Den ydmyge amulet

Denne bog købte jeg i foråret efter at have fået den anbefalet af Boglabyrinten. Jeg kunne dog ikke rigtig komme i gang med den før for nogle dage siden, da jeg trængte til noget fantasy og opdagede bogen, som lå i en bogstak ved sengebordet.

‘Den ydmyge amulet’ er skrevet af Sascha Christensen og er hendes debutroman. Hovedpersonen er den unge magiker Josephine Teller, som er flyttet til en mindre by sammen med sin faster og onkel, der vil åbne et hotel. Josephine er ret træt af situationen og har bestemt ikke lyst til at deltage i hotel-forberedelserne, men da det viser sig, at huset bærer på mørke hemmeligheder og et problem, hun som magiker på bør løse, påtager hun sig straks ansvaret. Snart er hun rodet ind i problemer, hvor hun ikke kan gennemskue, hvem der er ven, og hvem der er fjende, så hun må stole på sin intuition. 

Bogen er i genren ‘moderne fantasy’ – forstået på den måde, at handlingen så vidt jeg kan se foregår i nutiden, men har tydelige fantasytræk såsom magi, alfer og hekse. Starten er lidt forvirrende – det er først langt inde i bogen, at du får en forklaring på, hvorfor bogen starter, som den gør, og af samme grund var jeg lidt skeptisk, da jeg gik i gang med bogen. Efter få kapitler begyndte historien dog at tage form, og snart slugte jeg den ene side efter den anden.

Overordnet er fortællingen medrivende og interessant. Spændingen stiger, og forfatteren stiller flere og flere spørgsmål undervejs, som er med til at pirre læseren. Det er lige ved at kamme over til sidst, hvor det efterhånden er svært at vente på svarene, men jeg synes, at balancen er ok. Til gengæld er der forklaret lidt for meget enkelte steder – det bliver lidt for tænkt og konstrueret, som om forfatteren har lagt et kompliceret puslespil – og den slags skal netop ikke være tydeligt.

Det er som sagt en debutroman, og de enkelte småskavanker, der er ved bogen, er sandsynligvis væk i den næste bog i serien. Jeg har under alle omstændigheder tænkt mig at læse mere i serien, for ‘Den ydmyge amulet’ var ganske lovende, og det er ikke så underligt, at den vandt Orlaprisen for bedste fantasybog i 2010.

6 thoughts on “Den ydmyge amulet

  1. Jeg fik bogen i julegave sidste år, og var meget begejstret for den. Nu har jeg så fundet 2'eren til en fornuftig pris, så den står hjemme på hylden og venter på at blive læst.

  2. Louise – jeg var også tilfreds, da jeg først var kommet godt i gang med bogen. Tror jeg skal have fat i nr. to her i løbet af efteråret, for den serie vil jeg godt følge med i 🙂

  3. Sabrina – jep, det gjorde jeg også – altså købte den og lod den stå på hylden i et godt stykke tid. Nu har jeg lånt nr. 2 i serien, som jeg håber på at få læst i løbet af den næste måneds tid 🙂

  4. Pingback: Heksens arving | Den Lille Bogblog

  5. Pingback: De unaturlige | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *