Grand Avenue

Når jeg er på ferie, tager jeg ofte paperbacks med, da de ikke vejer så meget i kufferten. Meget praktisk når man som jeg elsker at hjembringe skønne sager fra udlandet, hvilket ofte er delikatesser og bøger.

På min seneste rejse havde jeg blandt andet denne paperback med, som jeg fik af en af mine venner for et par år siden, da hun ryddede ud i bogsamlingen. Bogen hører måske ikke lige til en af de kategorier, jeg læser mest, men den lignede en feel-good-bog, der ville egne sig fint til ferielæsning. På dette punkt blev jeg dog klogere…

‘Grand Avenue’ af Joy Fielding handler om fire unge kvinder, der en dag mødes ved et tilfælde på en legeplads, hvor deres børn leger. De falder i snak, og som tiden går bliver de veninder og mødes med jævne mellemrum. Kvinderne er meget forskellige, men supplerer hinanden godt i medgang og modgang. Sidstnævnte bliver der rigeligt af, da Chris’ mand bliver mere og mere modbydelig over for hende. De andre kvinder prøver at hjælpe, men det virker nærmest som om, at Chris ikke vil have hjælp, og helt galt går det, da Chris og hendes familie pludselig forsvinder!

Fortællingen strækker sig over ca. 23 år og giver et indblik i, hvor forskelligt fire kvinders liv kan udvikle sig. Der er selvværdsproblemer, genstridige børn, hustruvold, utroskab og knuste drømme, og derfor kommer det også til at virke lidt karikeret – som om forfatteren har forsøgt at proppe så mange som muligt af sæbeoperas-klicheerne ind i bogen.  

Der er masser af drama, men også et tæt venskab mellem veninderne, og jeg kan godt se, hvorfor det er blevet en bestseller i USA. Jeg synes dog, at det er lige lovlig opstillet, og jeg bryder mig ikke om den meget tydelige opstilling med offer og skurk i dramaet – det er simpelthen for unuanceret.

Feel-good-bog er det ikke, men som feriebog var den udmærket. Hurtigt læst, hurtigt glemt – og en bog, jeg faktisk tillod mig at smide ud bagefter, for den behøvede ikke at komme med hjem igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *