikke var til at lægge fra sig, da jeg først var begyndt at læse den. Samtidig er den fascinerende om end knudret fortælling om et menneske, der absolut ikke ligner de fleste hovedpersoner i bøger, ligesom den giver et indblik i, hvordan et liv med psykisk og fysisk vold kan være. Hvordan et menneske kan finde sig i alt på grund af kærlighed.

Det værste:
Dialogen er klodset og trættende i længden. Én ting er, at Turtle har et virkelig grimt sprog, som ind imellem kan virke frastødende. Det har dog samtidig også den virkning, at hun ikke får den klassiske uskyldsrene og passive offerrolle men faktisk virker som et menneske, der kan bide fra sig. Men dialogen mellem de forskellige personer i bogen bliver ofte for kantet og har et utroværdigt ordvalg. Cirka halvvejs er der en lang scene, hvor Turtle er på udflugt, og herfra syntes jeg desværre, at historien begyndte at blive fragmenteret og usammenhængende. Den stak i lidt forskellige retninger, som om den ikke rigtig kunne beslutte sig for hvilken stil og plot, den skulle holde sig til. Den sidste tredjedel og ikke mindst slutningen blev ret rodet, hvilket var ret ærgerligt, når nu bogen lagde så godt ud.

Kan anbefales til:
Er du til barske fortællinger om misforstået kærlighed, så er denne bog måske noget for dig. Hovedpersonen er en fighter, og hendes kamp er bestemt værd at læse om. Jeg må dog advare om, at der er nogle ret voldsomme scener i bogen. Der er heldigvis meget få scener med seksuelt overgreb (som i øvrigt ikke er særlig detaljerede) , men til gengæld er der nogle voldsscener, som er virkelig ubehagelige.