Hr. Mandag

Jeg har et ret blandet forhold til Garth Nix’ forfatterskab. Jeg var ret fascineret af Abhorsen-serien, men var til gengæld meget skuffet over ‘Shades børn’. Jeg har længe overvejet at læse ‘Hr. Mandag’, som er første bog i en serie på syv, Rigets Nøgler, og da den blev valgt til mig i denne måneds Goodreads-udfordring, så var der ingen undskyldning længere.

I ‘Hr. Mandag’ følger man drengen Arthur Penhaligon, der skal starte i en ny skole. Arthur har astma og får et ildebefindende i idrætstimen, men mens et par andre børn løber efter hjælp, sker noget mærkeligt. En sær mand – Hr. Mandag – dukker op og giver Arthur en nøgle. Herefter begynder mystiske ting at ske, og snart bliver Arthur jagtet af mænd med hundeansigter, imens han desperat prøver at finde ud af, hvad der foregår.

Dette er helt klart en børnebog, men til et lidt yngre publikum, end jeg forventede. Jeg troede egentlig, at ‘Hr. Mandag’ henvendte sig til 11-14 årige, men efter at have læst bogen vil jeg mene, at den egner sig bedre til 8-10 årige.

Jeg var desværre ikke særlig begejstret for bogen. Det skyldtes til dels, at den er skrevet til yngre børn, og den slags bøger interesserer mig ikke, men det skyldtes også, at stilen i det hele taget ikke rigtig var mig. Den var lidt for simpel på flere punkter, og jeg syntes flere gange, at der manglede en forklaring på, hvorfor en række ting skete, eller hvorfor personerne reagerede, som de gjorde. Det virkede, som om der var en række selvfølgeligheder, som forfatteren glemte at fortælle læseren om, og det irriterede mig.

Efter at have læst bogen til ende, spekulerede jeg på, om jeg ville have syntes bedre om bogen, da jeg var yngre, og efter at tænkt over det, kom jeg frem til, at det ville jeg nok ikke. Jeg ville måske bedømme en smule mere positivt, men ikke meget, for stilen tiltalte mig ikke – jeg syntes ikke, at actionniveauet blev bakket op af en ordentlig baggrundshistorie, og opbygningen var ganske enkelt for simpel til mig.

2 thoughts on “Hr. Mandag

  1. Jeg syne heller ikke rigtigt at denne serie kan leve op til Abhorsen-serien. Jeg tror kun at jeg nåede at læse til tirsdag eller onsdag. Læste dem dengang de udkom og da jeg så skulle vente på den næste gik de lidt i glemmebogen. De var i hvert fald ikke gode nok til at jeg skulle læse fortsættelsen så snart det var muligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *