Den Røde Boomerang

I sidste måned blev jeg kontaktet af en forfatter, som ville høre, om jeg ville læse og anmelde hans seneste bog. Da jeg havde læst fortalen, takkede jeg ja, for det lød interessant, og så er det jo altid spændende at stifte bekendtskab med nye forfatterskaber.

‘Den Røde Boomerang’ af Kim Jørgensen lægger ud med et møde mellem to mænd, som ender med, at den ene trækker den andens livløse krop ind i en bil og lader den forsvinde i det kolde søvand. Imens står en anden mand i skjul og betragter hele sceneriet. Gerningsmanden – det succesfulde og skruppelløse byggematador Klaus Winther – har dog mange ugerninger på samvittigheden, og selvom han sikkert og fejlfrit er styret udenom problemerne i mange år, så må han efterhånden indse, at han har ødelagt så mange menneskers liv, at der er flere, som mener, at regnskabets time er kommet.

Det er en kort – kun lidt over 200 sider – og lettilgængelig bog. I starten var den lige lovlig letbenet i sproget og mindede mig mest om en ungdomsroman. Sproget var lidt for simpelt, der var flere korrekturfejl, og der var også en række gentagelser. Men da jeg nåede et stykke ind i bogen, gled historien lettere og mere naturligt og bød på flere gode momenter. Forfatteren har gjort en del ud af at inkludere flere ‘hemmelige’ personer, forstået på den måde at det længe står uklart, hvem der optræder i de enkelte passager, og det er jo en smagssag, om man kan lide det. Personligt gjorde det mig ikke det store, men det blev brugt i et omfang, så det virkede som en lidt for let løsning.

Hovedskurken havde jeg det til gengæld lidt sværere med, da han virkede lidt for karikeret og skurkagtig til en dansk setting. Hans handlinger var for planlagte, for bombastiske, for perfekte.

Slutningen af bogen er desværre ret kort. Der skal pludselig forklares meget på ganske få sider, og der synes jeg, at metoden er for let (hvordan kan jeg ikke komme ind på her, hvis du gerne vil læse bogen på et tidspunkt). Så hellere bruge flere sider på den. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *