I Lucias øjne

Denne bog blev indkøbt, da jeg fandt den som et billigt tilbud under bogudsalget for et par måneder siden, og jeg tænkte straks, at den ville gøre sig fint som ferielæsning.

Arthur Japin har skrevet ‘I Lucias øjne’, og i bogen møder den unge Casanova den fjortenårige Lucia, som både er ung, uskyldig og indtagende. De forelsker sig, men på grund af hendes alder vil han vende tilbage et år efter, så hun er gammel nok til giftermål.

Desværre smittes hun kort tid inden brylluppet af kopper, og selvom hun overlever, efterlader sygdommen grusomme ar i hendes ansigt, så det er helt vansiret. For at skåne ham for synet og det ulykkelige liv, det ville medføre, når han skulle leve med en vansiret hustru, får hun sin moder til at fortælle Casanova, at Lucia er stukket af med en anden.

Derefter følger vi Lucias liv, og hvordan hun går fra at være en knækket og undseelig kvinde, der sælger sig selv for lavestbydende, til en tilsløret og forførende kurtisane, som mange rige mænd eftertragter. Da hun møder Casanova igen – uden at han dog genkender hende – udtænker hun en plan, så hun kan belyse og retfærdiggøre de valg, hun tog på sine egne og hans vegne.

Bogen bygger på virkelige hændelser i Giacomo Casanovas liv, og jeg har det altid lidt blandet med den slags bøger, for giver den nye vinkel også en god og troværdig historie, eller virker det bare som om, at den vil plagiere på den originale fortælling? I dette tilfælde synes jeg, at forfatteren langt henad vejen slipper godt fra forsøget. Sproget blomstrer og besnærer læseren, og jeg havde intet problem med at forestille mig scenerne fra handlingen.

Hen imod slutningen blev diskussionerne om kærlighed, fravalg og tilvalg dog lige lovlig langtrukne, og her mistede bogen lidt af sin fremdrift og stod i stampe. Samtidig syntes jeg, at bogen var for kort – at den snildt kunne bære flere sider og flere scener, og når jeg tænker på bogen som et samlet forløb, så var der steder og episoder, jeg som forfatter ville have brugt mere energi på. Bogen er hurtig læst og vil næppe være en, jeg husker om mange år, men som ferielæsning var den udmærket.

2 thoughts on “I Lucias øjne

  1. Hej. Foretrækker du egentlig at jeg svare her på din blog, eller bare i mit indlæg du har kommenteret til? 🙂
    Nej, jeg har ikke læst nogen af Trudi Canavans bøger før. Men har hørt en del godt om dem. Har du læst nogle af dem? 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *