Jule-bogshopping

Årets sidste bogindkøb er netop blevet leveret, og jeg er i gang med at finde plads til dem i reolen. Det er en god blanding af bøger fra Amazon og Bookdepository, som enten har stået på min ønskeseddel i laaaang tid – eller som har sneget sig ind for nylig, fordi det er bøger i serier, jeg enten er i gang med eller snart kaster mig over.

På det øverste billede er der ‘Moloka’i’, som jeg opdagede via Goodreads. En bog, der foregår på Hawaii og i øvrigt har fået virkelig gode anmeldelser. Den er jeg ret spændt på at læse. ‘Gone’-serien er jeg godt i gang med at tygge mig igennem, men jeg har kun de fire første bøger i serien, så jeg købte den femte bog, ‘Fear’. Tredje bog i rækken er ‘Anno Dracula’, som jeg længe har overvejet at læse. Da Goodreads havde 25-timers udsalg tidligere på måneden, købte jeg toeren i denne serie (den fik jeg ikke lige taget billede af, men den har jeg modtaget). Derfor måtte jeg naturligvis også have etteren.

Da jeg besøgte antikvariatet tæt på Nørreport i oktober måned, købte jeg toeren og treeren i ‘The Iron Fey’-serien, så jeg bestilte ‘The Iron King’ via Amazon, så jeg snart kan komme i gang med serien. Sidste bog på dette billede er en klassiker – nemlig ‘Brave New World’, som jeg har ret høje forventninger til.

Jeg har en stærk svaghed over for H. P. Lovecrafts sære og uhyggelige historier, og selvom vi har de fleste samlet i diverse paperback-udgaver, så kunne jeg ikke stå for denne smukke, læderindbundne udgave. Oh nåja… så har jeg altid ønsket mig at kunne kigge i ‘Necronomicon’… 😉

I oktober måned læste jeg ‘Everlost’ og var ret begejstret for bogen, så de to sidste bøger i trilogien skulle også med i bogpakken. Det eneste ærgerlige er, at de har et andet format end den første bog – det er ret irriterende, når bøger i samme serie ikke passer sammen…

Sidst men ikke mindst to af Anne McCaffreys drage-bøger. Jeg har nemlig planer om at realisere en gammel drøm og komme videre med hendes Pern-serie, så det bliver en af de første ting, jeg gør i 2014!

Har du købt nogle spændende bøger her på det sidste?

 

2 thoughts on “Jule-bogshopping

  1. Glæder mig til at høre hvad du synes om Anno Dracula. Lyder ret spændende. Sidst jeg har købt bøger blev det til fem klassikere fra et antikvariat. Dem glæder jeg mig til at dykke ned i:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *