The Dragon Chronicles

’The Dragon Chronicles’ af Susan Fletcher

Jeg læste første bog i denne firebinds-serie, da jeg var barn, for den udkom dengang under navnet ’Dragemælk’. Derefter gik der mange år, indtil jeg for et par år siden opdagede, at den faktisk var første bog i en firebinds-serie – ’Dragon Chronicles’. De øvrige bøger var ’selvfølgelig’ ikke oversat til dansk (et problem, jeg har oplevet tilpas mange gange til, at jeg nu stort set kun læser serier på engelsk), men jeg købte de tre sidste i efteråret og læste dem i december måned.

Her er et kort oprids af de enkelte bøger.

‘Dragemælk’ / ‘Dragon’s Milk’
Den første bog i serien handler om pigen Kaeldra, der bliver nødt til at opsøge en drage for at bede om noget dragemælk, som kan helbrede Kaeldras søster.

‘Flight of the Dragon Kyn Dragon’
Anden bog foregår på et senere tidspunkt om handler om pigen Kara, som blev efterladt som lille i en grotte, men hvor en drage reddede hendes liv. Hun har en særlig forbindelse til drager, hvilket man nu vil udnytte.

‘Sign of the Dove’
I tredje bog er det Lyf, den lille pige som Kaeldra i sin tid reddede, der er vokset op. Hun støder på et stort kuld drageunger, som hun redder og forsøger at beskytte mod folk, der vil dem ondt.

‘Ancient, Strange and Lovely’
I fjerde og sidste bog er handlingen rykket til en nærfremtid verden, hvor pigen Bryn kan kommunikere med fugle. Det viser sig dog, at hun også kan kommunikere med drager – noget hun opdager, da et stort æg, som hendes mor har fundet på en ekspedition, pludselig klækker, og ud kommer en drageunge.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et blødt punkt hvad angår drager, så selvfølgelig knuselsker jeg bøger med drageunger! Man (læs: jeg) bliver helt forelsket i ideen om at have en flok drageunger omkring sig, og det var utroligt rørende at læse om det tætte bånd, der opstod mellem drageungerne og de enkelte piger.

Der er dog en del forskel på bøgerne. De to første er til tider rimelig barske og uretfærdige, hvilket den tredje til dels også er, men har dog også flere muntre øjeblikke. Den fjerde bog adskiller sig dog så meget fra de øvrige, at det er helt synd, at den er blevet skrevet. Det fungerer bare ikke, at handlingen er flyttet til en gang i fremtiden, og historien er i det hele taget ret uinteressant.

Hvis du elsker drager, så kan jeg varmt anbefale de tre første bøger i denne serie. Det er ganske vist børnebøger, men de er meget fint fortalt på en sød og lidt naiv måde. Lad til gengæld være med at læse den sidste bog – den er ganske enkelt ikke det værd.

The Fox Girl and the White Gazelle

‘The Fox Girl and the White Gazelle’ af Victoria Williamson

Et umage venskab
Reema er flygtet fra Syrien sammen med sin familie og er endt i Glasgow. Hun savner dog sit hjemland og ikke mindst storebroderen, som forsvandt under flugten, og som de ikke har hørt fra siden. Hun har lidt svært ved at passe ind på den nye skole, men støder på Caylin, der bor i samme blok. Caylin er dog ikke synderlig interesseret i at lære Reema at kende, for hun har det svært i skolen og derhjemme. Men pludselig opdager begge piger, at en ræv og hendes kuld holder til i baggården, og de begynder begge i skjul at fodre dyrene, som har svært ved at klare sig i storbyen. Langsomt lærer de hinanden at kende og finder ud af, at de måske har mere tilfælles, end hvad de først troede.

Troværdige og nuancerede personer
’The Fox Girl and the White Gazelle’ er en meget smuk og velfortalt historie om to meget forskellige piger, der trods alle odds finder sammen om at pleje en såret hunræv og hendes unger. De to piger tumler med hver deres problemer, men lærer meget om sig selv og hinanden, og det er fortalt på en meget fin måde, så det ikke kommer til at virke belærende eller naivt. Det er især Caylin, der skiller sig ud, for det er sjældent, at hovedpersoner i (udenlandske) ungdomsbøger har så mange negative personlighedstræk, men det gør hende ikke desto mindre ganske menneskelig og relevant.

Meget pædagogisk
Dette er historien om to mennesker fra vidt forskellige verdener, som alligevel lærer at acceptere og forstå hinanden og sig selv. Den er til tider forholdsvis pædagogisk og rummelig i forhold til, hvordan virkeligheden ofte er, men jeg synes dog ikke, at det kammer over, og historien rummer også flere tragiske øjeblikke, som gør, at dette bestemt ikke er en sukkersød fortælling.

‘The Fox Girl and the White Gazelle’ er en rigtig fin og velfortalt historie om venskab og næstekærlighed. Om at tro på sig selv og på andre. Bestemt værd at læse.

Seafire

Seafire af Natalie C. Parker – første bog i Seafire-serien.

Gæve unge kvinder udgør besætningen på skibet Mors Navis – ledet af kaptajn Caledonia, der søger hævn over krigsherren Aric Athair, der dræbte hendes familie. Alle har de mistet familie og hjem på grund af ham, men det stopper dem ikke. Hver dag er en kamp for at overleve og komme tættere på endelig at få den hævn, de alle søger.

Girlpower og skumsprøjt
Et skib kun bemandet af unge kvinder, der søger hævn over en mandlig skurk – det kunne blive meget klichéfyldt, men det er det heldigvis ikke (og hvorfor skulle det i øvrigt være underligt, at der kun er kvinder på skibet – det er fantasy/steampunk og dermed ikke noget, der skal være historisk korrekt). Der er visse komplikationer ved, at skibet kun bemandes af piger/kvinder. De er hverken mandehadere eller er mindre kompetente, fordi de er kvinder, men de vil ikke have mænd på skibet, for de kunne være spioner for Aric Athair. Det passer mig rigtig fint, at køn ikke fylder mere, end det reelt set gør i denne historie, for det ville være rigtig trættende, men der er til gengæld masser af piratstemning og sømandsliv, hvilket både er fascinerende og nyskabende.

Fokus på personligheder og roligt historietempo
Denne bog emmer af sammenhold – selvfølgelig tilsat usikkerhed, fortielse og frustration – og det er let at holde af de ret forskellige personligheder, der udgør besætningen. Selvom der ikke er så megen plads til de enkelte personer, så synes jeg alligevel, at det lykkes for forfatteren at opridse nogle spændende personer med meget få ord, og hun er ikke bange for at gøre det, selvom det ind imellem er personer, som hurtigt forsvinder ud af handlingen. Samtidig er det interessant at se, hvor roligt historiens tempo er til trods for, at der naturligvis også er en del actionscener (vi taler jo om pirater).

Ønskes: Lidt mere dybde og kompleksitet
Dette er en ungdomsbog, og derfor kan man ikke nødvendigvis forvente dybde i plottet. Men når nu hele konceptet er så interessant (og anderledes), så ville jeg ønske, at der var lidt flere sider og lidt mere kompleksitet i verdensopbygning og plot.

Kan bogen anbefales?
Ja, det synes jeg. Det er klart en af de bedre fantasybøger, jeg har læst i løbet af de seneste måneder. Jeg kunne som sagt godt lide den lidt anderledes verden og koncept, og persongalleriet indeholdt mange interessante mennesker. Jeg satser på at læse næste bog i serien i løbet af efteråret.

Serie: The Young Elites

Jeg introducerer nu et nyt koncept på bloggen – nemlig serieanbefalinger. Jeg har altid ment, at det var lidt bøvlet at skrive anmeldelser af bøger, der er en del af en serie. Lige så snart jeg når til anden bog i serien, så undlader jeg at skrive et resumé i anmeldelsen, da jeg ikke vil afsløre for meget af handlingen. Fremover vil jeg stadig anmelde den første bog i serien og derefter først anmelde resten af serien i et samlet indlæg. Dette gælder primært trilogier og quadrologier – er det lange serier, så vil jeg stadig kunne finde på at anmelde bøgerne i takt med, at jeg får dem læst.

Mit første serieindlæg handler om ’The Young Elites’ af Marie Lu. En dark fantasy-trilogi, jeg har læst gennem de seneste måneder og som var en virkelig positiv overraskelse.

Resumé
Serien centrerer sig om den unge kvinde Adelina, som er malfetto – et af de mennesker, der blev ramt af blodfeberen for ti år siden, hvilket satte spor på kroppen – og i visse tilfælde også gav bæreren magiske evner. Men malfettos er ikke velsete. Alene deres eksistens gør andre mennesker utrygge, og derfor bliver malfettos generet og til tider jagtet. De malfettos, der har fået magiske evner, bliver omtalt som The Young Elites, og nogle af dem er gået sammen i gruppen The Dagger Society, der slår ned på de uretfærdigheder, som malfettos udsættes for. Det er også dem, der redder Adelina, da hun er tæt på at miste livet.

Adelina finder et fællesskab hos The Dagger Society, men hun opdager også de stærke, mørke kræfter, som hun besidder. Kræfter, som kan give hende alt, men også kræfter der fortærer ens sjæl og fornuft.

En atypisk hovedperson
‘The Young Elites’ er en ret interessant serie. Udgangspunktet er som så mange andre ungdomsfantasy-serier – en ung kvinde/mand bliver undertrykt men opdager, at vedkommende besidder særlige evner, som kan redde verden – har så stor betydning for andre mennesker, at de bliver frygtet og jagtet. Sådan starter ’The Young Elites’ også, men Adelina er langt mere kompliceret end de fleste hovedpersoner, og det bliver hurtigt tydeligt, at hun ikke er den entydigt godhjertede hovedperson, man er vant til. Tværtimod drages hun mod de mørke kræfter, og det gør historien langt mere interessant. For selvom jeg som udgangspunkt gerne vil have hovedpersoner, der er lette at holde af, så er det langt mere interessant med personer, der også har mørke sider – det gør dem langt mere menneskelige og dermed også langt mere troværdige. Og Adelina er i den grad i sine følelsers vold, hvor man som læser både føler med hende men også bliver dybt frustreret, når hun reagerer uigennemtænkt og irrationelt – til stor skade for hende selv og dem, hun holder af.

Et bredt og nuanceret persongalleri
Selvom Adelina helt klart er hovedpersonen i serien, så er der heldigvis også plads til at det øvrige persongalleri kan folde sig ud, så man får et indblik i de enkelte bipersoners baggrund og tanker. Det gør dem helstøbte og spændende og giver så mange flere nuancer til historien.

Magiske kræfter med begrænsninger
Jeg er ret begejstret for konceptet bag de magiske kræfter, som personerne i bøgerne besidder. Både de forskellige variationer samt måden de fungerer på er fint udtænkt og skaber fantastiske billeder i læserens hoved. I takt med at man kommer længere ind i serien, får man også mere viden om, hvor kræfterne stammer fra, og hvilke begrænsninger de (trods alt) har. Helt klart et af de bedste magisystemer (hvis man kan kalde det det i denne sammenhæng), jeg længe er stødt på.

’The Young Elites’-trilogien er dark fantasy. Der er ikke mange lyspunkter i serien, så hvis du er til hyggelig fantasy med elversang og sød romantik, så er dette ikke en serie for dig. Til gengæld er den velskrevet og har et fantastisk persongalleri samt drama for alle pengene. Absolut en af de bedste fantasyserier, jeg længe har læst.

The Wicked Deep

Forventninger:
Jeg er flere gange stødt på ’The Wicked Deep’, når jeg har set boganmeldelser på Youtube. Jeg huskede den umiddelbart som en bog, der havde fået udmærket kritik, så da jeg faldt over den hos Ereolen Global, lånte jeg den med forventning om, at den ville være en fin og lidt sommerlig ungdomsbog.

Resumé:
For to hundrede år siden blev tre søstre anklaget for at være hekse og derefter dømt til druknedøden. Siden har de hver sommer hjemsøgt byen, der dræbte dem, for at lokke unge fyre med under vandets overflade. Hver søster tager mindst én dreng, inden pigerne atter forsvinder en måned efter. Penny er opvokset i byen og har ligesom alle andre affundet sig med den forbindelse, der hviler over byen, men i år er det anderledes. En ny dreng ankommer til byen – fuldstændig uvidende om forbandelsen – og Penny fatter straks interesse for ham. Men hvordan skal hun beskytte ham mod de hævngerrige søstre?

Det bedste:
Stemningen i bogen er spot on. Vemodig, dragende og letsindig kombineret med en smertelig forudsigelighed. Det er en historie, som udvikler sig langsomt (måske lidt for langsomt), men som også har en slutning, der er det værd.

Det værste:
Jeg syntes desværre, at personerne virkede ret simple og ikke specielt interessante. , at kærlighedsdelen var lidt svag, hvilket er særlig ærgerligt i en bog som denne, hvor den er ret essentiel for historien.

Kan anbefales til:
Er du til vemodige historier, som ikke kan garantere en lykkelig slutning, så er ’The Wicked Deep’ noget for dig. Den er ikke specielt nyskabende, men det er en fin lille historie.

The Young Elites

Forventninger:
Jeg havde virkelig ikke særlig høje forventninger til ‘The Young Elites’ af Marie Lu. Det handlede ikke så meget om, at jeg ikke brød mig om hendes ‘Legend’. Jeg frygtede, at det var endnu en standard YA med de sædvanlige klicheer såsom ‘jeg er opvokset under fattige kår men viser sig at være den udvalgte’ og ‘to fyre er dødeligt forelsket i mig, og jeg ved ikke hvem af dem, jeg skal vælge’. Men oplægget lød interessant, så jeg tog chancen.

Resumé:
‘The Young Elites’ er første bog i en trilogi af samme navn. Her følger man hovedpersonen Adelina, som er en af de mærkede – en af de børn, der overlevede blodfeberen med ar på kroppen. Men det er ikke det eneste, de børn har – mange af dem besidder nu sære og stærke kræfter, og de andre mennesker har svært ved at finde ud af, hvordan de skal håndtere disse vanskabninger, som kaldes malfettos. De bliver generet, jaget og til tider dræbt. Adelina tror ikke, at hun har særlige kræfter – indtil de en dag viser sig, og helvede bryder løs. Hun flygter og opsøger i stedet The Dagger Society, som er en gruppe særlige malfettos. Men lige i hælene på hende er inkvisitionen, for nettet strammes om vanskabningerne, og nu bliver de åbenlyst henrettet. Men hvad vil Adelina? Kan hun finde tryghed og sammenhold hos The Dagger Society, og kan de lære hende at styre de særlige kræfter, hun besidder?

Det bedste:
Dette er en bog, der byder på flere overraskelser – ikke mindst hovedpersonen Adelina, som ikke er så rendyrket god person, som hovedpersoner ellers ofte er. Hun er egenrådig, egoistisk og temperamentsfuld, og det er til tider lidt svært at holde med og af hende. Men det gør hende også interessant, for kampen mellem ‘det gode’ og ‘det onde’ raser inde i hende. I det hele taget er persongalleriet forholdsvis bredt og nuanceret. Og slutningen… den kan jeg godt lide 🙂

Det værste:
Jeg kunne godt have brugt lidt mere dybde i flere af personerne – også selvom det havde betydet en noget længere bog. Men der er en del interessante personligheder i historien, som ikke rigtig når at folde sig ud, så jeg håber, at det er noget, der vil ske i de følgende to bøger.

Kan anbefales til:
Dette er til dig, der kan lide mørke fantasyserier, hvor alt ikke er lige forudsigeligt. Det er til dig, der godt kan lide twistede hovedpersoner og til dig, der husker at have bog nr. to liggende, så du kan læse den lige bagefter – det gør jeg nemlig.

Neverworld Wake

Forventninger:
‘Neverworld Wake’ var endnu en e-bog, jeg var faldet over hos Ereolen Global uden at vide noget om den i forvejen. Jeg blev nysgerrig, da jeg læste foromtalen, som godt kunne tyde på, at denne historie kunne byde på et twist eller to – og den slags kan jeg ikke stå for!

Resumé:
Det er ét år siden, at Beatrice sidst var på Wincroft – sommerresidensen, hvor hun og hendes fem bedste venner har brugt de seneste års sommeraftener på at drømme, feste og filosofere over livet. Men i år er det anderledes, for Jim mangler. Han døde under mystiske omstændigheder sidste år, og Beatrice håber i sit stille sind, at turen tilbage vil gøre hende klogere på, hvad der egentlig skete. Men hun fornemmer hurtigt, at det kan blive svært at finde frem til sandheden – ikke mindst da de åbner døren for en fremmed, og alt pludselig forandrer sig.

Det bedste:
‘Neverworld Wake’ er den slags bog, hvor jeg keder mig lidt i starten, indtil der pludselig sker noget, som får mig op af stolen og udbryde ‘Hvad i… ‘. Det bliver stille og roligt mere og mere nervepirrende – ikke mindst fordi hovedpersonens mistro over for alt og alle smitter af på læseren. Jeg har i det hele taget en svaghed for WTF-øjeblikke i bøger og film.

Det værste:
Historiens opstart er lidt vag og kedelig, og samlet set er bogen lige en anelse for lang. Det ville have klædt bogen med en lille opstramning.

Kan anbefales til:
Er du bøger, hvor spændingen langsomt bliver bygget op, og hvor du bliver mere og mere i tvivl om, hvad der foregår, og hvem du kan stole på, så er denne bog noget for dig. Den er fyldt med frustration, forvirring og fortielse. Afslutningen af det værd.

We Were Liars

Forventninger:
Jeg var lidt usikker på, hvad jeg skulle forvente mig af ’We Were Liars’. Der har været en del mystik omkring bogen, hvilket først og fremmest skyldes, at der er et ret heftigt plottwist, så anmelderne har været ret vage med hensyn til at beskrive handlingen (tak for det) samt at kunne præcisere, hvad de kunne lide, og hvad de ikke brød sig om ved bogen. Men det var i hvert fald en bog, der fik en del opmærksomhed, da den blev udgivet, og som generelt har fået ganske gode anmeldelser.

Resumé:
Cadence holder atter sommerferie sammen med resten af familien på deres private ø. Hun bruger tiden sammen med sine fætre og kusiner og ikke mindst vennen Gat, som hun er hovedkulds forelsket i. Men noget murrer i baggrunden, noget bliver ikke sagt højt. De andre beskytter Cadence, for hun var ude for en voldsom ulykke, som hun ikke kan huske.

Det bedste:
Historien er interessant – ikke mindst på grund af den måde, den udvikler sig på. Der er noget uskyldigt ved ferieidyllen, der kommer til at stå i fin kontrast med den murrende og lidt trykkende stemning, der langsomt bygges op.

Det værste:
Jeg var ikke så vild med fortællestilen og det faktum, at der stort set ikke er noget plot i denne bog. Det meste af tiden går med, at Cadence taler på en abrupt og snørklet måde, hvilket virkede ret forceret. Det har selvfølgelig en dramatisk effekt, men det kom til at virke kunstigt.

Kan anbefales til:
Er du til ungdomsbøger, som emmer af hemmeligheder, så er denne bog måske noget for dig. Du skal være forberedt på en historie, der går meget langsomt frem, ligesom skrivestilen er lidt speciel, men jeg kan sagtens se, hvorfor den fascinere andre læsere.

They Both Die at the End

Forventninger:
Jeg må indrømme, at titlen trickede noget i mig. ’They Both Die at the End’ af Adam Silvera er så afslørende for slutningen, at det nærmest er en provokation. Og samtidig gjorde den mig også utrolig nysgerrig, for hvad sker der op til, at hovedpersonerne dør? Jeg havde generelt hørt godt om bogen inden, at jeg satte mig for at læse den, men jeg kunne ikke lure, om det var en bog, der ville tage mig med storm, eller om jeg ville ende med at synes, at den var lidt overvurderet.

Resumé:
Mateo bliver ringet op lidt over midnat af en medarbejder i Death-Cast og får besked om, at han vil dø i dag. Et andet sted i byen får Rufus samme besked. De to teenagere kender ikke hinanden, men den fælles skæbne – at de skal dø i dag – ender med at føre dem sammen og får dem ud på en rejse, de ikke havde troet mulig. For kan man virkelig lære så meget om sig selv og livet, når man kun har få timer tilbage at leve i?

Det bedste:
Det er en meget spændende præmis – hvad vil du gøre på den sidste dag, du lever, og hvordan vil du reagere over for din familie og dine venner? Vil du holde dem tæt på dig, eller vil du støde dem fra dig, så de ikke skal se dig dø? Det får bogen fint belyst ud fra hovedpersonernes handlinger og ikke mindst de bipersoner, der optræder i enkelte kapitler.

Det værste:
Jeg syntes desværre ikke, at historien var nær så rørende, som jeg havde håbet på. Først og fremmest er bogen for lang i forhold til, hvad historien kan bære, og den manglede dybde. Derudover udviklede forholdet mellem de to drenge sig hurtigt til at være så tæt, at det virkede utroværdigt og det kom til at virke forceret.

Kan anbefales til:
Er du til ungdomsbøger, der både sprudler af liv og håb men som også kan gøre lidt ondt, så er denne bog måske noget for dig.

The Sky is Everywhere

Forventninger:
Jeg havde ikke de vilde forventninger til ’The Sky is Everywhere’. Den har fået noget blandede anmeldelser hos de bloggere, jeg følger på Goodreads, og det virkede som en standard ungdomsbog, men jeg gav den ikke desto mindre en chance.

Resumé:
Lennies storesøster, Bailey, er død, og Lennie befinder sig pludselig i et tomrum, hvor hun skal finde sig selv. Midt i det hele står Baileys kæreste, Toby, som Lennie søger trøst hos, men hun møder også den musikalske Joe, som vækker hendes interesse. Hun er splittet mellem de to fyre, og samtidig opdager hun, at hun åbenbart ikke kendte sin storesøster nær så godt, som hun troede, for Bailey gemte på mange hemmeligheder…

Det bedste:
Bogen er letlæselig, og den er tilpas overfladisk til at fungere fint som ferielæsning på stranden eller i sommerhuset.

Det værste:
Jeg var mildest talt ikke særlig imponeret af denne bog. Hovedpersonen var en egoistisk, ubetænksom og i det hele taget ret tåbelig teenager, som i store dele af bogen ikke virkede særlig berørt over, at hendes storesøster var død. Jeg havde egentlig troet, at det var en mere rørende bog at læse, når nu udgangspunktet er, at hovedpersonen lige har mistet sin søster, men det blev ret overfladisk behandlet det meste af tiden. Lennie havde en utrolig lemfældig omgang med andre folks følelser, og det virkede absurd usandsynligt, at to fyre skulle være interesserede i hende på samme tid. Derudover syntes jeg ikke, at de små tekststykker, som hvert kapitel blev indledt med, virkede særlig godt – det var alt for tænkt, alt for planlagt.

Kan anbefales til:
Jeg var som sagt ikke særlig begejstret for bogen, men hvis du har et svagt punkt for trekantsdramaer og ubetænksomme teenagetøser, så er denne bog måske noget for dig.