Forever

Jeg er kommet godt i gang med årets bogudfordringer. Jeg har allerede læst og blogget om flere Anne McCaffrey-bøger, og nu har jeg også færdiggjort den første serie i 2014!

‘Forever’ er skrevet af Maggie Stiefvater og er tredje og sidste bind i trilogien. Jeg har tidligere anmeldt ‘Shiver’ og ‘Linger’. Ligesom ved anmeldelsen af 2’eren vil jeg ikke opsummere handlingen i ‘Forever’, da det vil røbe for meget om de foregående bøger.

I min anmeldelse af ‘Linger’ kritiserede jeg bogen for, at tempoet var alt for langsomt. Dette lider ‘Forever’ heldigvis ikke lige så meget af, selvom jeg stadig gerne have set, at der var strammet lidt op hist og her.

Der er lidt mere kød på historien i den tredje bog, og personerne har også fået lidt mere dybde, hvilket hjælper en hel del på læseoplevelsen. I de tidligere bøger virkede mange af personerne endimensionale og ligegyldige, men nu fik flere af dem lov til at udvikle sig. Jeg er dog stadig ikke synderlig imponeret over personbeskrivelserne, og der er stadig en vis distance over dem – som om de aldrig rigtig bliver levende i min fantasi og dermed ikke rigtig formår at fortælle en levende og medrivende historie.

Jeg synes, der er mere på spil i denne bog – eller også er historien bare mere sandsynlig. I hvert fald var udfaldet ikke lige så let at gætte, og selvom jeg ikke blev voldsomt overrasket over slutningen, så tog forfatteren et par interessante valg.

‘Forever’ var klart bedre end ‘Linger’ (som i bund og grund ikke burde være blevet udgivet – den virkede i hvert fald som en dårlig undskyldning for en 2’er). Jeg var desværre ikke så begejstret eller rørt over serien, som jeg havde håbet, men det er en lettilgængelig ungdomsserie, som man hurtigt kan læse – og glemme.

2 thoughts on “Forever

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *