Damernes detektivbureau nr. 1

Denne bog har jeg gået og luret på gennem flere år, for jeg syntes, at oplægget lød både sjovt og interessant, så da jeg så bogen på netlydbog.dk, lånte jeg den for at kunne høre den på de daglige togture.

‘Damernes detektivbureau nr. 1’ er skrevet af Alexander McCall Smith og er første bog i en serie om Precious Ramotswe – Botswanas første kvindelige detektiv. Hun starter op under meget sparsomme forhold, for alt hvad hun behøver er en varevogn, et par borde og stole, en telefon og en skrivemaskine.

Precious er ikke den traditionelle, plagede noir-detektiv med alkoholproblemer. Tværtimod sprudler hun er energi og varme, og hun løser ofte opgaverne klogt – men til tider også ret utraditionelt. Opgaverne er måske ikke så store – ej heller så dramatiske og neglebidende spændende – men Precious klarer mange problemer, som de lokale kunder sætter pris på.

Det er en noget anderledes krimi – hvis man da kan kalde det en krimi, for beskrivelsen af lokalområdet og beboerne fylder mere end selve opklaringsarbejdet, og bogen har også et så hyggeligt skær, at jeg har lidt svært ved at sætte den i direkte forbindelse med krimigenren. Der er en dejlig lun humor i bogen, som ind imellem fik mig til at smile, og jeg tænkte undervejs, at det er en bog, der ville egne sig ganske fint som underholdning i sommerferien.

Når jeg alligevel ikke er så begejstret for bogen, skyldes det først og fremmest, at jeg fandt bogen lidt fragmenteret og småpludrende. Der var lidt for mange små sager, hvor jeg hellere havde set én solid hovedhistorie. Jeg ærgrer mig over, at bogen ikke formåede at fange mig, som jeg ellers havde håbet på, for jeg kan godt lide oplægget, og så er der efterhånden en del bøger i serien. Men jeg vil ikke afvise, at jeg kan finde på at læse den næste bog på et tidspunkt – gerne i en sommerferie.

4 thoughts on “Damernes detektivbureau nr. 1

  1. Jeg var ret glad for bogen, dybest set af de samme årsager, som du nævner: Varmen, menneskeligheden og ikke mindst det noget anderledes billede, der gives af Afrika.

    Den manglende hovedhistorie irriterede mig ikke, men jeg slap også ret hurtigt krimibrillerne og flød med fortællingen. eg har også kun læst bind 1, men måske er der en mere fokuseret historie i næste bind? Nu er persongalleriet i hvert fald etableret, så forfatteren ikke skal tænke på den del.

    Min anmeldelse: http://beldenak.wordpress.com/2013/10/11/alexander-mccall-smith-damernes-detektivbureau-nr-1/

  2. Jeg tror også, jeg vil forsøge mig med næste bog på et tidspunkt. Jeg ærgrede mig om sagt over, at jeg ikke var så begejstret for bogen, som jeg håbede på, for der var flere tiltalende elementer ved bogen – helhedsbilledet var bare ikke så positivt til sidst, som jeg ønskede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *