Gør en forskel

Det var en lidt anden genre, jeg kastede mig over, da jeg for et stykke tid siden ville låne et par lydbøger via netlydbog.dk. Her faldt jeg nemlig over en management-bog skrevet af Ulrik Wilbek, og da jeg så forsiden, tænkte jeg “hvem vil ikke gerne gøre en forskel?”

‘Gør en forskel’ handler om, hvordan du gør en forskel i din fritid, i dit arbejde eller på et mere generelt plan. Hvad kan du? Hvad vil du opnå? Hvordan når du dit mål?

I bogen gennemgår forfatteren fire grundlæggende personlighedstyper, som minder meget om de typer, du kan finde i en del andre management-bøger. Forfatteren har dog flere råd til, hvordan man udnytter de forskellige typers potentiale, og hvordan disse bliver endnu bedre i samspil med andre. Ikke overraskende er en del af udviklingen baseret på samarbejde og fællesskab med andre, men der er dog også råd til, hvordan du bryder dine vaner og dermed udfordre dig selv. Ofte er det det, der gør, at vi som mennesker udvikler os, fordi vi er tvunget til at se os selv med nye øjne.   

Bogen er ret kort, og selvom en del af det er set før, synes jeg, at der er tilpas mange nye råd og personlige anekdoter til, at bogen er værd at læse. Det er altid godt at blive inspireret til, hvordan man kan udvikle sig og prøve sig selv af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *