Fortabt

Kender du det: At gå i gang med en bog, du ikke har særlig høje forventninger til og faktisk blive positivt overrasket? Det er så fedt, når det sker!

Jeg fandt ‘Fortabt’ af Jana Oliver på Ereolen.dk. Det er første bog i ‘The Demon Trappers’-serien, og den lød ærlig talt en smule kliché – sådan en “YA-fantasy med en sej tøs, der har en helt særlig rolle, for hun er muligvis er den eneste, der kan redde hele verden”. Det har man jo set før – med varierende succes.

I ‘Fortabt’ følger man den 17-årige Riley, der bor sammen med sin far i en fremtid, der kun ligger få år fremme. Her er samfundet brudt sammen, og dæmoner jager på Jorden. Rileys far er dæmonjæger, og hun håber på at kunne træde i hans fodspor, men det er ikke just let at overbevise nogen om, at hun skal oplæres i dette fag. Men så opstår der komplikationer, og pludselig får Riley faktisk muligheden, selvom det bliver under forhold, hun godt kunne have været foruden…

Se, denne bog overraskede mig som sagt positivt. Jeg syntes, det var en interessant verden og en spændende konflikt, som forfatteren havde skabt, og den virkede ikke som et håbløs rip-off af andre bøger i samme genre. Man føler, at der er noget på spil, og at man ikke kan vide sig sikker i den verden.

Riley er en fin hovedperson, men jeg følte ikke noget særligt for hende. Der var på et tidspunkt, hvor hun blev lige lovlig sur emopige, der hader verden, men man kan sådan set godt forstå hendes reaktion i forhold til bogens handling. Der var dog flere interessante bipersoner, som var med til at løfte historien.

Jeg er som bekendt ikke vild med trekantsdramaer, og jeg frygtede virkelig, at der ville komme sådan et undervejs. Det gjorde der heldigvis ikke, selvom der flere gange blev antydet en række potentielle kærlighedsdramaer. Det blev dog ikke rigtig til noget i denne ombæring, men det kan jo være, det blusser op i næste bog – nu må vi se.

Alt i alt en glimrende dystopisk ungdomsbog. Jeg regner med at læse videre i serien på et tidspunkt og krydser derfor fingre for, at serien ikke udvikler sig til det sædvanlige trekantsdrama, som alt for mange ungdomsbøger er syltet ind i.

3 thoughts on “Fortabt

    • Det samme her. Jeg har luret på den flere gange, men hver gang “naaah”, så jeg er glad for, at den var bedre end ventet 🙂

  1. Pingback: Forrådt | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *