Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt

Havde jeg ikke læst flere rosende anmeldelser af denne bog, ville jeg næppe have givet mig i kast med den, men da det var muligt at hente den gratis som lydbog på P4’s hjemmeside i sidste måned, blev jeg fristet. Nu anmelder jeg sjældent de lydbøger, jeg hører, men denne her gjorde alligevel tilpas meget indtryk.

‘Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt’ af Jonas Jonasson er en fantastisk farverig fortælling om svenske Allan Karlsson, der stikker af fra plejehjemmet på sin 100-års fødselsdag og hurtigt får rodet sig ud i kriminalitet og mord – dog med et glimt i øjet, for det var sandelig ikke med vilje! Han får snart følgeskab af en ret broget flok, og bogen skifter mellem at fortælle om deres oplevelser i nutiden og Allans liv gennem det 20. århundrede. Og der er meget at fortælle, for han har været vidt omkring.

Jeg blev med det samme fanget af den lune og tilbagelænede ironi, som forfatteren benyttede, og den første halvdel af bogen slugte jeg hurtigt. Bogen er blevet sammenlignet med Forrest Gump, og det er ikke uden grund. Hovedpersonen har en ejendommelig evne til at støde på de største og mest kendte statsledere i det 20. århundrede, som han i de fleste tilfælde får et godt forhold til, og der er nærmest ikke grænser for de mærkværdigheder, han får rodet sig ud i. Det er også her, at jeg tabte pusten, for det blev hurtigt lidt for søgt, lidt for heldigt, lidt for meget. Starten af bogen var god, for den fokuserede på nutiden, og det er den del af bogen, der helt sikkert fungerer bedst, men jo længere ind i bogen, man kommer, jo mere fylder fortiden. Hen mod slutningen bliver fortællingen i nutiden også lidt for heldig og godmodig, og det ærgrer mig svært, at en bog, der starter så godt, ender med at blive en rodet oplevelse.

Bogen ville gøre sig bedre ved at være kortere og skære ned på antallet af flinke statsledere. Det virker lidt som om, at forfatteren hen mod slutningen pludselig indser, at det nok er bedst, at det ikke slutter alt for dramatisk og derfor gør en række knapt så elegante krumspring for at gyde olie på vandene.

Er du til fantastiske fabler, hvor realisme er en by i Timbuktu, og hvor nøgtern lune og ufattelig held er i højsædet, så bør du overveje denne bog, for uanset min kritik er bogen langt hen ad vejen velskrevet og hyggelig læsning.

10 thoughts on “Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt

  1. Nikoline – jeps. Jeg synes generelt, at jeg plejer at få en masse gode læseoplevelser, men jeg synes nu, at der har været lidt for mange knapt så heldige her i efteråret/vinteren 🙂

  2. Pingback: Den utrolige historie om fakiren der sad fast i et IKEA skab | Den Lille Bogblog

  3. Pingback: Analfabeten der kunne regne | Den Lille Bogblog

  4. Pingback: Sameland | Den Lille Bogblog

  5. Pingback: En mand der hedder Ove | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *