The Wicked Deep

Forventninger:
Jeg er flere gange stødt på ’The Wicked Deep’, når jeg har set boganmeldelser på Youtube. Jeg huskede den umiddelbart som en bog, der havde fået udmærket kritik, så da jeg faldt over den hos Ereolen Global, lånte jeg den med forventning om, at den ville være en fin og lidt sommerlig ungdomsbog.

Resumé:
For to hundrede år siden blev tre søstre anklaget for at være hekse og derefter dømt til druknedøden. Siden har de hver sommer hjemsøgt byen, der dræbte dem, for at lokke unge fyre med under vandets overflade. Hver søster tager mindst én dreng, inden pigerne atter forsvinder en måned efter. Penny er opvokset i byen og har ligesom alle andre affundet sig med den forbindelse, der hviler over byen, men i år er det anderledes. En ny dreng ankommer til byen – fuldstændig uvidende om forbandelsen – og Penny fatter straks interesse for ham. Men hvordan skal hun beskytte ham mod de hævngerrige søstre?

Det bedste:
Stemningen i bogen er spot on. Vemodig, dragende og letsindig kombineret med en smertelig forudsigelighed. Det er en historie, som udvikler sig langsomt (måske lidt for langsomt), men som også har en slutning, der er det værd.

Det værste:
Jeg syntes desværre, at personerne virkede ret simple og ikke specielt interessante. , at kærlighedsdelen var lidt svag, hvilket er særlig ærgerligt i en bog som denne, hvor den er ret essentiel for historien.

Kan anbefales til:
Er du til vemodige historier, som ikke kan garantere en lykkelig slutning, så er ’The Wicked Deep’ noget for dig. Den er ikke specielt nyskabende, men det er en fin lille historie.

The Travelling Cat Chronicles

Forventninger:
Jeg har læst flere japanske fortællinger i løbet af de seneste år, hvor dyr har været hovedpersonen, og det har virket overraskende godt. Jeg håbede derfor på en lignende oplevelse med ’The Travelling Cat Chronicles’, men havde dog også på fornemmelsen, at denne bog kunne være lige så sørgelige/vemodige som de andre bøger.

Resumé:
Katten Nana er glad for sit liv hos sin ejer Satoru, men det vil snart ændre sig, for Satoru kan ikke længere have Nana boende. De tager derfor ud for at besøge nogle af Satorus venner, som måske kan have Nana boende, men Nana er ikke interesseret i at flytte. Han vil blive boende hos Satoru uanset hvad.

Det bedste:
Det er en meget fin lille historie om venskab og kærlighed – stille og roligt fortalt ud fra kattens synspunkt. Når det er dyr, der agerer historiefortæller, kan det ofte virke ret søgt, men jeg synes, det fungerer okay her. Som katteejer er det også en historie, der går i hjertet, for selvom jeg undervejs gættede, hvor historien bar hen, så blev jeg ret rørt over slutningen.

Det værste:
De sidste 40-50 sider er lidt for langtrukne, så slutningen ikke blev helt så elegant, som den kunne være.

Kan anbefales til:
Er du til de rolige japanske fortællinger, og holder du tilmed af katte, så er denne bog nok noget for dig. Men husk at have et lommetørklæde i nærheden.

All the Truth That’s in Me

Forventninger:
Jeg havde absolut ingen forventninger til ‘All the Truth That’s in Me’ af Julie Berry. Jeg stødte ved et tilfælde over bogen hos Ereolen Global og syntes, at oplægget lød interessant, men jeg havde intet hørt om bogen inden da.

Resumé:
De andre landsbybeboere ser skævt til den unge pige Judith. Der er noget, der er forkert ved hende – og ikke kun, at hun ikke kan tale. Hun stikker ud. Judith selv kæmper for at vise sit værd, men fortiden jagter hende. Hun håber sådan, at hendes barndomsven, som hun i al hemmelighed er forelsket i, vil gengælde hendes kærlighed. Men der er mange forhindringer, og i sidste ende er det måske kun Judith selv, der kan ændre tingenes gang – hvis hun blot kan tale om de ting, som ingen ønsker at tænke på…

Det bedste:
Bogen pirrede virkelig min nysgerrighed. I starten var den meget kryptisk men dog ikke så meget, at det blev irriterende. Jeg gættede løs med hensyn til, hvad det var, der foregik i det skjulte, og selvom det var forholdsvis let at gætte, så var historien ikke desto mindre ret godt skruet sammen, så man tilgav det lidt langsomme og letknudrede fortælleforløb. Det er en underspillet men ikke desto mindre følelsesladet fortælling.

Det værste:
Historien var lige en kende lang i forhold til, hvad den kunne bære. Den kunne godt have været en anelse kortere uden at det havde ødelagt opbygningen eller intensiteten.

Kan anbefales til:
Er du til rolige men letdystre og sørgmodige fortællinger i stil med ‘Burial Rites’ og ‘Underet’, så er ‘All the Truth That’s in Me’ noget for dig.

Lincoln in the Bardo

Forventninger:
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente mig af ’Lincoln in the Bardo’ af George Saunders. Jeg mente, at jeg havde set flere positive anmeldelser af bogen, men det var et lidt spontant valg, da jeg besluttede mig for at låne den på Ereolen Global.

Resumé:
Bogen foregår over en enkelt nat – nemlig den nat, hvor præsident Abraham Lincolns søn, Willie, dør og bliver stedt til hvile i et nærliggende gravsted. Mens borgerkrigen hærger i baggrunden, sørger præsidenten over den døde søn, men sideløbende med dette, fortælles handlingen også af en række spøgelser, der er til stede ved gravstedet.

Det bedste:
Portrætteringen af den sørgende præsident er meget fin og rørende. At vise, at selv landets præsident – midt i kaos og krig – blot er et menneske, der føler stor sorg over tabet af et barn.

Det værste:
Historien er fortalt af mange personer på én gang, og det er ret overvældende for ikke at sige decideret forvirrende. Det er et interessant eksperiment, at bogen er skrevet som et drama, men desværre var det slet ikke noget for mig og endte blot med at være irriterende. Jeg tror, jeg ville have kunnet lide at se det opført som teaterstykke, men i bogform virkede det ikke for mig – slet ikke når bogen samtidig er for lang til, hvad historien kan bære.

Kan anbefales til:
Hm, det er lidt svært, eftersom det er en bog, der virkelig skiller vandene. Enten begejstres man over den anderledes skrivestil eller også bliver man voldsomt irriteret. Kan du godt lide, når forfattere eksperimenterer med form og struktur, så er denne bog måske noget for dig.

Crank

‘Crank’ er skrevet af Ellen Hopkins og handler om teenagepigen Kristina, der lever et ganske normalt teenageliv og klarer sig samtidig ganske godt i skolen. Hun bor hos sin mor, da forældrene ikke længere er sammen, men en sommer beslutter hun sig for at besøge faren, der bor i en anden by. Han er dog sjældent hjemme, så hun er meget alene under sit besøg – lige indtil hun møder Adam. Han overtaler hende til at prøve meth (crank), og snart er hun afhængig af stofferne. Hun forsøger at skjule, da hun kommer hjem fra ferien, men hendes opførsel ændrer sig drastisk, og snart prøver moren fortvivlet at få sin datter på rette spor igen.

Denne bog har en helt særlig skrivestil, da den mange steder nærmere fremstår som et digt end som en traditionel roman. Her er et eksempel:

“you fly until you crash two days
two nights
no sleep,
no food,
come down off the monster
YOU CRASH REAL HARD”

Det er en ret interessant måde at fortælle en historie på, men der er to ulemper: For det første er det ikke en historie, man bare lige læser hurtigt – skrivestilen fordrer, at man læser langsomt og lader ordene synke ind, så det er ikke en bog, der egner sig til hyggelæsning eller en read-a-thon. Og så vil jeg mene, at bogen også er for lang til denne skrivestil i det hele taget. For det andet er forfatteren ikke konsistens mht. denne skrivestil, så der er kapitler, der er mere traditionelt opbygget. Det er lidt synd, for der er noget betagende ved at fortælle historien på den mere poetiske måde.

Historien er tankevækkende og troværdig – ikke kun fordi forfatteren tager udgangspunkt i egne oplevelser men også fordi, at man kommer helt tæt på den rutsjetur, som Kristina – og hendes familie – oplever. Kristina opfører sig forfærdeligt, og kunne ikke forstå mange af hendes valg, men de virkede meget troværdige i forhold til situationen.

Der er dog også ting, som også virkede konstruerede i forhold til at opbygge en spændende historie – for eksempel da hun skal tage et valg, der vil ændre hendes liv fuldstændigt. Her virkede det bare meget belejligt, at den situation opstod – ikke for hende men for historien i sig selv. Det var jeg ikke særlig begejstret for.

Jeg synes, det er en meget relevant fortælling, der giver et indblik i, hvordan en helt almindelig teenager pludselig kan ende i et stofmisbrug, og hvordan familien oplever dette sammenbrud. Skrivestilen giver lidt ekstra til historien – den fangede i hvert fald mig og gjorde, at jeg blev ret opslugt af fortællingen i starten. Det er dog samtidig også en stil, der kan skræmme væk – ikke mindst på grund af bogens længde.

‘Crank’ kan læses, som den er, men forfatteren har dog skrevet par efterfølgere til bogen. Selvom jeg helt overordnet synes, at det var en udmærket læseoplevelse, så kan jeg ikke umiddelbart se, hvad hun kan tilføje historien, og jeg har derfor ikke planer om at læse resten af serien.

Kylling med blommer

I sidste måned læste jeg ‘Embroideries’ af Marjane Satrapi, og det endte med at være månedens bedste læseoplevelse. Derfor var det utrolig fristende at låne en anden af hendes bøger, ‘Kylling med blommer’, da jeg så den på biblioteket tidligere på ugen. Ud fra titlen skulle man tro, at det er en kogebog, men det er en graphic novel, der foregår i Iran.

‘Kylling med blommer’ foregår i Teheran i 1958 og handler om Satrapis onkel. Han er musiker og leder efter et nyt musikinstrument, da hans kone har ødelagt hans gamle i et raserianfald. Men Nasser kan ikke finde en god erstatning for hans elskede musikinstrument, og frustrationen vokser. Til sidst overmander depressionen ham og han lægger sig ned for at dø. Flere kigger forbi hans sygeleje for at opmuntre ham og få ham til at leve igen, men Nasser er urokkelig – hans liv giver ikke længere mening.

‘Kylling med blommer’ er en noget anderledes fortælling end ‘Embroideries’. Det er en kort og sørgmodig fortælling om en mand, der mister lysten til at leve, og den er fortalt med meget enkle og nærmest naive tegninger. Selvom historien er så kort og simpel, efterlod den alligevel et godt indtryk, for Satrapi er god til at fortælle, og fortællingen om musikeren, der mister lysten til at leve, er hjertenskærende og så menneskelig. Det er en historie om at drømme, elske og miste, og den er meget fint fortalt.

‘Kylling med blommer’ kan – ligesom Marjane Satrapis andre graphic novels – anbefales.

The Enchanted

Jeg vil godt indrømme, at hvis jeg ikke havde læst en række gode anmeldelser af denne bog, så havde jeg næppe valgt at købe den – forsiden tiltaler mig på ingen måde, og den siger i øvrigt meget lidt om bogens handling. Hestene har dog – måske – noget med handlingen at gøre, men det finder du ud af, når du læser bogen.

‘The Enchanted’ er skrevet af René Denfeld  og foregår på dødsgangen i et amerikansk fængsel. Historien fortælles af en altvidende fortæller i form af en af de indsatte, som optræder anonymt i bogen. Han fortæller om livet i fængslet – mest om de andre fanger – og om deres fortid. Hvad der har gjort, at de er blevet kriminelle, og hvordan de er i dag.

Bogen er skrevet i et meget smukt og poetisk sprog, hvilket giver en næsten hypnotiserende kontrast til det barske fængselsliv. Det er en fortæller, der i den grad forstår at forføre og fortrylle en tilhører. Hvor han så får al sin viden i er en helt anden sag – det giver i sig selv ikke mening, men det er i mine øjne heller ikke derfor, man skal læse bogen. Hvis du forventer en socialrealistisk fortælling om fængselsmiljøet, så er det ikke denne bog, du skal vælge.

‘The Enchanted’ er på mange måder en barsk bog, selvom det ikke er en bog, der indeholder synderlig mange brutale scener (ok, måske er jeg lidt farvet af, at jeg læser en del actionramte bøger, men jeg havde i hvert fald forventet langt flere grusomme ting). Men det er en bog, der er skrevet for at krybe ind under huden på dig. Det gjorde den desværre ikke på mig. Måske skyldtes det, at jeg syntes, den ind imellem blev lidt for rodet med de mange skift mellem de forskellige personer, fortælleren beskrev. Derudover irriterede fortællerens altvidende rolle mig, for det ødelagde illusionen om, at det var en af fangerne, der fortalte historien.

Hvis du gerne en bog, hvor sproget er fortryllende smukt, så er ‘The Enchanted’ noget for dig. Personligt havde jeg håbet, at jeg ville finde historien gribende og rørende, men det gjorde den desværre ikke – her foretrækker jeg ‘Tiger Lily’ og ‘The Silver Dark Sea’.

Burial Rites

Burial Rites

‘Burial Rites’ er skrevet af Hannah Kent og foregår på Island i 1800-tallet. Her er hovedpersonen, Agnes, dømt til døden for mordene på to mænd. Agnes bliver flyttet til en gård for at bo der, mens hun venter på sin henrettelse, og mens hun bor der, kan hun lige så godt hjælpe familien, hun bor hos. Der bliver – selvfølgelig – set skævt til hende, og mange på egnen er bange for hende, men som månederne går, bliver det også tydeligt for flere af de lokale, at Agnes er et menneske af kød og blod og ikke nødvendigvis den skræmmende morderske, de forestiller sig.

Dette er en stille fortælling. En fortælling om en kvinde, der venter på sin henrettelse, men også en fortælling om ret og uret, om næstekærlighed og smålighed samt om et barsk og nådesløs landskab.

Ja, lad os lige dvæle lidt ved omgivelserne, for beskrivelsen af naturen og klimaet er ganske enkelt betagende, skræmmende og dragende på samme tid. Man kan nærmest smage frosten og dufte den fugtige muld, når man læser denne bog, for forfatteren har indflettet nogle meget malende beskrivelser af landskabet. Man får virkelig fornemmelsen af, at her bor menneskene på naturens nåde, og at det bestemt ikke er et let klima at overleve i. Det er også med til at give bogen et ekstra alvorligt skær, som passer godt til historien.

I løbet af bogen følger man Agnes’ tid op til henrettelsen, og her får man samtidig flere og flere detaljer om hendes liv og ikke mindst tiden op til de mord, hun er dømt for at begå. Det er rigtig fint fortalt, især med de forskellige officielle dokumenter og breve, der ind imellem citeres fra. Beskrivelserne af de lokales forskellige reaktioner på hende virker meget troværdige men viser også, hvor frygtsomme og hensynsløse mennesker kan være.

Det er en skrøbelig og sårbar historie, en historie der vil krybe ind under huden på mange. Jeg må desværre indrømme, at den ikke rørte mig nær så meget som ‘The Snow Child’ og ‘The Silver Dark Sea’, men jeg nød de smukke beskrivelser af den islandske natur og den meget fine skæbnesfortælling, som bogen indeholder.

The Silver Dark Sea

Jeg har et svagt punkt, når det gælder melankolske bøger, der handler om havet. Min yndlingsbog foregår da netop også ved og i havet, så da jeg faldt over ‘The Silver Dark Sea‘ tidligere på året, vidste jeg, at den bog måtte jeg læse – i et stille håb om, at den indeholdt lidt af den samme form for magi.

‘The Silver Dark Sea’ er skrevet af Susan Fletcher og handler om beboerne på den fiktive ø, Parla, som stadig sørger over en mand, der forsvandt i havet fire år tidligere. Flere af meget påvirkede af tabet, og livet synes at være gået i stå i mange af hjemmene. En dag skyller en mand, der ligner den forsvundne, op på kysten, og straks går snakken i gang. Hvem er den fremmede? Har han nogen relation til den forsvundne? Kan han være ‘The Fisherman’ fra myten af samme navn, hvor en mand fra havet bringer lykke til de steder, han besøger? Og hvilken betydning får hans opdukken på øens beboere?

Jeg bliver nødt til at komme med en advarsel – dette er en langsom fortælling, så du skal have tid og ro, når du læser den, for historien er skrøbelig, melankolsk og næsten smertelig i sit rolige fortælletempo.

Det er en meget smuk fortælling – både mht. sproget, fortællestilen og budskaberne. At læse bogen er næsten som at gå en tur ved havet, hvor kapitlerne er bølgeskvulp. Her fortælles forskellige scener flere gange, fordi scenerne bliver beskrevet af flere af de tilstedeværende – som bølger, der ruller op på stranden. Og der er en skrøbelighed ved de spæde tegn på håb, som fik mig til at tænke på fine, tynde muslingeskaller, som du dårligt tør tage op af frygt for, at de vil smuldre mellem fingrene på dig.

Men først og fremmest er dette en fortælling om kærlighed – om at turde elske, håbe og miste. Det er en historie, der gør ondt og godt på samme tid, hvis du lader den komme tæt på, men du skal give den tid til at folde ud, for den er sky og forsigtig. Og ja, måske kunne den have været kortere, og måske kunne der have været færre gentagelser, men det er også en af grundene til, at jeg anbefaler, at du giver dig god tid med denne bog, for det er en bog, som skal have tid til at trænge ind og bundfælde sig i dit hjerte og sjæl.

Dette er en bog for drømmere.

Glem det – Dårligt nyt – En smule håb

Da Gad kontaktede mig for at høre, om jeg ville anmelde denne bog, blev min interesse vakt af den interessante teaser-tekst om bogen – eller rettere bøgerne, for reelt set består denne bog af en samling af tre bøger: ‘Glem det’, ‘Dårligt nyt’ og ‘En smule håb’. Der er to bøger mere i serien, som ofte omtales som ‘Patrick Melrose-romanerne’, der udkommer i ét bind til efteråret.

Bøgerne er skrevet af Edward St. Aubyn og bygger på forfatterens eget liv. I den første bog, ‘Glem det’, oplever vi hovedpersonen Patrick Melrose som 5-årig, hvor han lever et ensomt liv sammen med sine forældre, der ikke værdiger ham megen opmærksomhed eller kærlighed. Moren har et alkoholmisbrug, og faren forgriber sig på Patrick. I næste bog, ‘Dårligt nyt’, er Patrick blevet 22 år og er som narkoman hele tiden på jagt efter det næste fix, mens de praktiske omstændigheder ved farens begravelse skal falde på plads. I tredje og sidste bog, ‘En smule håb’, er Patrick kommet på rette fode igen og forsøger at komme videre i forholdet til sin afdøde far, som han stadig hader.

Bogen levede desværre ikke op til mine forventninger eller de meget begejstrede anmeldelser, jeg havde læst på det tidspunkt. Hvor bogen både vakte afsky og morskab hos andre, formåede denne bog kun glimtvis at røre mig, og jeg kedede mig flere gange undervejs. Flere fremhævede voldtægtsscenen i starten af bogen som virkelig ubehagelig og grænseoverskridende, men jeg syntes faktisk, at den var så diskret og subtil, at det var meget let ikke at blive påvirket af scenen (uanset at det per definition er afskyeligt). Til gengæld var kapitlerne om Patricks stofmisbrug deprimerende og gav mig så meget lede, at jeg på et tidspunkt lagde bogen til side en dags tid for at læse noget andet.

Først og fremmest er bogen en beskrivelse af triste skæbner – ikke bare Patrick selv men også moren, faren og på sin vis flere i deres omgangskreds. En vifte af overfladiske, sørgelige og bitre menneskeskæbner, der hvirvles rundt blandt hinanden. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det, at Patrick som hovedperson ikke er synderlig sympatisk eller en person, man automatisk holder mig. Jeg behøver ikke nødvendigvis en helt som hovedperson – jeg kan tilmed godt lide, at en hovedperson ikke er perfekt men har ‘fejl’ og ind imellem gør dumme ting – men Patrick kan jeg på ingen måde sympatisere med.

De to sidste bøger – samlet i ét bind – udkommer som sagt til efteråret. Jeg har ikke planer om at læse bogen, for skal jeg være helt ærlig, så er jeg ligeglad med, hvordan den ender.