Hogfather

Efter flere skønne Pratchett-oplevelser tidligere i år med ‘Wyrd Sisters’ og ‘Guards! Guards!’, så mente jeg, at julebogen ‘Hogfather’ ville være perfekt her i den søde juletid. Hvem kan ikke bruge et godt grin her i den kolde, mørke decembermåned?

‘Hogfather’ er som sagt skrevet af Terry Pratchett og foregår som de andre bøger i serien i Discworld-verdenen. Her forsøger auditørerne (en form for guder i Discworld-serien, der plejer at fungere som skurke i bøgerne) at sætte Julemanden ud af spillet. Da Julemanden forsvinder, beslutter Døden sig imidlertid for at vikariere for ham for at sørge for, at folk (aka børn) bliver ved med at tro på Julemanden. Men… det er selvfølgelig noget af en udfordring, da Døden ikke just ved særlig meget om jul, juleglæde eller børn for den sags skyld. Døden går ellers meget op i opgaven og måske endda for meget? Det mener hans assistent i hvert fald, og der begynder da også at ske mystiske ting, når Døden dukker op for at være den glade gavegiver. Samtidig prøver Dødens barnebarn, Susan, at finde ud af, hvad der egentlig skete med Julemanden, og om det fortsat er muligt at redde ham.

Denne bog havde potentiale til at være rigtig sjov. Det syntes jeg bare aldrig, at den blev. Desværre. Jeg er ellers ret vild med Pratchetts bøger, men denne her faldt helt igennem. Der var ikke på noget tidspunkt, hvor jeg grinede, men jeg trak da på smilebåndet et par gange.

Døden er vanen tro herlig – helt klart min yndlingsfigur i Discworld-serien, og det er faktisk interessant at se, hvordan han agerer som Julemanden. Der var et par gange, hvor jeg syntes, det blev lidt søgt, men ellers var det en fin fortolkning.

Jeg kedede mig til gengæld helt afsindig i afsnittene med auditørerne. Der zonede jeg helt ud og havde svært ved at koncentrere mig om handlingen.

Historien virker ret rodet og alt for lang. Der mangler nogle snappy punchlines og den overdrevent underspillede ironi, der var i blandt andet var med til at gøre ‘Wyrd Sisters’ helt fantastisk.

Alt i alt den dårligste Pratchett-bog, jeg til dags dato har læst – og det ærgrer mig helt enormt. Men nej, denne her kan jeg desværre ikke anbefale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *