Droppet: Duma Key

Det er meget sjældent, at jeg dropper en bog. Jeg er dog blevet lidt bedre til det de senere år, da jeg har indset, at der er ingen grund til at læse en bog færdig, hvis man skal tvinge sig selv gennem kapitlerne. ‘Duma Key’ fik den tvivlsomme ære at blive droppet – og det er første gang, det er sket med en bog af Stephen King!

‘Duma Key’ handler om Edgar Freemantle – en mand, der egenhændigt stablede en succesrig virksomhed på benene og tjente kassen. En dag kommer han dog ud for et uheld, der er tæt på at koste ham livet, og bagefter kæmper han ikke kun med fysiske skader men også med hukommelses- og temperamentsproblemer, der skyldes ulykken. Hustruen går fra ham, og Edgar er pludselig alene. En psykiater anbefaler ham at skabe en ny start – for eksempel at flytte væk og bruge en periode af sit liv på noget, der gør ham glad. Edgar beslutter sig for at flytte til Floridas kyst og begynder at tegne. Hans tegninger er gode – rigtig gode – men efterhånden bliver Edgar mere og mere bekymret. Han kommer nærmest i trance, når han tegner eller maler, og flere og flere sære ting opstår i kølvandet af tegningerne…

Jeg kom ca. halvvejs i denne bog, inden jeg gav op. Den var simpelthen kedelig! Handlingen stod i stampe, og det var lidt uklart, hvad forfatteren ville med bogen. Samtidig var hovedpersonen hverken særlig sympatisk eller interessant, og der var ikke rigtig noget, der talte for, at jeg skulle læse bogen til ende. Jeg hørte lydbogsudgaven af bogen, så jeg kunne ikke en gang sætte læsetempoet op, og til sidst tog min mp3-afspiller beslutningen for mig, eftersom den pludselig genstartede bogen! (jeg havde glemt at slå låsefunktionen til, så da jeg ved et uheld fik rørt spolefunktionen, hoppede afspilleren tilbage til start).

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle opgive at læse en Stephen King bog færdig, men der tog jeg fejl. Desværre. Det er ret trist, når en af yndlingsforfatterne står bag en skuffende læseoplevelse.

6 thoughts on “Droppet: Duma Key

  1. Kender det godt – på en eller anden måde er det ikke særligt fedt at droppe en bog, men når den ikke kan holde interessen, så skal man jo ikke blive ved med at tvinge sig til at læse den. Har gjort det med et par enkelte, men det sker sjældent. Har sat Under the dome på stand by, men det er mere fordi jeg syntes den blev for ond. Skal nok komme tilbage til den – ligesom med Freedom af Frantzen…

  2. iiih æv at det skulle ske! 🙁
    Er dog sådan ret enig – det er lidt en småkedelig bog, han har skrevet MANGE bedre. Det er nok en af de bøger, der fik folk til at sige, at han var ovre sine bedste år. (Men det var han jo slet ikke – 22.11.63!! :D)

  3. Ja, det overraskede mig også. Jeg dropper sjældent en bog – og det har jeg aldrig før gjort med en King-bog! :-O
    Jeg er dog glad for, at jeg havde denne oplevelse i forbindelse med min King-måned, for der er et par andre bogoplevelser, der til gengæld var fuldstændig spot-on – 'Joyland' og '22.11.63' 😉

  4. Pingback: Full Dark, No Stars | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *