Kære fucking dagbog

’Kære fucking dagbog’ er skrevet af journalisten Henrik List og er en fiktiv dagbog skabt ud fra en lang række interviews med unge emo-, goth og punkdyrkende unge og det miljø, der var omkring Ungeren på Jagtvej 69.
Jeg blev overrasket, da jeg begyndte at læse bogen, for jeg havde forventet, at den var krydret med brudstykker af interviewene, men den holdt sig konsekvent til dagbogsformen. I starten blev jeg småprovokeret af den ret slangtunge tekst, for det lød ret påklistret, men jeg vænnede mig hurtigt til det og må også indrømme, at langt hen ad vejen var teksten tro mod det sprog, som unge bruger i dag. Det virker bare underligt i bogform, for det hører mere hjemme på netfora, blogs og smser.
Hovedpersonen skriver om mange ungdomsproblemer – både på egne og vennernes vegne – og den altopslugende usikkerhed og selvudslettende adfærd er meget rammende for de følelser, som mange teenagere tumler med. Ind imellem fik jeg helt lyst til kramme hovedpersonen og fortælle, at lyset for enden af tunnelen ikke nødvendigvis er et tog – men at livet også kan være andet og mere end det fedeste tøj og at være den mest populære pige. Det er også på det punkt, at jeg havde svært ved at forstå hovedpersonen, men teenagerne i dag er åbenbart i langt højere grad ramt af at skulle have det rigtige outfit og blive set/være kendt/blive elsket af alle. Jeg synes i hvert fald, at hele den der ’se mig’-problematik var interessant, for den matcher meget godt mediebilledet, hvor der har været voldsom fokus på at blive kendt for at være kendt de senere år.
Når det kommer til stykket, har bogen ikke særlig meget med Ungeren at gøre, men den giver et levende billede af en ganske almindelig teenager med de problemer, der ofte følger, når man dyrker en subkultur og kæmper mod samfundets normalitetsbegreb.

Det bliver næppe en litterær klassiker, men den er værd at læse – især hvis du enten har svært ved at forstå nutidens unge eller vil genopfriske noget af den weltschmertz, som teenagere kan rumme.  

4 thoughts on “Kære fucking dagbog

  1. Jeg kom en del i det gamle Ungdomshus, på Jagtvej 69, og har kun været ved det nye et par gange, og kun udenfor, så jeg kender ikke rigtig de nye generationer.

    I gamle dage (åh åh, alarmklokker!), og her taler vi 90'erne, var det altså lidt blandet, hvor meget påklædning og outfit betød noget. Måske fordi, at i den periode jeg kom der, var det mere det politiske der betød noget. Ikke for alle dog, men for mange.

    Til gengæld tror jeg at image var vigtig i de første generationer af punks, på forskellige måde. Men det er før min tid. Men hør fx denne udsendelse: http://www.dr.dk/P1/Kulturkontoret/Udsendelser/2010/08/19135215.htm

    Bogen du omtaler, er nok ikke så interessant for mig. Jeg er mlidt mere interesseret i det historiske, og der kan jeg anbefale denne: http://modkraft.dk/spip.php?article9206

  2. Søren – jeg skal ikke kunne sige, hvordan fordelingen er i dag, men jeg har klart indtryk af, at der både har været nogle, der har været meget politisk engagerede – og så dem, der kom mere for festerne og for at dyrke de subkulturer, som huset gav plads til. Jeg kender i hvert fald fra 'hver lejr' 🙂

    Det er lidt pudsigt med punkere, for der ligger meget mere tid og energi i at skabe den mundering, end de fleste er klar over. Ind imellem kan de være mere forfængelige end de fleste andre – men æhm – det har jeg ikke sagt… 😉

    Mange tak for anbefalingen – den ser rigtig spændende ud, så den vil jeg se nærmere på!

  3. Min opfattelse af Ungeren (og her vi lissom Søren i 90'erne og alarmklokkerne kimer) dengang er, at de mennesker, der tordnede imod det etablerede samfund og alt det der, i virkeligheden ikke var til sinds at lade nogen andre, der ikke var punkede/syrede/bz-agtige deltage i nogetsomhelst i Ungeren. De virkede på mig nøjagtig ligeså snævertsynede som dem, de var i opposition til. Her var skisme ingen accept af, at man måske gerne ville til en koncert eller hvad ved jeg, men at man ikke tilhørte dem, der gik med en speciel “uniform”.

    Min bror, der er nogle år yngre end jeg og heller ikke er/var hverken punket/syret eller besætter, har derimod haft fede oplevelser i Ungeren med koncerter mm.

    Nu til bogen. Jeg har ikke læst denne bog, men læser selv en del ungdomsbøger, og jeg vil give dig ret i, at man indimellem må huske på, at disse bøger altså som udgangspunkt er skrevet for et ungt publikum, og at der derfor kan være ting, der virker riiimelig irriterende, når man sådan ser det i bagklogskabens lys ;o)

  4. @Louise: Jeg har hørt mange fortælle, at de følte sig uvelkommen i Ungeren. Det kan blive en lang diskussion, som jeg ikke ved helt hvordan man skal afgøre.

    Selvom miljøet kunne være ret maskulint, fandt jeg det alligevel stærkt inkluderende. Man kunne finde rigtig mange fede personer i det miljø, som resten af samfundet forlængst havde dømt til en tabereksistens, og som her blomstrede op.

    Mit eget første møde med huset: efteråret 1989, jeg møder op iført lysebrun ruskinsjakke, overskæg og uspoleret jysk accent; altså fuldstændig civil-panser look-a-like, og alligevel ikke alene overlevede jeg, jeg blev sgu taget rigtig godt imod, og fandt nogle af mine bedste venner 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *