Ferielæsning i lange baner

Jeg kan nok godt få hjælp til det der afslapning… 

Som så mange andre bogorme har jeg planer om at læse en masse i min ferie. Pt. har vi ikke de vilde planer, så jeg håber, at vejret bliver fantastisk. Så jeg kan ligge på et tæppe på græsplænen og sluge den ene bog efter den anden! Hvis vejret bliver dårligt? Jamen så flytter jeg ind på sofaen i stedet 😀

Jeg har en tendens til at gemme de tykkeste bøger til ferien, og denne sommerferie er ingen undtagelse, for der har jeg tænkt mig at læse den danske zombiebog, ‘Pandaemonium’. Det kan godt være, at det ikke er den helt rigtige årstid til zombielæsning, men nu kan jeg ikke vente længere! Desuden er bogen også på listen over de 24 bøger, jeg skal læse i år, så hvorfor vente?

På samme liste står også en anden uhyggelig bog, nemlig ‘Kraken’. Den fik jeg i fødselsdagsgave, og den er jeg ret spændt på, for jeg har længe ønsket at læse noget af China Melville.

Jeg har også noteret, at jeg skal læse ‘Uglies’, som har fået rimelig gode anmeldelser. Jeg er dog også stødt på flere bogbloggere, der ikke var så imponerede af bogen, men lad os nu så – jeg håber, det er en positiv overraskelse og ikke endnu en mainstream teenagebog.

De senere år har jeg læst en del klassikere, og der skal da også læses mindst én klassiker i løbet af sommerferien. Sidste år købte jeg ‘Don Quixote’ og havde egentlig tænkt mig at læse den der, men det blev ikke til noget. I år skal det endelig være! Jeg har lige købt billetter til teaterforestillingen, der bliver vist i starten af 2014, så det er meget passende, at jeg lige får opfrisket handlingen inden da.

Jeg er i gang med lige lovlig mange serier i øjeblikket, og det vil jeg gøre noget ved. Derfor er det min plan at få læst de to sidste bøger i Cæsar-serien af Conn Iggulden. Anmeldelsen af 2. bog i serien ligger her på bloggen.

Om der bliver tid til flere bøger ved jeg endnu ikke. Det kan være, jeg også får presset et par anmelder-bøger ind, meeen der skal jo også være tid til andre ting i ferien såsom vennebesøg, brætspil og udflugter 🙂

12 thoughts on “Ferielæsning i lange baner

  1. Åh den skønne lille missekat! Hvis der er nogen der kan slappe den, så er det de katte 😉

    Uglies har også været på min læseliste i rigtig lang tid, og den har også fået forholdsvist gode anmeldelser på Amazon, og synes temaet er ret interessant!

    Glæder mig til at læse din mening om dem, når du får dem læst, og det gør du helt sikkert før mig 😉 😉

    – Maj 😀

  2. Fantastisk med læsehygge og en spindende kat. Det er den perfekte kombination.
    Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om Don Quixote. Jeg har det selv en smule anstrengt med lige netop dén bog.

  3. Nåhh.. hvor er din kat sød! :0) Jeg har ikke selv taget mig sammen til at læse Uglies endnu, jeg glæder mig til at høre hvad du synes om den

  4. Lyder som mine sommerplaner.. Drømmer om godt vejr og tæppe i haven hvert år.. men desværre kommer der altid alt mulig andet også.. så det bliver aldrig så meget læsning som jeg håber..

    men lykke til. Hyg dig med læsningen 😀

    Har ik læst nogen af bøgerne du nævner.. så ser frem til dine anmeldelser 🙂

  5. Rikke'M – den er jeg også spændt på. Jeg har meget blandede oplevelser med klassikerne, så jeg ved ikke helt, hvad jeg kan/bør forvente. Men jeg håber selvfølgelig på en god læseoplevelse 🙂

  6. MoonStar – det kender jeg godt! Sidste år var det vejret, der 'kom i vejen' *suk* Jeg må hellere sørge for også at få lidt læsetid på tæppet i morgen – det er om at gribe chancen, når den er der!

  7. Nikoline – det er nemlig den perfekte måde at læse bøger på! Jeg kan afsløre, at han allerede har ligget og daset på tæppet sammen med mig flere gange i den forløbne uge 🙂

  8. Sara – mange tak! Indtil videre har jeg fået læs Uglies og Don Quixote og er godt i gang med Pandaemonium. De fleste sider er blevet læst ude i det gode vejr 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *