Hvad skete der i april?

Aahhh… ferie…
Det bedste ved april var min to uger lange påskeferie! Den erstattede godt nok en tre ugers ferie, hvor jeg skulle have været ude at rejse, men når nu jeg skulle afvikle ferie i Danmark, så gjorde det absolut ikke noget, at solen skinnede næsten konstant. Ferien blev dog ikke så afslappende som ventet, da vi besluttede os for at renovere et af værelserne, men det føltes så godt endelig at kunne planlægge noget her midt i al kaosset. Og så var der selvfølgelig også lidt tid til at læse ind imellem.

12 læste bøger
Jeg læste en del tykke bøger i denne måned – blandt andet bog 2 og 3 i den skønne serie ‘Shades of Magic’. Absolut en af de bedste serier, jeg har læst. Jeg fik cyklet mere, end jeg plejer, og af samme grund fik jeg ikke hørt nær så mange lydbøger, men det tror jeg, at jeg vil råde bod på i maj.

8 ud af 20
Jeg fik læst to bøger mere fra min top-tyve-liste-over-bøger-jeg-skal-læse-2020 – nemlig ‘Never let me go’ og ‘Slathbog’s Gold’. Begge var udmærkede men dog ikke helt så gode, som jeg havde håbet på. ‘Never let me go’ byggede på nogle interessante ideer, men den blev aldrig rigtig nærværende eller rørende. ‘Slathbog’s Gold’ havde også et fint udgangspunkt, men den var alt for simpel og pædagogisk til min smag. Til gengæld ‘slipper’ jeg så for at skrive endnu en serie på listen over dem, jeg skal færdiggøre.

Knapt så kendt scifi-klassiker
Jeg fik læst en knapt så kendt scifi-bog af den kendte forfatter, Philip K Dick – nemlig ‘Time Out of Joint’. Desværre ikke en bog for mig, men scifi-bøger er ret ofte enten knald eller fald i forhold til min smag.

Tegneserier
Jeg fik læst ‘Lucifer’, som jeg lånte af min allerkæreste, der er i gang med at læse serien. Jeg havde håbet på lidt af den samme magiske læseoplevelse, som en del af ‘Sandman’-albummene gav, men desværre fangede den mig ikke rigtig. Jeg fik også læst en af de mest populære mangabøger, der pt. Er på markedet – ‘Vinland Saga’, som jeg havde fået i fødselsdagsgave. Jeg har aldrig specielt god til manga (smukke tegninger, men overfladiske personer og meget karikerede/hysteriske reaktioner), og det indtryk ændrede sig desværre ikke. Den var dog bedre, end jeg håbede på, for udgangspunktet var ikke det bedste. Historien tager nemlig udgangspunkt i vikingetiden, og jeg kan vitterlig ikke fordrage moderne fortolkninger af vikingerne (af samme grund har jeg også kun set de første 3-4 afsnit af Vikings, før jeg måtte kapitulere). Jeg overvejer, om jeg skal prøve en anden manga af samme tegner, eftersom jeg rigtig godt kunne lide tegnestilen.

I maj vil jeg:

  • slippe af med nogle bøger. Jeg har efterhånden samlet en ret stor stak bøger, jeg vil give væk via den lokale byt-en-bog-boghylde, men på grund af coronasituationen har den været lukket i over en måned.
  • Læse flere fagbøger. I forbindelse med den store forårsrengøring (og renoveringen af et af værelserne) fik jeg frasorteret en del bøger, som jeg ikke har tænkt mig at beholde. Flere af dem kunne jeg dog godt tænke mig at læse en gang mere, inden de bliver givet videre, så det vil jeg begynde på i maj.
  • høre flere lydbøger. Jeg har fundet en række nye bøger på Ereolen (var ved at løbe tør), så der skulle være underholdning nok flere måneder frem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *