Den hvide dronning

Jeg har længe ønsket at gå i gang med Phillipa Gregorys bøger, så da jeg sidste år opdagede, at HBO Nordic sendte tv-serien Den hvide dronning bygget på bogen af samme navn (skrevet af Phillipa Gregory), måtte jeg selvfølgelig se den. Desværre blev jeg ret skuffet, og det skyldtes nok først og fremmest, at jeg syntes, at hovedpersonerne havde lige så megen charme som et par slidte, udtrådte træsko (undskyld til jer, der elsker tv-serien, men de skuespillere siger mig altså intet).

Det afskrækkede mig lidt… for en tid… indtil jeg for nylig så, at Ereolen.dk har hele trilogien, ‘Rosekrigene’, som ‘Den hvide dronning’ er første del af, og så var der ikke flere undskyldninger.

‘Den hvide dronning’ foregår i midten af 1400-tallet i det engelske kongehus. I bogen følger man adelsdamen Elizabeth Grey, som får charmeret den noget yngre konge og kvindebedårer, Edward IV af huset York. De bliver til alles overraskelse gift og fremstår som et stærkt par, til trods for at kongens rådgivere absolut ikke bryder sig om Elizabeth. Det er dog ikke parrets eneste udfordring, for der er andre, der ønsker at sidde på Englands trone, og i baggrunden er der intriger og rænkespil. Hvem kan man stole på – hvem er ven, og hvem er fjende?

Bogen giver et interessant og medrivende indblik i en del af Englands historie, som jeg ikke kendte meget til i forvejen. Selvom jeg efterhånden har læst en del historiske romaner, så bliver jeg gang på gang chokeret over omfanget af intriger og magtkampe – selv internt i de adelige familier – og det er nærmest et under, at menneskeheden ikke for længst har udryddet sig selv, når man læser om, hvor grusomme og magtliderlige mennesker kan være.

Elizabeth er ingen undtagelse. Hun er faktisk ikke en særlig sympatisk hovedperson, hvilket jeg havde det fint med, selvom jeg normalt har det lettere med at blive grebet af en bog, hvis jeg kan sympatisere med hovedpersonen. Men hun virker meget troværdig, selvom hendes kamp for at beholde magten gør hende snæversynet og skinger i sin fremtoning. Jeg kunne bedre lide denne fremstilling af hende frem for i tv-serien, for det var som om, at hun virkede mere levende i bogversionen med flere nuancer og personlighed.

Jeg var til gengæld ikke særlig vild med oplæsningen af denne lydbog. Oplæseren i sig selv var der ikke noget i vejen med, men jeg syntes desværre, at hun var fejlcastet til bogen. Jeg havde meget svært ved at abstrahere fra stemmen i starten. Bogen har Elizabeth som fortæller, og hun skal forestille at være 28 år, da historien begynder, men desværre passede oplæserens stemme mere til en på 50 år. Det var ikke særlig heldigt, og det gjorde måske også, at Elizabeth lød lige en tand mere bitter og fornærmet, end det måske var tanken. Om ikke andet så gjorde det hende endnu mere usympatisk.

Der var passager, der ikke interesserede mig så meget, og derfor var læseoplevelsen lidt svingende undervejs, men – uden at afsløre for meget – jeg syntes, at den sidste tredjedel var ret interessant og gjorde, at fortællingen ikke var nær så klassisk, som man kunne forvente. Det tydeliggjorde også hvilke sindrige rænker, adelen kunne finde på at spinde, og hvor hjælpeløse menigmand var, når først adelen trak våben.

Alt i alt var det en glimrende læseoplevelse. Hvis du godt kan lide at læse historiske romaner og samtidig kan abstrahere fra, at personerne ikke er særlig sympatiske i denne bog, så giver ‘Den hvide dronning’ et udmærket indblik i det engelske hofs intriger i 1400-tallet.

3 thoughts on “Den hvide dronning

  1. Pingback: Den røde dronning | Den Lille Bogblog

  2. Pingback: Skæbnehjulet | Den Lille Bogblog

  3. Pingback: Kongemagerens datter | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *