Kærlighedens historie

Det er jo sundt at udfordre sig selv, så da Gyldendal spurgte, om jeg ville anmelde ‘Kærlighedens historie’, takkede jeg ja efter at have læst teaserteksten. Jeg fornemmede, at der kunne ligge en fin lille historie gemt i den undseelige bog.

Bogen skifter mellem to hovedpersoner – den ældre særling, Leo Gursky, og teenagepigen Alma Singer. Leo lever alene og er så bange for at dø, uden at nogen opdager det, at han ofte planlægger små uheld i løbet af hverdagen, så folk for eksempel vil bemærke ham, når han kommer til at vælte noget i supermarkedet. Alma er en pige med ben i næsen, der har adopteret sin afdøde fars interesse for vildmarkslivet og samtidig arbejder stædigt på at finde en ny mand til moren.

De to personers historier kører sideløbende, men flettes lige så stille mere og mere sammen frem til det uundgåelige punkt, hvor de smelter sammen til én…

Jeg faldt med det samme for Leo – denne pudsige ældre herre, der frygter at blive gemt og glemt. Hans sære små vaner fascinerede mig dybt, så i starten blev jeg irriteret, når hans fortælling blev afbrudt af Almas kapitler. Hun er ellers en type, jeg normalt holder af – handlekraftig og frisk på at bryde normer – og der gik da heller ikke så lang tid, før jeg også lod hendes historie trænge igennem.

Tempoet er stille og roligt i denne lille bog, og selvom den kun er 250 sider lang, så er der både tid og plads til vemodige øjeblikke og små glimt af humor. Det er historien om at elske og at miste – og frygten for at elske og miste – og det er temaer, der aldrig går af mode.

Handlingsforløbet er ikke særlig overraskende, og mange ting kunne jeg gætte på forhånd, men selvom jeg normalt foretrækker overraskelser i handlingen, så var det i højere grad fortællestilen, som fængede. Især slutningen var meget elegant og rørende skrevet, og jeg vil vove at påstå, at alene den gør bogen værd at læse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *