Der var engang en mand

Jeg har hørt flere af Majse Njors bøger som lydbøger og var fint underholdt af ‘Michael Laudrups tænder’ og ‘Charlie Hotel Oscar Kilo’, som hun skrev sammen med Camilla Stockmann. 

I ‘Der var engang en mand’ går hun nye veje, da denne handler om den midaldrende Carsten, som en dag får nok af hverdagslivet, der er fyldt med sure pligter og folk, der gerne vil bestemme over hans liv. Han beslutter sig for at smutte sydpå – ned mod Afrika, hvor eventyrene venter! Carstens oprør løber dog ikke upåagtet hen, og snart fatter medierne og ikke mindst andre mænd interesse for hans rejse. Carstens oprør er ikke bare et personligt oprør – det er tøffelheltens oprør, og Carsten bliver opsøgt af adskillige mænd, der ser op til ham og vil følges med ham på den (dannelses-)rejse, som han har begivet sig af sted på. Carsten forstår ikke helt postyret og forsøger flere gange at flygte fra de tilbedende mænd, men det er ikke let. Samtidig er der forholdet til hustruen, som han savner. Han begynder at savne hende, og måske var ideen med at flygte fra det hele alligevel ikke så god, når det kommer til stykket?

Tøffelheltens oprør mod hverdagen og ikke mindst de folk og det samfund, der dominerer ham, er ikke nyt, men denne udlægning har alligevel sin charme. Flere gange sad jeg og fnes over de absurde situationer, som Carsten kommer i, når hans fans forsøger at mænge sig med ham, men desværre taber historien hurtigt pusten undervejs og ender med at være en halvkedelig affære. Carstens fans er i flere tilfælde utroværdige, overkarikerede mænd, og det gør desværre, at humoren ikke bliver særlig skarp men fungerer mere som små, hyggelige skvulp, der dukker op hist og her.

Jeg savner en mere rå kant på fortællingen og et persongalleri, som har mere dybde og troværdighed. Der måtte godt være flere finurligheder undervejs – og knapt så megen af den alvor, som Carstens kones dagbog bidrager til, for selvom det giver historien en ny vinkel, så er det samtidig også med til at gøre den alvorlig. Noget, der falder helt uden for den humoristiske tone, som bogen ellers forsøger at holde.

Bogen ligger desværre langt fra den underholdning, som forfatterens tidligere bøger har budt på, men jeg håber, at Majse snart er tilbage i vanlig stil, for hun har en fantastisk humor.

2 thoughts on “Der var engang en mand

  1. Hvilke dele brød du dig for eksempel ikke om?

    Jeg har desværre ikke set The Borgias endnu, men den står som en af de næste serier på min liste, jeg gerne vil se. Den ser nemlig ret interessant ud, og så kender jeg mig lidt til deres historie i forvejen.

  2. Andra – jeg var ikke så vild med anden halvdel af første sæson. Der gik handlingen nærmest i stå, og afsnittene handlede om det samme. Det meste af anden sæson var god, mens der i tredje var der lige lovlig mange afsnit, der handlede om politik og bondeoprør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *