Locke & Key 4-6


I weekenden blev den halvårlige readathon afholdt, og her deltog jeg vanen tro – og selvfølgelig med en stabel horror- og gyserhistorier i anledning af det kommende Halloween.

I min stabel var der blandt andet de tre sidste hæfter i ’Locke & Key’-serien. Jeg har læst de øvrige hæfter i løbet af de seneste år (i forbindelse med readathon), og nu syntes jeg, at det var på tide at læse serien færdig, for der gik ganske enkelt for lang tid imellem, at jeg fik læst de enkelte hæfter.

… og sikke en god idé! Ikke alene intensiverede det læseoplevelsen – de tre sidste hæfter var også fænomenale. Der var drama, action, grusomhed, blod, sorg og kampvilje for alle pengene. Jeg må indrømme, at der også blev fældet nogle tårer til sidste.

Min eneste anke var, at der især i fjerde hæfte var stilbrud i tegnestilen flere gange. Der var ganske enkelt flere af siderne, hvor tegnestilen var mere nuttet (lidt a la Steen og Stoffer), og jeg går ud fra, at det var fordi, det var en anden tegner, der havde tegnet netop disse.

’Locke & Key’ er en dyster fortælling om sorg og smerte i en familie, der er tæt på at falde fra hinanden. En historie om ansvar, kærlighed, tillid og svigt. Og så er den vanvittig flot tegnet.

Monster on the Hill

Jeg læste ‘Monster on the Hill’ af Rob Harrell i løbet af den seneste readathon, og den var en fin lille tegneserie, som egner sig fortrinligt til den slags læseevents. Det er i øvrigt en tegneserie, der har stået på min ønskeseddel i flere år, indtil jeg overgav mig og selv købte den.

Tegneserien handler om en by, der har et ret ufarligt og harmløst monster boende – og det er en katastrofe! Byboerne er dybt frustrerede over, at deres lokale monster aldrig viser sig og skræmmer dem godt og grundigt, for det skal et rigtigt monster jo! De er dybt misundelige på nabobyernes seje og skrækindjagende monstre, og deres eget monster, Avon…? Tja, han er godt klar over, at han har fejlet totalt. Heldigvis beslutter to mennesker – Dr. Charles og drengen Timothy – sig for at hjælpe monstret, og derefter starter et kapløb på tid, for pludselig er byen truet, og kun Avon kan hjælpe!

Jeg elsker ideen med, at det er vigtigt, at enhver by har sit eget monster, der kan skræmme beboerne. Det er et dejligt gakket udgangspunkt for en tegneserie, og det er da også en historie, der fik mig til at klukke af grin flere gange. Den er ikke tåkrummende skør eller hysterisk sjov men den er tilpas skæv til, at den fik smilet frem flere gange.

Tegnestilen er skør og nuttet på samme tid – og ret farverig – og det passer især godt til actionscenerne. Det er en stil, der nok vil tiltale de yngre børn, men glade sjæle som jeg sætter også pris på det.

Alt i alt en fin lille tegneserie – måske ikke helt så hylende skæg, som jeg havde håbet, men bestemt hyggelig og med plads til et par gode grin.

 

Order of the Stick -1, 0 og 1

Jeg har taget en tur ned af memory lane i løbet af de sidste par måneder, da jeg er begyndt at genlæse en af mine yndlingsserier – ‘The Order of the Stick’. Jeg begyndte at læse den på nettet i tidernes morgen – se den her – og den er nærmest et must read for rollespillere, for den tager så meget pis på bordrollespil og fantasyverdener. Da tegneserien stille og roligt blev udgivet i bogform, købte jeg dem, men de senere år har jeg ikke fået fulgt med på nettet. Da jeg opdagede, at der var udgivet et hæfte, jeg ikke havde fået købt, skyndte jeg mig at finde den hos en internetboghandler og bestilte den hjem. Og nåja – så var det jo en fin anledning til at genlæse de gamle albums, for selvom jeg husker de fleste af striberne ret godt, så skader det jo ikke at genlæse noget, man elsker.

Jeg har genlæst -1, 0 og 1 i serien, og allerede her tænker du nok “…. ahvad?!”. Hæfte nr. 1 kom selvfølgelig først, og så mener jeg, at både nr. 2 og 3 blev udgivet, inden forfatteren valgte at udgive hæfte nr. 0 og -1 for at fortælle baggrundshistorien for de enkelte personer og hvordan de mødtes. Jeg vil derfor anbefale dig, at du læser hæfte 1 først – og gerne de to næste – inden du læser forhistorierne. Da jeg har læst hæfterne flere gange, valgte jeg dog at læse dem med forhistorierne først.

Og det er altså ret underholdende tegneserier, men der er en del jokes, der er ret indforståede og måske ikke fanger dig, hvis du ikke er eller har været rollespiller.

Hvis du er nysgerrig, kan du se striberne gratis ved at klikke på linket i starten af indlægget. Jeg kan ikke huske, om forhistorierne (dvs. hæfte 0 og -1) kommer undervejs på hjemmesiden, men den starter i hvert fald med de samme striber, der er i hæfte nr. 1.

Year of the Bastard – Transmetropolitan 3

Så blev det tid til tredje album i Transmetropolitan-serien – nemlig ‘Year of the Bastard’.

Serien handler om kultjournalisten og provokatøren Spider Jerusalem, og i dette album blander han sig i præsidentvalget, hvor han stiller skarpt på kandidaterne. Men privat roder han igen rundt i stoffer, hvilket fører flere uheldige episoder med sig. Spider Jerusalem er dog en fandenivoldsk karl, som kan slippe af sted med det meste…

Jeg synes desværre, at dette album går lidt for meget op i stoffer og vrede mod omverdenen. Spider Jerusalem er ikke den letteste hovedperson at holde af, og det bliver absolut ikke lettere i dette album, hvor han er en virkelig bitter nar, der hater på alt og alle. Det kan være sjovt i en vis mængde, men her er han bare utålelig.

Heldigvis er der lyspunkter undervejs, så når han ikke er ved at sumpe til i en ligegyldig rus, er han faktisk ret skarp og får søgelyset rettet mod valget, som selvfølgelig ikke foregår helt, som det bør.

Jeg krydser fingre for, at næste album vil fungere lidt bedre, for jeg synes bestemt, at den verden har noget at byde på – der er bare lidt ‘ujævnt trav’ undervejs.

Rovdyrenes klub – Bogeyman

Det er ikke så tit, jeg låner tegneserier på biblioteket, men da jeg for nylig kom forbi for at hente bøger, jeg havde reserveret, tog jeg både ‘Wika og Oberons rasen’ samt ‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ med hjem.

‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ er første hæfte i en serie, der er skabt af Valérie Mangin og Steven Dupré. Handlingen foregår i London i 1800-tallet under industrialiseringen. Her er kontrasterne store med fabriksejerne på den ene side og de fattige fabriksarbejdere på den anden. Forældre sender deres små børn ud for at tjene på fabrikkerne, da mange kæmper for at tjene nok til at kunne brødføde hele familien. Tegneserien skifter mellem at følge drengen Jack, der stjæler for at overleve, og rigmandsdatteren Elizabeth, som lever en beskyttet tilværelse. En dag støder de dog på hinanden, og det forandrer alt. Jack giver Elizabeth et indblik i de fattige børns liv, og fra da af er hendes liv ikke det samme.

Det er en pæn og sober streg med masser af detaljer, der rammer en klassisk engelsk stil. Meget stemningsfuld og lidt i stil med ‘Oliver Twist’. Samtidig er tempoet behersket, og den rolige opbygning passer godt til historien.

Personerne er desværre lidt svære at komme ind på livet af. Elizabeth er lidt overfladisk beskrevet, hvilket omvendt passer godt til de rammer, hun lever i. Til gengæld brød jeg mig slet ikke om Jack, der var alt for tvær og vredladen til mig, og det kom desværre til at trække ned i den samlede oplevelse af historien, da jeg manglede nogen at holde med undervejs.

Dette er en historie, der rummer grusomme detaljer, og jeg vil derfor ikke anbefale den til folk, som hader horror. Selvom tegneren ikke svælger i bloddyppende scener, så er der stadig nogle få men særdeles makabre tegninger undervejs, som virkelig giver historien et interessant og nervepirrende twist.

Selvom historien var lang tid om at komme i gang, og selvom jeg aldrig rigtig kom tæt på personerne, så gør netop twistet til sidst, at jeg er fristet til at læse videre i serien på et tidspunkt. Jeg må simpelthen vide, hvad der efterfølgende sker!

 

 

Wika og Oberons rasen

Jeg var på biblioteket i starten af ugen, og her hentede jeg blandt andet denne tegneserie, som passer godt ind i mit kvartalstema; fantasy.

‘Wika og Oberons rasen’ er tegnet og fortalt af Olivier Ledroit og Thomas Day. Det er første bind i serien ‘Wika’ og foregår i Pans rige, hvor den grusomme fyrst Oberon og hans elskerinde angriber fortet Castelgrimm, hvor feernes regenter bor. Oberon ønsker at udrydde hele fe-familien, men det lykkedes at smugle regentparrets datter, Wika, ud under blodbadet. Hun bliver gemt af vejen hos en adoptivfamilie, hvor hun vokser op uden at kende sin baggrund. Men Wika har naturligvis stadig sine fe-evner, og da hun bliver teenager, opdager hun sine kræfter. Pludselig bliver hun opmærksom på sit ophav og sine muligheder – men også på de, der ønsker hende død. Nu er spørgsmålet, om hun ønsker at være den jagede eller den, der jager.

Jeg var desværre ikke særlig vild med denne tegneserie. På den ene side er tegnestilen ret imponerende, da den er utrolig detaljeret. På den anden side er den lige lovlig 80’er-metalplakat-agtig med overdimensionerede rustninger og dullede kvinder med alt for store bryster. Nåja og kæmpe dådyrøjne i værste mangastil. Jeg tændte helt af på måden, kvinder var fremstillet på i tegneserien. Og så irriterede det mig også, at tegneren ikke var konsekvent mht. hvordan blandt andet hovedpersonens ansigtstræk var, da hun blev ældre – det virkede nærmest, som om der var flere tegnere henover projektet, da hun skiftede en del.

Historien har ikke så meget at byde på. Den onde dræber hovedpersonens familie, og så skal hun finde sig selv og derefter søge hævn. En historie, der er fortalt tusind gange før og langt mere elegant og nuanceret end her.

‘Wika og Oberons rasen’ var noget af en skuffelse. Bortset fra det imponerende arbejde, der lå bag at tegne så detaljeret, så var der ikke meget at komme efter – en banal historie, simpel vold og masser af kavalergang. Intet nyskabende eller spændende i det.

Locke & Key 3

Tidligere på ugen læste jeg tredje hæfte i ‘Locke & Key’-serien. Jeg har tidligere anmeldt ‘Locke & Key’ og ‘Locke & Key 2’.

Vanen tro bringer jeg ikke et resumé, når der er tale om en del af en serie, men jeg vil kort opsummere, hvordan min læseoplevelse var.

Jeg havde først og fremmest lidt svært ved at leve min ind i historien i dette album. Det var især i den første halvdel, hvor der skete flere ting, som forvirrede mig. Heldigvis var anden halvdel langt bedre, og især den sidste fjerdedel var både smukt og stemningsfuldt illustreret men også så fint og skrøbeligt fortalt på samme tid. Jeg synes i det hele taget, at illustrationerne er blevet smukkere og mere fantasifulde i forhold til det første album, og det kan jeg godt lide.

Det endte med at være en ganske fin læseoplevelse trods den lidt ærgerlige start. Jeg overvejer at genlæse andet album, inden jeg senere i år læser resten af serien, for der er et par plotrelaterede ting, jeg lige vil dobbelttjekke, inden jeg læser videre.

Men som sagt – en glimrende læseoplevelse og fortsat en serie, jeg nyder at læse.

Den fede kat Otto

SPONSORERET

I december fik jeg en e-mail, der fangede min opmærksomhed. Den handlede nemlig om horror og katte! Jeg har to katte (som ind imellem dukker op på billederne her på bloggen – først og fremmest i forbindelse med readathon), så en tegneserie om en kat, der bliver mobbet, måtte jo være noget for mig. Jeg takkede derfor ja, da jeg blev tilbudt at få et anmeldereksemplar tilsendt.

‘Den fede kat Otto’ er tegnet og fortalt af Riivo Sarapik og Susanne P. Lorenzen. Den handler om katten af samme navn, der bliver mobbet af pindsvin, der stjæler hans mad. Gode råd er dyre, for Otto svinder mere og mere ind, men en dag får piben en anden lyd…

Dette er en superkort tegneserie, som kan læses på få minutter. Den bliver solgt som en børnebog, men jeg er lidt i tvivl om hvilken aldersgruppe, den henvender sig til. Humoren er nemlig en anelse grovkornet – tenderende til plat – men jeg grinede højt, da jeg læste den. Min kære ægtefælle blev dog noget forarget, da han læste den, så jeg må hellere advare – det er altså lidt upassende humor. Af samme grund vil jeg også mene, at den ikke egner sig til alle børn, og at det er en god idé, at forældrene læser den igennem, inden de overvejer at give den til barnet/børnene.

Men en fin lille tegneserie med nogle kære tegninger (… det meste af tiden…!).

Fremtidens araber bind 3

Jeg blev rigtig glad, da jeg opdagede, at tredje bind i serien ‘Fremtidens araber’ af Riad Sattouf var udkommet og kunne lånes på biblioteket. Du kan læse om de to første albums i min anmeldelse fra starten af året.

Stilen er meget som i de foregående to albums. Jeg synes dog, at der er lidt mere ro over fortællingen i dette album – som om at forfatteren har fundet sig til rette i historien og er helt klar på, hvordan han synes, den skal fortælles. Det betyder dog også, at historien virker mere ‘pæn’ og forudsigelig, og det føltes ind imellem også, som om der ikke var nær så meget kød på denne del af hans liv. Men når det så er sagt, så er det en solid og stemningsfuld fortælling, som fascinerer mig, og jeg synes, at det er en meget fin måde at fortælle om den komplicerede opvækst som barn af to vidt forskellige kulturer. Kan fortsat varmt anbefale serien.

Løvinden

Jeg vidste ikke, at der fandtes en graphic novel over Karen Blixens liv før jeg faldt over denne her på biblioteket. ‘Løvinden’ er tegnet af Terkel Risbjerg og skrevet af Anne-Carolien Pandolfo og er en fantasifuld fortælling om Karen Blixens opvækst i Danmark samt voksenlivet, som blev brugt både i Danmark og i Afrika.

Historien er en poetisk fremstilling, hvor syv meget forskellige ‘feer’ i form af blandt andet Djævelen og Nietzsche velsigner hende i vuggen med forskellige gaver og derefter følger hende hele livet. Her ser man både Karen under opvæksten i Danmark, hvor hun havde en helt særlig samhørighed med faderen. Da han døde, var hun meget alene, for hun havde en helt anden udlængsel end de andre i familien. Skæbnen ville, at hun fik mulighed for at drage til Afrika, og der er ingen tvivl om, at årene sydpå var spændende men hårde. Til sidst ville familien ikke længere betale for Afrika-eventyret, og Karen vendte hjem til Danmark. Her begyndte hun at skrive bøger og blev snart kendt – men først da hun havde fået gennembrud i udlandet, for de danske forlag var ikke interesseret i hende i starten.

Jeg havde det lidt blandet med denne tegneserie. På den ene side var det en interessant fremstilling af Karen Blixens liv – ikke mindst på grund af de smukke, stemningsfulde og afdæmpede akvareltegninger. På den anden side syntes jeg, at det var en flad og meget overfladisk fortælling, og jeg var ikke særlig vild med rammefortællingen med ‘feerne’. Jeg blev ikke meget klogere på Karen Blixen som person – dog med undtagelse af det nære bånd til faderen, for det kendte jeg ikke til – og det havde jeg ellers håbet på at blive.

‘Løvinden’ skal læses på grund af de smukke, sårbare tegninger – og eventuelt hvis du er Karen Blixen fan og elsker at læse alt om hende. Men jeg synes, at tegneserien kræver et større kendskab til forfatteren, end jeg umiddelbart forventede.