Hvad skete der i maj?

Bibliotekerne åbnede
Jeg elsker – som mange andre bognørder – bibliotekerne, men det er ret svingende, hvor meget jeg kommer forbi det lokale bibliotek. Efter over et års pause var jeg selvfølgelig forbi i slutningen af februar for at låne bøger og ja… de har så ligget her i flere måneder, selvom de for længst er læst. Men for en uge siden ‘slap’ jeg endelig af med dem, da det lokale bibliotek atter havde åbnet. Benyttede jeg så straks chancen for at reservere flere bøger? Selvfølgelig gjorde jeg det, for jeg har jo ikke (købte) bøger stående herhjemme i forvejen… host host… Men det er nu også hyggeligt at få læst lidt mere på dansk, for de fleste bøger, jeg selv køber, er på engelsk.

15 læste bøger
I maj nåede jeg at læse 15 bøger, så det er jo ganske godt. Læseoplevelserne var lidt blandede, men overordnet er jeg tilfreds, selvom der desværre ikke var så mange mindblowing oplevelser iblandt. I juni tror jeg dog, at der er nogle virkelig perler blandt de bøger, jeg har tænkt mig at læse, så det ser jeg frem til.

10 ud af 20
Jeg fik læst en enkelt fra listen over de tyve bøger, jeg har tænkt mig at læse i år. Derudover valgte jeg at droppe en af dem, da jeg ærlig talt ikke tror på, at den er noget for mig. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke kan skaffe den via biblioteket (hvilket jeg ellers troede), og jeg har ikke lyst til at bruge penge på en bog, jeg ikke forventer mig det store af. Det betyder samtidig også, at jeg nu kun mangler at læse 10 bøger, så det ser ganske godt ud. Dog er de fleste af dem temmelig tykke (med ‘Greven af Monte Cristo’ som den absolut tykkeste af bøgerne), men så længe det er gode læseoplevelser, så gør det jo ikke noget.

Starsight overraskede positivt
Månedens scifi-bog var ‘Starsight’, der er anden del i Brandon Sandersons ungdoms-scifi-serie ‘Skyward’. Jeg var lidt bekymret for, om den ville være forudsigelig og simpel, men heldigvis overraskede den positivt, da historien tog en noget anden drejning end ventet. Den er stadig lidt simpel, men det er også en ungdomsbog, så det er forventeligt.

Tre tegneserier
Jeg fik genlæst en enkelt ‘Order of the Stick’tegneserier, og så forsøgte jeg mig med to ‘Stranger Things’-tegneserier. Den ene var en slags fortolkning på første sæson, og det virkede slet ikke for mig. Den anden var et bud på en historie, der lå forud for Stranger Things, og den var mere vellykket uden dog rigtig at imponere.

I juni vil jeg:

  • Fortsætte med at læse fagbøger, jeg har stående, og som jeg har tænkt mig at give videre. Jeg nåede ikke særlig mange i maj (fordi jeg kom til at læse skønlitteratur i stedet, hehe), men nu giver jeg den en skalle i juni.
  • shoppe lidt bøger til sommerlæsningen. Mangler resten af de 10 bøger, der står på min to-read-liste for i år, så dem skal jeg have fat. Eller i hvert fald nogle stykker af dem i første omgang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *