Hypnotisøren

Jeg er begyndt at vælge flere krimier, når jeg låner lydbøger, selvom jeg længe har tøvet med det, eftersom krimier ofte kræver en anden fordybelse end almindelige skønlitterære bøger. Det er ærgerligt at gå glip af et vigtigt spor, bare fordi et tog kører forbi i det samme! (ja, jeg hører primært lydbøger, når jeg er på farten, så baggrundsstøjen svinger meget). Men jeg er blevet bedre til det, så jeg gætter på, at de fremtidige lydbogs-anmeldelser vil omfatte flere krimier.

‘Hypnotisøren’ af Lars Kepler handler om Erik, der er læge med speciale i at behandle dybt traumatiserede personer. Førhen brugte han blandt andet hypnose i sin behandling, men efter en hændelse for mange år siden stoppede han med den behandlingsform. Da en mand samt hans hustru og datter bliver myrdet, og politiet finder en stærkt såret 15-årig dreng, bliver Erik overtalt til at bruge hypnose igen. Kriminalkommissær Joona Linna mener, at morderen kan være ude efter drengens ældre søster, som ikke længere bor hjemme, og det er derfor vigtigt at få et signalement af forbryderen. Men da drengen er under hypnose, kommer nye og skræmmende oplysninger frem, og snart er flere liv i fare.

Lars Kepler er et pseudonym for ægteparret Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril, som har skrevet bogen i fællesskab, og da bogen udkom, var der mange spekulationer i pressen mht. hvem der stod bag forfatternavnet. Det har helt sikkert været med til at skabe en masse opmærksomhed omkring bogen, men historien i sig selv er nu interessant nok.

Bogen er en blanding af nutid – opklaringen – og fortid, hvor læseren hører en del om Eriks tidligere hypnose-sessions. I starten undrede jeg mig over, at fortiden skulle fylde så meget i fortællingen, men i sidste ende gav det mening. Jeg synes dog stadig, at der godt måtte skæres lidt i denne del, for selvom det er interessant, så er det også en anelse langtrukkent, og historien vil ikke lide under, at der strammes lidt op hist og her.

Men ellers er krimien velskrevet, og jeg må indrømme, at det er helt rart at læse en krimi, som ganske vist er barsk, men som ikke er et blod-, volds- og voldtægtsorgie – noget, der efter min mening har domineret lidt for mange krimier gennem de senere år. Vi slipper ikke helt for de socialrealistiske tendenser med lidt utroskab og generelle problemer på hjemmefronten, og selvom det ikke rigtig er mig, så generede det mig heller ikke synderligt i denne udgave.

Jeg har til gengæld et problem med slutningen, som bliver noget forjaget og utroværdig. Der er mange fine takter i bogen, så det er lidt af et antiklimaks, at bogen slutter på den måde. Det bliver lidt for tilfældigt og hurtigt overstået – desværre.

Alt i alt var det en udmærket læseoplevelse, og er du til krimier, kan du ikke rigtig komme uden om denne bog. Jeg er allerede i gang med den næste bog i serien, og indtil videre lader det til, at det er en lidt anden stil.

5 thoughts on “Hypnotisøren

  1. Og jeg er SÅ glad for at du vil anmelde flere krimier. I like!

    Men jeg var ikke super begejstret for Hypnotisøren. Og føler mig som den eneste i verden. Jeg blev vildt irriteret over at læse den. Dels pga af sproget og langtrukketheden, men også over, at det på samme dag både sneede og regnede og lå meter dyb sne og ingen sne. DET kan jeg simpel hen ikke ha' og det irritere mig, at man ikke har læst bedre korrektur.

    Jeg har dog været så letsindig at have ønsket mig og fået efterfølgeren, men jeg har så svært ved at tage mig sammen til at få den læst. Jeg har dog hørt fra en, der heller ikke var begejsret (ok der var en ud over mig), som synes, at efter følgeren er god. Så måske skal jeg lave den til en bog-udfordring for mig selv i 2013 🙂 Eller også skal jeg låne den ud til dig og lade dig sluge den først, anmelde den og lade mig inspirere til om jeg orker at gå i gang med den eller ej 🙂

  2. Camilla – jeg tænkte faktisk på dig, da jeg skrev det 😀
    Jeg kan godt forstå din irritation – jeg syntes også, at den var lidt langtrukken. Jeg har dog set en del negative anmeldelser af bogen EFTER jeg anmeldte den, så der er mere blandede holdninger til bogen, end jeg først troede.

  3. Det glæder mig virkelig at høre, at min anmeldelse havde den effekt på dig! 😀

    Bogen er enkeltstående, og Erin Morgenstern har ikke planer om at udvide den til en serie, hvilket er perfekt, da nogle bøger bare er bedst sådan.

    Uha, jeg har selv læst Paganinikontrakten af Lars Kepler. Normalt er jeg ikke så vild med krimier, men jeg elskede nu Paganinikontrakten, og jeg kunne også godt tænke mig at læse både Hypnotisøren og den nye, Ildvidnet, på et tidspunkt.

  4. Pingback: Paganinikontrakten | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *