Så gik april og jeg…

Var i Belgien
Jeg sluttede (næsten) måneden af med at være på forlænget weekend til Belgien sammen med ægtefællen samt et vennepar, hvor den ene er belgier. Det var en skøn tur – spændende land, gode øl, lækker chokolade, smukke katedraler og hyggeligt selskab. Og shopping.

Læste 15 bøger
Jeg fik læst en pæn mængde bøger, hvilket blandt andet skyldtes readathon. Til gengæld fik jeg næsten ikke læst i påskeferien, hvilket nærmest opvejede den gode start på måneden. Oh well… 🙂

Måtte opgive ‘Dance Macabre’
Jeg opgiver sjældent bøger, men det måtte jeg med månedens Stephen King-bog – ‘Dance Macabre’. Den var ikke særlig fængende skrevet, og da jeg ikke en gang var nået halvvejs efter et par uger, så besluttede jeg mig for at droppe den.

Læste om pirater
Månedens tyk-bog-læseoplevelse var anden bog i ‘Gentleman Bastard’-serien. Den var udmærket men også noget langtrukken.

Hyggede med Readathon
Jeg deltog vanen tro i forårs-readathonen. Det var en lidt spøjs oplevelse, eftersom de fleste bogbloggere, jeg følger, ikke deltog denne gang. Om det var et tilfælde, eller det er et tegn på, at mange ikke længere har tid/lyst, ved jeg ikke. Jeg hyggede mig med at læse nogle ret forskellige bøger men endte også med at stoppe ca. 1½ time før, fordi solskinsvejret lokkede mig udenfor.

Købte en smølfe-tegneserie
Da vi var i Belgien, måtte jeg selvfølgelig købe en smølfetegneserie, for ikke bare er Belgien et tegneserieland (!) – det er også smølfernes hjemland! Og jeg har altså et svagt punkt for smølfer…

I maj vil jeg:

  • Færdiggøre Harry Potter-serien. Altså, jeg har læst den adskillelige gange før, men jeg er i gang med en genlæsning og har holdt en lang pause mellem bog 5 og 6. Nu tror jeg, at jeg vil få læst de to sidste bøger (igen).
  • Overveje bloggens fremtid. Jeg har holdt en lille blogpause den sidste 1½ uges tid, hvor jeg ikke har haft tid og lyst til at blogge om bøger. Jeg ved ikke, om det er noget mere permanent, men jeg kan mærke, at pt. føles det mere som en pligt, og det skal det jo ikke. Jeg synes desværre ikke, at det er lige så interessant at have en bogblog, som jeg gjorde i starten, og det skyldes i høj grad, at mange bogbloggere er stoppet, og at der ikke er lige så megen interaktion på bloggene (inkl. min egen) længere. Det er synd, for det er ellers en af de ting, der har motiveret mig. Men som sagt – jeg vil bruge noget af maj på at overveje, om jeg skal finde et andet format til bloggen, eller om den skal holde pause.
    •  

Så gik marts og jeg…

Var træt af gråvejr men så kom solen endelig
Hold op hvor var jeg mæt af gråvejr, blæst og regn i marts! Måneden blev heldigvis ikke nær så kold som sidste år, men jeg var ved at visne til sidst på grund af manglende solskin. Men så kom solen den sidste uges tid, og forårsfornemmelserne blev vækket! Nu er det forår, og jeg ser frem til flere lyse timer, varmere vejr og mere energi!

Læste 15 bøger
Læsetempoet blev sat noget op i denne måned – hjulpet på vej af nogle tegneserier og på trods af, at jeg hørte lidt færre lydbøger, da jeg havde problemer med mine hovedtelefoner. Utrolig så afhængig jeg er af dem, når jeg har så megen transporttid – både i tog og til fods.

Var lidt skuffet over ‘De der søger’
Det er efterfølgeren til ‘Mercedesmanden’, som var en fin læseoplevelse. Desværre levede ‘De der søger’ ikke op til forgængeren, så jeg tror ikke, jeg får læst videre i denne serie.

Fik endelig læst ‘Hård er mit lands lov’
Månedens tyk-bog-læseoplevelse var ‘Hård er mit lands lov’ – en bog, jeg har haft stående på min to-read-liste i flere år. Jeg havde sat næsen op efter en spændende vikingefortælling, men bogen var noget anderledes, end jeg havde forventet. Den var rig på stemning og baggrundsinformationer, men handlingen fangede mig ikke.

Havde fødselsdag
Traditionen tro havde jeg fødselsdag – ja, det har jeg jo sjovt nok hvert år i marts. Jeg fik en tegneserie af ægtefællen samt et par bøger fra hans tante, og så måtte jeg naturligvis også købe en stabel bøger til mig selv, for nogle af dem skal jeg bruge til readathon i denne måned. De indkøbte bøger er den fine stabel øverst i dette blogindlæg.

I april vil jeg:

  • Deltage i Readathon som jeg plejer. Jeg har fundet en stabel bøger frem, som jeg vil plukke fra undervejs. Denne gang er der ikke noget tema for læsningen, så det er en blandet landhandel.
  • Finde ferielæsningen frem. Der er både påskeferie og en tur til udlandet i sigte i denne måned. Turen er sammen med et vennepar, og da det er storbyferie, er jeg ikke sikker på, at jeg får tid til at læse så meget. Det gør jeg til gengæld i påskeferien, hvor vi ikke har nogen planer for helligdagene. Håber at vejret er så godt, at jeg kan være udenfor imens.
  • Omorganisere boghylderne. Bogreolerne er blevet lidt rodede i løbet af vinteren, men så er det jo oplagt at få styr på det i de kommende uger, hvor den står på forårsrengøring en af de kommende weekender.

Så gik februar og jeg…

fra pixabay.com

Overlevede vinteren
Vinteren har virket meget kortere i år, end det gjorde sidste år. Jeg ved ikke hvorfor, men det er virkelig dejligt. Nu håber jeg ikke, at jeg jinxer det, for her i Danmark opfører marts sig tit som en vintermåned, så principielt set vil jeg ikke råbe “forår” endnu, men det er nu skønt, at dagene er blevet et par timere længere mht. dagslys. Især nu hvor der faktisk har været flere solskinsdage på det seneste.

Læste 12 bøger
Jeg fik læst lidt flere bøger i denne måned sammenlignet med januar måned – til trods for at februar er den korteste måned. Men jeg havde en meget bedre læserytme, og jeg har været mere heldig mht. at finde nogle interessante lydbøger, så jeg satser på, at den gode læsestime fortsætter i marts måned.

Fik læst ‘Mercedesmanden’
Årets anden Stephen King-bog blev ‘Mercedesmanden’, som jeg hørte som lydbog. Jeg var ikke specielt begejstret for den i starten og syntes generelt, at den var noget langtrukken, men i løbet af anden halvdel blev jeg mere og mere glad for bogen og endte med at synes ganske godt om den. Det er jo ret heldigt, da det er første bog i en serie, så jeg satser på at læse/lytte til den næste bog i løbet af marts eller april.

Glædede mig over ‘Skyward’
Som månedens læs-tyk-bog-projekt havde jeg valgt ‘Skyward’, som jeg fik i julegave. Det er første bog i en scifi-serie skrevet af Brandon Sanderson, og jeg var ret spændt på, hvad jeg skulle forvente mig, for flere af hans bøger er blandt mine yndlingsbøger, men omvendt har jeg ikke været nær så begejstret for hans ungdomsbøger. ‘Skyward’ vandt dog ved nærmere bekendtskab, så jeg glæder mig til at læse den næste bog i serien – som muligvis kommer til efteråret?

Gav min allerkæreste bøger i fødselsdagsgave
Min dejlige ægtefælle havde vanen tro (!) fødselsdag i denne måned, og i år gav jeg ham usædvanlig mange bøger! Først og fremmest en rigtig god bog om belgisk øl, som vi begge kan terpe, inden vi skal til Belgien med et vennepar senere på året. Dernæst en fagbog og sidst men ikke mindst en tegneserie, som han ønskede sig meget højt. Elsker at give boggaver, og han blev heldigvis glad for dem alle, selvom det klart er mig, der er bogormen her i hjemmet.

I marts vil jeg:

  • Læse flere tegneserier. Det sagde jeg også i februar, men fik ikke rigtig gjort noget ved det. Jeg prøver lige igen… 😉

Skyward

Forventninger:
Oplægget til denne bog lød lige som noget for mig – en teenagepige der vil være rumpilot og som finder et havareret rumskib, som hun sætter sig for at få repareret. Når det så også er Brandon Sanderson, der har skrevet bogen, så er der jo potentiale til, at det kan blive en rigtig fed bog. På den anden side har jeg ikke været så imponeret af de andre ungdomsbøger, jeg har læst af ham, så jeg var lidt spændt på, hvordan ’Skyward’ ville være.

Resumé:
Spensa er en outsider. Hendes far døde som kujon, da han flygtede i sit rumskib under et rumangreb, hvor han var en af piloterne, der skulle forsvare menneskene mod angriberne. Spensa har altid levet i hans skygge, og det piner hende, for hun drømmer om at blive rumpilot. Hun ved dog, at det er noget nær umuligt, da ingen tør stole på, at hun vil opføre sig mere rationelt i et rumskib, end hendes far gjorde. Men Spensa vil gøre alt for at flyve, og samfundet mangler i den grad piloter, da krigen tærer på befolkningen.

Det bedste:
Jeg er helt klart fan af Sandersons evne til at skrive stærke og nuancerede kvinderoller, og Spensa er ingen undtagelse. Hun er på ingen måde perfekt (og har som en del andre af hans kvinderoller også en del temperament), men hun er intelligent, snarrådig og har hjertet på rette sted. Hun er ikke så damaged som Vin i ’Mistborn’, og hun er heller ikke så flyvsk og kreativ som Shallan i ’The Stormlight Archive’, men hun er passioneret og rummer mange overraskelser.

Historien ligner på mange måder en klassisk ungdomsroman, men jeg blev flere gange positivt overrasket, når Sanderson alligevel formåede at give den nogle twists, så bogen ikke blev så forudsigelig som frygtet. Hen imod slutningen var jeg endda tæt på at fælde en lille tåre – men blev reddet af forfatterens evne til at putte humor ind de mest uventede steder.

Og en mindre spoiler – du slipper for den traditionelle romance i denne bog, selvom der er en kvindelig hovedperson. Det er ret usædvanligt for en ungdomsbog.

Det værste:
Bogen startede lidt sløvt. Første halvdel var lige lovlig skabelonsagtig og forudsigelig, men det blev heldigvis reddet af anden halvdel. Jeg savnede lidt mere dybde i verdensbeskrivelsen – også selvom jeg godt ved, at det er en ungdomsbog, og der sjældent er fokus på dette i den genre.

Kan anbefales til:
Er du til scifi og piger med ben i næsen, så er ’Skyward’ noget for dig. Den handler som så mange andre ungdomsbøger om at finde sig selv, om at søge retfærdighed men også om at finde sammenhold og venskab. Og så er det befriende, at historien ikke er plastret ind i romance og trekantsdrama.

Så gik januar og jeg…

Blev ikke ramt af januar blues
Det er ellers meget typisk at blive ramt af lidt sløvhed her i Danmark, når roen efter den hektiske december lægger sig og man indstiller sig på, at et nyt år er gået i gang. Januar er en måned, der generelt har et ret lavt tempo, og det passer mig fint. Vi har ikke haft så mange aftaler (for det havde vi i sidste måned), og det er godt, for så har vi blandt andet nået at se lidt flere film og tv-serier, spillet computer samt læst i sofaen.

Læste 10 bøger
Jeg fik ikke læst så mange bøger i denne måned, hvilket skyldtes, at jeg gik i gang med en over 1200 siders sag i slutningen af december. Det ville normalt ikke være et problem, når det er en bog af Brandon Sanderson, men desværre var jeg ved at sidde fast ca. halvvejs. Heldigvis kom der lidt mere fart over handlingen derefter, men den bog var i høj grad med til, at antallet af bøger ikke var så højt i denne måned.

Valgte en genlæsning som første Stephen King bog
Jeg havde oprindeligt planer om at lægge ud med en helt anden bog i forbindelse med min Stephen King-udfordring, men da jeg gik lidt død i ‘Oathbringer’, så endte jeg i stedet med at genlæse/høre ‘Den grønne mil’, som jeg faldt over hos Ereolen. Jeg holdt meget af bogen, da jeg læste den første gang for over 20 år siden, og heldigvis var det et glædeligt gensyn, da jeg lyttede til bogen denne gang.

Fik tygget mig igennem ‘Oathbringer’
Mit første ‘læs bog over 500 sider’ var som tidligere nævnt ‘Oathbringer’. Jeg er glad for, at jeg fik læst den, men jeg ærgrer mig over, at jeg ikke brugte mere tid på den i juleferien, så jeg havde undgået, at den slugte så meget af læsetiden i januar.

Brugte penge på andet end bøger
Jeg har fået shoppet nogle gode ting på januarudsalget, hvilket har været skønt, for jeg fandt en del ting, jeg manglede og som pludselig var sat 40-50% ned. Det blev dog ikke til bøger i denne ombæring, for jeg har tænkt mig at komme i bund (eller så godt som) i forhold til de ulæste bøger, jeg pt. har stående. Ikke fordi der er voldsomt mange – men dog nok til, at det irriterer mig lidt.

I februar vil jeg:

  • læse flere tegneserier. Jeg har nogle stykker stående, som jeg længe har glædet mig til at læse, så nu må det være på tide.

Oathbringer

Forventninger:
Jeg havde ret høje forventninger til ‘Oathbringer’ af Brandon Sanderson, da de to foregående bøger i serien – ‘The Way of Kings’ og ‘Words of Radiance’ var blandt de bedste bøger, jeg læste sidste år. Jeg håbede virkelig, at niveauet kunne holde i tredje bog.

Resumé:
Jeg skriver ikke resuméer af bøger, der er en del af en serie, da jeg er bange for at røbe for meget, men du kan eventuelt læse teaseren på Goodreads.

Det bedste:
Hovedpersonerne og ikke mindst deres forskellighed er stadig et af de bedste træk ved serien. I denne bog var det interessant at se, hvordan Dalinar udviklede sig, ligesom Shallan igen-igen viste sig at rumme endnu flere spændende facetter.

Det værste:
Tempoet i første halvdel af bogen var alt for langsomt til min smag. De to forrige bøger havde generelt også et lavt fortælletempo, men jeg syntes, at det kammede helt over i ‘Oathbringer’, hvor man efterhånden kender hovedpersonerne ret godt. Der var simpelthen for lidt handling, og når der så skete noget, endte det ofte i overdrevne actionscener, hvor hovedpersonerne var (alt for) superhelte-agtige. Karakteropbygningen i de første bøger var fantastisk, men i denne bog var der for mange småsære religiøse scener, som ikke rigtig fangede mig, og alt i alt blev det desværre en smårodet affære.

Kan anbefales til:
Læste du de to første bøger i ‘The Stormlight Archive’-serien, så skal du naturligvis også læse den tredje. Forhåbentlig holder du mere af den, end jeg gjorde. Jeg krydser fingre for, at den næste bog i serien i højere grad vil fange mig (hvornår den så end bliver udgivet).

Bogudfordringer i 2019

Et nyt år er oprunden, og det er nu tid til at sætte sig nogle mål for læsningen i 2019. De senere år har jeg haft bogudfordringer, der tog udgangspunkt i kvartalstemaer (for eksempel tre måneder med fantasy) eller på at læse mindst én bog fra de forreste sider af to-read-listen på Goodreads. Det er begge udfordringer, jeg har været ret glad for. Nu er det dog tid til at prøve noget andet.

I år vil jeg læse mindst én Stephen King bog om måneden. Det må gerne være en genlæsning, for der er flere af hans bøger, som jeg ikke har læst i over tyve år, men jeg har også fundet frem til en del nyere bøger af ham, jeg endnu ikke har læst.

Jeg vil også læse mindst én bog på over 500 sider om måneden. Jeg læser en del tykke bøger i forvejen, men jeg kan se på boghylderne, at jeg alligevel har fået samlet mig en pæn stak bassebøger, så nu vil jeg rydde op i dem, så det ikke bliver alt for uoverskueligt. Jeg ville oprindeligt have sat grænsen til bøger på minimum 600 sider, men jeg kan se, at flere af dem, jeg gerne vil læse, ligger på mellem 500 og 600 sider, og så ville det jo være dumt at sætte en grænse, som udelukker en del af dem.

… og det er sådan cirka det i år. Kun to bogudfordringer. Eller – principielt set er der tre, for jeg har også noteret på Goodreads, at jeg vil læse mindst 150 bøger i år, men jeg gør det mest, fordi det giver mig et hurtigt overblik over, hvor meget jeg egentlig læser i løbet af året.

Hvad med dig? Har du nogle læsemål for i år?

Året der gik – 2018

Årets sidste dag er oprunden, og det er nu tid til at kigge tilbage på et år, der bød på mange gode læseoplevelser – jeg tror faktisk ikke, at jeg før har uddelt så mange femstjernede ratings på Goodreads før. Det betød heldigvis også, at min gennemsnitsrating gik 0.1 op i år, da jeg samtidig også er blevet bedre til at droppe kedelige bøger i stedet for partout at ville læse dem til ende.

I starten af året valgte jeg en række bogudfordringer, og hvordan gik det så med dem?

Goodreadsmål: 150 læste bøger
Igen i år nåede jeg at læse over 150 bøger, selvom jeg læste færre bøger, end jeg havde forventet. Jeg nåede op på 160 læste bøger, og det lavere antal læste bøger (sammenlignet med de foregående år) skyldtes dels, at jeg havde svært ved at finde spændende lydbøger, og dels at jeg havde en periode, hvor jeg ganske enkelt læste færre fysiske bøger.

Kvartalstemaer
Jeg gentog succesen med kvartalstemaer igen i år. I de fire kvartalstemaer fik jeg læst:

Første kvartal: Fantasy – 21 læste bøger
Andet kvartal: Asien – 13 læste bøger
Tredje kvartal: Scifi – 17 læste bøger
Fjerde kvartal: Horror – 20 læste bøger

Jeg er ikke overrasket over, at jeg fik læst mange fantasybøger men ikke så mange bøger med asiatisk tema. Min to-read-liste svømmer over af fantasybøger, men der er ikke mange bøger fra Asien/med asiatisk tema, så her skulle jeg researche en del, inden jeg udvalgte bøgerne. Til gengæld er jeg overrasket over, at jeg fik læst så meget horror, men nu jeg tænker over det, så var mange af dem lydbøger eller korte novellesamlinger, som jeg lånte som e-bøger, og derfor var det let at få slugt mange af dem i årets sidste tre måneder.

Læs en bog fra de første sider på to-read-listen på Goodreads
Tredje og sidste bogudfordring var, at jeg hver måned skulle læse en bog fra en af de fem første sider på min to-read-liste på Goodreads. Det var en glimrende anledning til at få ryddet lidt ud på listen. De fleste af bøgerne blev efterfølgende anmeldt, og anmeldelserne finder du herunder.

Januar: The Lies of Locke Lamora
Februar: Nerilka’s Story
Marts: The Way of Kings
April: As the Heart Bone Break
Maj: Women of the Silk
Juni: Dreams of Joy
Juli: The Dog Stars
August: The Windup Girl
September: The Ship who Sang
Oktober: I am Legend
November: Foundation
December: The First Days

Og apropos Goodreads så tjek også mit år på Goodreads.

I morgen afslører jeg bogfordringerne for 2019. Indtil da vil jeg blot ønske dig et godt nytår. Jeg håber, at du har haft en godt læseår, og at dit 2019 bliver et skønt år med masser af gode oplevelser – især med bøger!

I november gik tiden med…


Hjemlig hygge og efterårsstemning
Åh, jeg elsker altså efteråret. Godt nok er det et tydeligt tegn på, at vi går ind i en tid med mindre dagslys og væsentlig lavere temperaturer, men der er nu også noget hyggeligt ved alle de hjemlige sysler, man (læs: jeg) kaster sig over, når det bliver koldt, og man opholder sig mere indendørs. Vi har haft travlt i hverdagene i november måned, så det har været dejligt, at der også har været enkelte lørdage og søndage, hvor vi har kunnet nulre rundt i hjemmet og bare slappe af og ordne lidt småting hist og pist. Er i gang med at opdrage min ægtefælle og vores to katte til, at det er superhyggeligt at ligge på sofaen om eftermiddagen. Så kan kattene sove, han kan se Youtube på iPad, og jeg kan læse. Det ser ud til, at de er ved at falde for konceptet…

9 læste bøger
Mængden af læste bøger var ikke imponerende denne måned. Der var for meget arbejde, færre timer med offentlig transport samt flere lydbøger, som jeg ikke nåede særlig langt i, inden jeg droppede dem. Heldigvis ved jeg, at december bliver en god læsemåned, for der venter jo en juleferie om få uger.

Månedens to-read-bog
Jeg måtte udskifte den bog, jeg havde planlagt som månedens to-read-bog, da den viste sig at være lidt besværlig at få fat på. I stedet kastede jeg mig over sci-fi bogen ‘Foundation’. Det viste sig at være en ret anderledes bog – altså ud fra hvad jeg forventede. Desværre ikke en superfed læseoplevelse, men alligevel interessant.

5 horrorbøger
Det blev til lidt færre horrorbøger, end jeg havde planlagt, men jeg nåede da disse fem: ‘De døde vågner’, ‘Ambrosia/Live’, ‘Dyrekirkegården’, ‘Outsideren’ og ‘Hvor skyggen falder’.

En enkelt bog i postkassen og en fra boghandleren
Jeg købte to julebøger i november måned – nemlig ‘Father Christmas’ Fake Beard’ samt ‘Jul i andre lande’ – som jeg selvfølgelig skal læse i løbet af december! Jeg håber, det bliver en sjov og hyggelig oplevelse.

I december vil jeg:

  • jule i rå mængder – og ikke stresse for meget. Jeg har kun en enkelt klassisk julefrokost i år, nemlig den på arbejdet, men til gengæld har jeg/vi en lang række hyggelige aftaler med venner og familie. Selve juleferien er stort set tom for aftaler, så her skal vi slappe af, læse bøger, se film/serier og spille computer. Glæder mig allerede – ikke mindst fordi jeg for første gang i syv år ikke skal arbejde undervejs og faktisk har to hele ugers ferie. Det er næsten ikke til at få armene ned!
  • Planlægge næste års bogudfordringer. Jeg tror, jeg vil ryste posen, så de ikke ligner dem, jeg har haft de seneste år, nær så meget – selvom jeg nu har været ret glad for blandt andet kvartalstemaerne.

I oktober gik tiden med…


Readathon og tid til stearinlys
Det blev tid til den halvårlige readathon, og det blev tid til tæpper og kakao! Efteråret er for alvor over os, og selvom det også blev til en række pæne og ganske lune dage, så har slutningen af oktober budt på rusk, regn og mere lyst til at læse i skæret af stearinlys. Har allerede fundet adskillelige meget tykke bøger frem til de næste par måneder – så mangler jeg bare 42 timer i døgnet… 😉

15 læste bøger
Det blev til en ganske pæn mængde læste bøger i oktober, hvilket på ingen måde er overraskende, da der også var readathon. Selvom jeg ikke kunne deltage om søndagen, så fik jeg da læst en del graphic novels.

Månedens to-read-bog

I denne måned læste jeg ‘I am Legend and Other Stories’. Det er en udgave, hvor der – som titlen antyder – også er en række noveller. Det endte jeg faktisk med at ærgre mig over, da hovedhistorien, ‘I Am Legend’, var klart bedre end de andre.

10 horrorbøger
Oktober var min første måned i sidste kvartals læsetema, horror, og det gik overvældende godt! To tredjedele af de læste bøger denne måned passede til læsetemaet. Det blev til ‘Dæmoner’, ‘I am Legend’, ‘Ex’, ‘Når lyset slukkes’, ‘Locke & Key 4-6’, ‘The Walking Dead Book 10’, ‘Samlerne’ samt ‘Mareridt & myrekryb’. Jeg regner dog ikke med, at jeg kan fastholde den fordeling de næste to måneder, da jeg også har en række ikke-horror-bøger, jeg vil læse, men en fremragende start ikke desto mindre.

Gyselige bøger til boghylderne
Hehe. Jeg shoppede selvfølgelig bøger til readathonen, så i starten af oktober købte jeg fire graphic novels samt fem bøger. De fleste af bøgerne var dog ikke tiltænkt læsearrangementet men bliver nok læst i løbet af det næste halve til hele år. Jeg regner pt. ikke med at skulle købe bøger i løbet af november, men mon ikke der shoppes lidt flere bøger i december? Altså selvfølgelig mest til julegaver… !

I november vil jeg:

  • lave liste over julebøger, der skal læses i december
  • indføre flere timer i døgnet (på et eller andet tidspunkt må det da lykkes!)
  • læse mere i sofaen