Dash & Lily’s Book of Dares

Denne bog var en af de mest populære julebøger sidste år, men der nåede jeg ikke at læse den – og jeg havde egentlig heller ikke troet, at jeg ville nå det i år, indtil jeg fandt den på tilbud til Bookoutlets store Black Friday-udsalg.

‘Dash & Lily’s Book of Dares’ er skrevet af Rachel Cohn og David Levithan. Den handler om den sekstenårige Lily, der få dage før jul efterlader en rød notesbog i den store boghandel, The Strand. Notesbogen indeholder en række anvisninger, som den, der åbner bogen, skal følge, inden vedkommende afleverer bogen tilbage med en ny opgave i. Det bliver teenagedrengen Dash, der finder bogen, og heldigvis er han med på spøgen, så snart udveksles bogen igen og igen i de kolde decemberdage med en masse sjove opgaver og udfordringer – dog uden at Dash og Lily møder hinanden. Alligevel vokser der snart et venskab frem mellem de to, men også spinkle håb og drømme om, at den anden måske er den eneste ene…

Som bogelsker er selve starten på denne bog – at finde en personlig notesbog med opgaver og tanker i en boghandel – selvfølgelig en skøn vinkel på historien, men det er nu ikke, fordi den del fylder så meget. Det er snarere teenagernes tanker om livet, julen, håb og drømme, der fylder siderne, og det er langt hen ad vejen både hyggeligt, sødt og til tider tankevækkende.

Den første halvdel af bogen var meget, som jeg forventede – sød, sjov og med en spirende romantisk tone mellem de to, men derefter tog historien en underlig drejning, jeg ikke brød mig om. Pludselig skete der flere ekstreme ting, som brød magien og både virkede hysterisk og helt ude af kontekst. Det irriterede mig grusomt og ødelagde meget af læseoplevelsen. Jeg forstod i det hele taget ikke helt, hvorfor forfatterne havde valgt denne vinkel.

Det var dog dialogen, som jeg brød mig mindst om – ikke gennem notesbogen men når Dash mødte Lilys familiemedlemmer, eller når Lily mødte Dash’ venner. Flere gange sad jeg og undrede mig dybt over, hvorfor dialogen skulle være så konstrueret og mystisk. Der er jo ingen, der taler på den måde til mennesker, de møder for første gang! Det virkede falsk og dermed også ligegyldigt.

Bogen havde potentiale til at fortælle en sød, romantisk historie, der foregår ved juletid, men i stedet bliver det en halvrodet affære med utroværdige episoder og irriterende dialoger. Hvis du går i gang med at læse den, så stop, når du er ca. halvvejs – jeg syntes i hvert fald, at det var noget af et antiklimaks at læse den anden halvdel, og efter de føromtalte ekstreme passager, så kunne bogen ikke vinde mit hjerte.

7 thoughts on “Dash & Lily’s Book of Dares

  1. Hm… Jeg er lige begyndt på den her til eftermiddag, og har indtil videre kun læst anmeldelser, der siger meget det samme som dig. Jeg vil så gerne tro på, at den er fin og hyggelig (uden de store forventninger), men nu sidder jeg og overvejer om den overhovedet er værd at bruge tiden på?

  2. Hehe, jeg kan godt huske din anmeldelse og forstår dig godt. Jeg var slet ikke så begejstret, som jeg havde håbet. Havde ellers forventet julestemning og en rigtig sød historie, men jeg syntes desværre, det haltede lidt.

  3. Nu vil jeg ikke afskrække dig helt, for folks smag er jo forskellig, men jeg syntes som sagt, at den var noget rodet. Første halvdel var sådan set fin, mens anden halvdel… ikke rigtig var noget for mig.

  4. Jeg endte med at læse den i går aftes, og jeg synes faktisk den var rigtig hyggelig. Jeg er (tror jeg) helt med på hvad det er for hændelser i anden del, der gør, at du ikke var vild med den – jeg er sådan set enig. Der er flere af de senere hændelser, der enten virker overgearede eller unødvendigt dramatiske ift hvad det er for en historie (man regner med) forfatterne forsøger at fortælle.
    Men den var alligevel ret sød, og jeg var ganske glad for næsten alt andet end de scener 🙂

  5. Pingback: Bogindkøb – før og efter jul | Den Lille Bogblog

Skriv et svar til Piskeriset Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *