Dewey – bibliotekskatten, der ændrede verden


Har du bemærket, at mange litteraturelskere og bognørder elsker katte? Måske fordi katte er glimrende selskab, når man læser bøger – enten når de ligger i ens skød eller oven på ens ben imens og bare venter på at blive kløet bag øret. Jeg har altid elsket katte og har – selvfølgelig – også et par katte i dag, så da jeg første gang hørte om ‘Dewey – bibliotekskatten, der ændrede verden’, så vidste jeg, at det ville være en bog for mig. Medic var tilmed så sød at sende sit eksemplar af bogen til mig, da hun havde læst den. Tusind tak 🙂

Bogen er skrevet af Vicki Myron, den bibliotekar, der en kold januarmorgen finder en lille forfrossen otte uger gammel killing i bibliotekets bogafleveringskasse. Sammen med et par af de andre ansatte sørger hun for at varme og fodre killingen, så den snart ligger trygt i hendes arme og spinder. Vicki får en idé. Vil det ikke være oplagt, at biblioteket får sin egen kat? Hun har hørt om andre biblioteker, der har en kat gående, og det lykkes hende at overbevise ledelsen om, at de skal gøre et forsøg. Og det mere end lykkes. Dewey, som katten kommer til at hedde, føler sig hurtigt hjemme, og snart er han en fast del af staben. Han tager imod de besøgende og charmerer dem alle, og inden længe begynder folk at valfarte til biblioteket for at se bibliotekskatten. Dewey er ikke længere ‘bare’ en kat – han er byens måske største attraktion, og hans tilstedeværelse kommer til at påvirke byen i mange år frem.

Lad mig være ærlig og sige, at denne bog er først og fremmest for katteelskere. Du vil måske også nyde bogen, selvom du ikke er synderlig begejstret for katte, men denne bog henvender sig i den grad til os, der ikke kan stå for de kære men stædige dyr. Det er en bog, der emmer af kærlighed til katten Dewey, og selvom det ind imellem fører til lige lovlig megen overfortolkning og menneskeliggørelse af katten, så kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, for noget af det er sandsynligvis rigtigt.

Bogen handler ikke kun om Dewey – den handler også om den lille by, han bor i, og ikke mindst om Vicki Myron selv. Hvor det giver fin mening at inddrage byens udvikling i historien (selvom det ind imellem virker lidt påklistret), så synes jeg, at kapitlerne om Vickis liv er knapt så relevante. Det giver flere steder et noget ujævnt historieforløb, og flere af episoderne fra hendes liv har i mine øjne intet med Dewey at gøre.

Det er en skøn og hjertevarm fortælling, og selvom den ind imellem bliver meget amerikansk mht. hvor sentimental og overfortolkende historien fortælles, så er det alligevel en hyggelig og letlæst bog. Det er på ingen måde et stort, litterært værk – sproget er ordinært og til tider trivielt – men det er en fin lille historie om en kat, der i den grad tog folk med storm.

… og nu skrev jeg jo, at jeg også har et par katte, så dem får I et billede af her til slut:

 

6 thoughts on “Dewey – bibliotekskatten, der ændrede verden

  1. Tusind tak! ♥
    De er ikke altid lige lette at tage billeder af pga. farven.

    Nej vel? Jeg kunne heller ikke stå for kombinationen bøger + katte 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *