Fra Edderkoppen til Makrellen

Flere af de bøger, som jeg skal læse i år, bevæger sig væk fra den skønlitterære genre og over i det mere faglitterære. ‘Fra Edderkoppen til Makrellen’ af Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen er en af disse.

Bogen handler om den danske underverden i perioden 1944-2004 og giver et interessant indblik i kriminaliteten gennem 60 år. Forfatterne følger udviklingen fra smuglerne under 2. Verdenskrig og videre til pornoindustrien i 1960’erne og 1970’erne, rockerne i 1980’erne og 1990’erne og narkohandlen i nutiden. Ikke bare de kriminelle men også politiet og pressen kommer under behandling, og ind imellem er kontakterne mellem de tre parter lige lovlig tætte.

Det er en ret spændende bog, som beskriver en del af Danmarkshistorien, som jeg ikke kendte særlig godt i forvejen. Selvfølgelig har jeg fulgt en række af sagerne i pressen fra slutfirserne og frem, men kriminalsagerne før min tid kendte jeg ikke til. Hele beskrivelsen om samarbejdet mellem modstandsbevægelsen, smuglerne og politiet under 2. Verdenskrig var således ny læsning for mig, og det var ret interessant at høre om, hvordan samarbejdet havde en vis legitimitet over sig under krigen – men bestemt ikke bagefter. Alligevel havde en række betjente svært ved at holde sig fra de kriminelle løbebaner efter krigen – noget der virker ret eksotisk at læse om, for det er heldigvis sjældent, at de danske myndigheder anklages for korruption.

Det er interessant at følge, hvordan kriminaliteten udvikler sig og skifter karakter, som årene går, og hvordan forbrydernes, betjentenes og journalisternes liv former sig på godt og ondt. Det er en noget anden type historiefortælling end den, de fleste af os har mødt i undervisningssammenhæng, men det er fascinerende og lærerigt.

Vil du have et indblik i den danske forbryderverden siden 2. Verdenskrig, så er denne bog et godt bud.

2 thoughts on “Fra Edderkoppen til Makrellen

  1. Jeg er helt enig med dig i, at vampyrer skal være blodtørstige og ikke blødsøde. Hele legenden om disse væsner bygger jo netop på frygt og ikke følelser. Jeg stoppede heller ikke bogen på grund af dens opdeling af kapitlerne, jeg synes bare det var en hindring ikke at kunne læse et kapitel til ende uden at bruge enormt lang tid og mange sider på det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *