Cirklen

Jeg har en vis forkærlighed for fantasy og sci-fi, og det viser sig især, når jeg vælger lydbøger til den daglige transport. Krimier egner sig bare ikke særlig godt, når man risikerer at blive afbrudt et vigtigt sted i handlingen af støjende trafik eller af diverse beskeder over togets højttalere.

Af samme grund kastede jeg mig over ‘Cirklen’ af Mats Strandberg og Sara B. Elfgren, som har skrevet en ungdomsroman om seks gymnasiepiger, der ikke alene viser sig at have overnaturlige evner – men også er i fare for en stærk og ond kraft, der truer og lokker dem til at opsøge deres egen død. Pigerne finder hurtigt ud af, at de er afhængige af hinanden, for de kan kun overvinde truslen ved at samarbejde, men det er langt fra let, når de ikke har noget til fælles og har svært ved at stole på hinanden.

Selvom meget af bogen fokuserer på pigernes magiske kræfter, så har jeg alligevel lidt svært ved at kategorisere bogen som fantasy. Måske fordi gymnasie- og teenageuniverset samtidig er så tydeligt. Det er ikke negativt – faktisk er det en ganske forfriskende setting – men det falder lidt til jorden, da bogen hurtig bliver ret langtrukken, og handlingen ikke rigtig rykker sig nogen steder. Læseren skifter hele tiden mellem at følge de forskellige piger og høre historien fra hendes vinkel, og det passer fint ind, men er også lidt forvirrende i starten – i hvert fald i lydbogudgaven.

Forfatterne er ikke bange for at tilføje spænding til bogen i form af et par lig – og her bruges ikke kun bipersoner’ kan jeg røbe – men jeg savnede mere spænding i anden halvdel af bogen, som blev alt for vævende og kedelig. Det ærgrer mig, at anden del af bogen helt tabte mig, for første del var udmærket, men lige nu kan jeg ikke forestille mig, at jeg vil kaste mig over en evt. to’er til denne bog.

2 thoughts on “Cirklen

  1. Hmm havde egentlig håbet den var et hit, har overvejet at læse den, men orker ikke rigtig en bog der ligesom dør på midten…
    Tak for anmeldelsen 🙂
    KH Micha

  2. Hej Micha!
    Jeg havde læste et par lunkne anmeldelser af bogen inden, men da jeg kunne låne den på netlydbog.dk, måtte jeg alligevel prøve den. Synes desværre at kritikken af den langtrukne stil var korrekt – den bog burde have fået en strammere redigering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *