Rune T. Kidde

set på ereolen

Har du prøvet at vende tilbage til en tegneserie eller film, som du syntes var ustyrlig morsom som teenager og været spændt på, om du stadig fandt den sjov? Det eksperiment udførte jeg for nylig, da jeg opdagede, at Ereolen har nogle af Rune T. Kiddes tegneserier liggende som e-bøger.

Jeg læste en del af hans absurde, skøre og provokerende grimme tegneserier som teenager og fandt dem hylende morsomme (og lidt platte). Jeg bilder mig ikke nødvendigvis ind, at jeg siden har fået en meget mere sofistikeret humor (for det ville være løgn), men smag ændrer sig jo gennem årene, så jeg var lidt nervøs for, om de stadig var noget for mig.

Heldigvis blev jeg glædeligt overrasket. Rune T. Kiddes tegneserier holder stadig. Jeg elsker den kreative, finurlige og snørklede humor, og jeg må se, om ikke jeg kan skaffe nogle af bøgerne, så jeg kan vise dem til mine nevøer. Jeg må nemlig med skam indrømme, at jeg ikke fik købt tegneserierne dengang, da jeg plejede at låne dem af vennerne, men nu får jeg lyst til at læse flere af dem, så dem vil jeg gå på jagt efter.

Red Sonja Vol. 1

Forventninger:
Jeg havde lidt på fornemmelsen, at det godt kunne blive en kende old school at læse Red Sonja, for det er temmelig 80’er kliche med veldrejede kvinder i chain mail bikini. Men altså – min interesse blev vakt af den flotte tegnestil, og så kan jeg jo godt lide historier med kvindelige helte, der sparker r*v!

Resumé:
Den kvindelige kriger Sonja opsøges af to unge bueskytter, der anmoder om hendes hjælp på kongens vegne, og det kan Sonja ikke sige nej til. For hun skylder ham en tjeneste, og selvom det kan betyde den visse død, så træder hun straks til for at beskytte de svage og kæmpe mod ondskab og dæmoner.

Det bedste:
Meget flot tegnestil – den var jeg ret pjattet med. Jeg klukkede med jævne mellemrum over det totalt upraktiske i hendes sparsomme bikini-rustning, som virker så kikset i vore dage, men heldigvis går hun også mere fornuftigt klædt i en del scener. Selvom der ikke er så megen tyngde i hendes personlighed, så er hun en kvinde med ben i næsen, og hun fungerer ok som hovedperson.

Det værste:
Der er ikke så meget kød på historien. Jeg savnede mere tyngde og mere personlighed – det blev en anelse fladt, og selvom tegneserien som sagt er flot og indbydende, så kræver det altså lidt mere end en chain mail babe og et stort sværd. Lad os se, om næste nr. i serien har mere at byde på.

Kan anbefales til:
Er du til sværdsvingende smukke kvinder, masser af action og en historie uden de store komplikationer, så er ‘Red Sonja Vol 1’ noget for dig.

Monstress

Forventninger:
Jeg havde rimelig høje forhåbninger til ‘Monstress’ – ikke blot så tegnestilen virkelig smuk og dragende ud, men jeg så også mange begejstrede kommentarer om serien, så jeg tænkte, at den godt kunne være noget for mig.

Resumé:
Tegneserien foregår i en alternativ udgave af 1900-tallets Asien, hvor en teenagepige med en arm viser sig at bære på mørke hemmeligheder og ubeskrivelige kræfter. Hvor hun end kommer, resulterer det i dramatiske scener. Hvem er hun egentlig, og hvad er det for kræfter, hun besidder?

Det bedste:
Tegnestilen er vanvittig flot og stemningsfuld. Jeg kunne snildt forestille mig adskillelige af disse tegninger blæst op i plakatformat, så de kunne hænge i mit hjem. Så fascinerende!

Det værste:
Jeg syntes desværre, at historien fremstod fragmenteret og rodet. Det var til tider noget forvirrende at holde hoved og hale på, hvad der egentlig foregik. Det er, som om den vil for meget fra start og i stedet for at bygge langsomt op, så vælter alle mulige indtryk ind over læseren. Jeg er stadig meget i tvivl om, hvad jeg skal mene om hæftet, og af samme grund overvejer jeg at læse det næste bind for at blive klogere på, hvad der foregår.

Kan anbefales til:
Er du til vanvittigt smukke og stemningsfulde historier, som dog også er ret barske og voldelige, så er ‘Monstress’ noget for dig. Bare vær opmærksom på, at historien ikke nødvendigvis er stringent og logisk.

Rat Queens Vol 1

Forventninger:
Jeg fik ’Rat Queens Vol. 1’ som en ekstra overraskelse juleaften, så det var ikke et hæfte, jeg kendte så meget til, inden jeg gik i gang med at læse det. Jeg har dog før stødt på anmeldelser af det og har flere gange overvejet at læse det, så det var fint, at der nu var mulighed for det.

Resumé:
’Rat Queens’ er en gruppe på fire unge kvindelige eventyrere, der bliver udsat for snigmordsforsøg, da de er i gang med at løse en opgave. De er dog bestemt ikke tabt bag en vogn og formår at forsvare sig, men hvem er det, der forsøger at komme dem til livs?

Det bedste:
Det er selvfølgelig en sjov idé at samle en eventyrgruppe kun bestående af kvinder, som både er skarpe i replikken og er kyndige våbenbrugere. Man keder sig bestemt ikke med det hårdtpumpende tempo, der er i historien.

Det værste:
Stilmæssigt er dette hæfte desværre ikke mig. Det lidt for overgearede tempo og det beskidte sprog gør tegneserien lidt for pubertær til mig, og så er der noget ret bedaget over at have en ren kvindegruppe – sådan lidt 90’er-agtigt i stil med Spice Girls. Sjovt, men vi er altså kommet videre siden da (jeg er i hvert fald). Jeg savnede mere dybde og færre bandeord.

Kan anbefales til:
Hvis du mangler en actionfyldt tegneserie, hvor det er pigerne, der slår på tæven, så er denne måske noget for dig. Personligt foretrækker jeg dog bad ass kvinder såsom Katniss fra ’The Hunger Games’ eller Vin fra ’Mistborn’.

Locke & Key 4-6


I weekenden blev den halvårlige readathon afholdt, og her deltog jeg vanen tro – og selvfølgelig med en stabel horror- og gyserhistorier i anledning af det kommende Halloween.

I min stabel var der blandt andet de tre sidste hæfter i ’Locke & Key’-serien. Jeg har læst de øvrige hæfter i løbet af de seneste år (i forbindelse med readathon), og nu syntes jeg, at det var på tide at læse serien færdig, for der gik ganske enkelt for lang tid imellem, at jeg fik læst de enkelte hæfter.

… og sikke en god idé! Ikke alene intensiverede det læseoplevelsen – de tre sidste hæfter var også fænomenale. Der var drama, action, grusomhed, blod, sorg og kampvilje for alle pengene. Jeg må indrømme, at der også blev fældet nogle tårer til sidste.

Min eneste anke var, at der især i fjerde hæfte var stilbrud i tegnestilen flere gange. Der var ganske enkelt flere af siderne, hvor tegnestilen var mere nuttet (lidt a la Steen og Stoffer), og jeg går ud fra, at det var fordi, det var en anden tegner, der havde tegnet netop disse.

’Locke & Key’ er en dyster fortælling om sorg og smerte i en familie, der er tæt på at falde fra hinanden. En historie om ansvar, kærlighed, tillid og svigt. Og så er den vanvittig flot tegnet.

Monster on the Hill

Jeg læste ‘Monster on the Hill’ af Rob Harrell i løbet af den seneste readathon, og den var en fin lille tegneserie, som egner sig fortrinligt til den slags læseevents. Det er i øvrigt en tegneserie, der har stået på min ønskeseddel i flere år, indtil jeg overgav mig og selv købte den.

Tegneserien handler om en by, der har et ret ufarligt og harmløst monster boende – og det er en katastrofe! Byboerne er dybt frustrerede over, at deres lokale monster aldrig viser sig og skræmmer dem godt og grundigt, for det skal et rigtigt monster jo! De er dybt misundelige på nabobyernes seje og skrækindjagende monstre, og deres eget monster, Avon…? Tja, han er godt klar over, at han har fejlet totalt. Heldigvis beslutter to mennesker – Dr. Charles og drengen Timothy – sig for at hjælpe monstret, og derefter starter et kapløb på tid, for pludselig er byen truet, og kun Avon kan hjælpe!

Jeg elsker ideen med, at det er vigtigt, at enhver by har sit eget monster, der kan skræmme beboerne. Det er et dejligt gakket udgangspunkt for en tegneserie, og det er da også en historie, der fik mig til at klukke af grin flere gange. Den er ikke tåkrummende skør eller hysterisk sjov men den er tilpas skæv til, at den fik smilet frem flere gange.

Tegnestilen er skør og nuttet på samme tid – og ret farverig – og det passer især godt til actionscenerne. Det er en stil, der nok vil tiltale de yngre børn, men glade sjæle som jeg sætter også pris på det.

Alt i alt en fin lille tegneserie – måske ikke helt så hylende skæg, som jeg havde håbet, men bestemt hyggelig og med plads til et par gode grin.

 

Order of the Stick -1, 0 og 1

Jeg har taget en tur ned af memory lane i løbet af de sidste par måneder, da jeg er begyndt at genlæse en af mine yndlingsserier – ‘The Order of the Stick’. Jeg begyndte at læse den på nettet i tidernes morgen – se den her – og den er nærmest et must read for rollespillere, for den tager så meget pis på bordrollespil og fantasyverdener. Da tegneserien stille og roligt blev udgivet i bogform, købte jeg dem, men de senere år har jeg ikke fået fulgt med på nettet. Da jeg opdagede, at der var udgivet et hæfte, jeg ikke havde fået købt, skyndte jeg mig at finde den hos en internetboghandler og bestilte den hjem. Og nåja – så var det jo en fin anledning til at genlæse de gamle albums, for selvom jeg husker de fleste af striberne ret godt, så skader det jo ikke at genlæse noget, man elsker.

Jeg har genlæst -1, 0 og 1 i serien, og allerede her tænker du nok “…. ahvad?!”. Hæfte nr. 1 kom selvfølgelig først, og så mener jeg, at både nr. 2 og 3 blev udgivet, inden forfatteren valgte at udgive hæfte nr. 0 og -1 for at fortælle baggrundshistorien for de enkelte personer og hvordan de mødtes. Jeg vil derfor anbefale dig, at du læser hæfte 1 først – og gerne de to næste – inden du læser forhistorierne. Da jeg har læst hæfterne flere gange, valgte jeg dog at læse dem med forhistorierne først.

Og det er altså ret underholdende tegneserier, men der er en del jokes, der er ret indforståede og måske ikke fanger dig, hvis du ikke er eller har været rollespiller.

Hvis du er nysgerrig, kan du se striberne gratis ved at klikke på linket i starten af indlægget. Jeg kan ikke huske, om forhistorierne (dvs. hæfte 0 og -1) kommer undervejs på hjemmesiden, men den starter i hvert fald med de samme striber, der er i hæfte nr. 1.

Year of the Bastard – Transmetropolitan 3

Så blev det tid til tredje album i Transmetropolitan-serien – nemlig ‘Year of the Bastard’.

Serien handler om kultjournalisten og provokatøren Spider Jerusalem, og i dette album blander han sig i præsidentvalget, hvor han stiller skarpt på kandidaterne. Men privat roder han igen rundt i stoffer, hvilket fører flere uheldige episoder med sig. Spider Jerusalem er dog en fandenivoldsk karl, som kan slippe af sted med det meste…

Jeg synes desværre, at dette album går lidt for meget op i stoffer og vrede mod omverdenen. Spider Jerusalem er ikke den letteste hovedperson at holde af, og det bliver absolut ikke lettere i dette album, hvor han er en virkelig bitter nar, der hater på alt og alle. Det kan være sjovt i en vis mængde, men her er han bare utålelig.

Heldigvis er der lyspunkter undervejs, så når han ikke er ved at sumpe til i en ligegyldig rus, er han faktisk ret skarp og får søgelyset rettet mod valget, som selvfølgelig ikke foregår helt, som det bør.

Jeg krydser fingre for, at næste album vil fungere lidt bedre, for jeg synes bestemt, at den verden har noget at byde på – der er bare lidt ‘ujævnt trav’ undervejs.

Rovdyrenes klub – Bogeyman

Det er ikke så tit, jeg låner tegneserier på biblioteket, men da jeg for nylig kom forbi for at hente bøger, jeg havde reserveret, tog jeg både ‘Wika og Oberons rasen’ samt ‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ med hjem.

‘Rovdyrenes klub – Bogeyman’ er første hæfte i en serie, der er skabt af Valérie Mangin og Steven Dupré. Handlingen foregår i London i 1800-tallet under industrialiseringen. Her er kontrasterne store med fabriksejerne på den ene side og de fattige fabriksarbejdere på den anden. Forældre sender deres små børn ud for at tjene på fabrikkerne, da mange kæmper for at tjene nok til at kunne brødføde hele familien. Tegneserien skifter mellem at følge drengen Jack, der stjæler for at overleve, og rigmandsdatteren Elizabeth, som lever en beskyttet tilværelse. En dag støder de dog på hinanden, og det forandrer alt. Jack giver Elizabeth et indblik i de fattige børns liv, og fra da af er hendes liv ikke det samme.

Det er en pæn og sober streg med masser af detaljer, der rammer en klassisk engelsk stil. Meget stemningsfuld og lidt i stil med ‘Oliver Twist’. Samtidig er tempoet behersket, og den rolige opbygning passer godt til historien.

Personerne er desværre lidt svære at komme ind på livet af. Elizabeth er lidt overfladisk beskrevet, hvilket omvendt passer godt til de rammer, hun lever i. Til gengæld brød jeg mig slet ikke om Jack, der var alt for tvær og vredladen til mig, og det kom desværre til at trække ned i den samlede oplevelse af historien, da jeg manglede nogen at holde med undervejs.

Dette er en historie, der rummer grusomme detaljer, og jeg vil derfor ikke anbefale den til folk, som hader horror. Selvom tegneren ikke svælger i bloddyppende scener, så er der stadig nogle få men særdeles makabre tegninger undervejs, som virkelig giver historien et interessant og nervepirrende twist.

Selvom historien var lang tid om at komme i gang, og selvom jeg aldrig rigtig kom tæt på personerne, så gør netop twistet til sidst, at jeg er fristet til at læse videre i serien på et tidspunkt. Jeg må simpelthen vide, hvad der efterfølgende sker!

 

 

Wika og Oberons rasen

Jeg var på biblioteket i starten af ugen, og her hentede jeg blandt andet denne tegneserie, som passer godt ind i mit kvartalstema; fantasy.

‘Wika og Oberons rasen’ er tegnet og fortalt af Olivier Ledroit og Thomas Day. Det er første bind i serien ‘Wika’ og foregår i Pans rige, hvor den grusomme fyrst Oberon og hans elskerinde angriber fortet Castelgrimm, hvor feernes regenter bor. Oberon ønsker at udrydde hele fe-familien, men det lykkedes at smugle regentparrets datter, Wika, ud under blodbadet. Hun bliver gemt af vejen hos en adoptivfamilie, hvor hun vokser op uden at kende sin baggrund. Men Wika har naturligvis stadig sine fe-evner, og da hun bliver teenager, opdager hun sine kræfter. Pludselig bliver hun opmærksom på sit ophav og sine muligheder – men også på de, der ønsker hende død. Nu er spørgsmålet, om hun ønsker at være den jagede eller den, der jager.

Jeg var desværre ikke særlig vild med denne tegneserie. På den ene side er tegnestilen ret imponerende, da den er utrolig detaljeret. På den anden side er den lige lovlig 80’er-metalplakat-agtig med overdimensionerede rustninger og dullede kvinder med alt for store bryster. Nåja og kæmpe dådyrøjne i værste mangastil. Jeg tændte helt af på måden, kvinder var fremstillet på i tegneserien. Og så irriterede det mig også, at tegneren ikke var konsekvent mht. hvordan blandt andet hovedpersonens ansigtstræk var, da hun blev ældre – det virkede nærmest, som om der var flere tegnere henover projektet, da hun skiftede en del.

Historien har ikke så meget at byde på. Den onde dræber hovedpersonens familie, og så skal hun finde sig selv og derefter søge hævn. En historie, der er fortalt tusind gange før og langt mere elegant og nuanceret end her.

‘Wika og Oberons rasen’ var noget af en skuffelse. Bortset fra det imponerende arbejde, der lå bag at tegne så detaljeret, så var der ikke meget at komme efter – en banal historie, simpel vold og masser af kavalergang. Intet nyskabende eller spændende i det.