Kongemagerens datter

Hehe. Jeg troede, at ‘Rosekrigene’-serien var en trilogi, men for nylig opdagede jeg, at Philippa Gregory også har skrevet to bøger mere i serien, og nr. fire – ‘Kongemagerens datter’ – fandt jeg som lydbog på Ereolen.dk

Her er links til anmeldelserne af de tre første bøger i serien, ‘Den hvide dronning’, ‘Den røde dronning’ og ‘Skæbnehjulet’.

‘Kongemagerens datter’ handler selvfølgelig – ligesom de foregående bøger – om Rosekrigene, og denne gang er det Anne Neville, der er hovedpersonen i historien. Hun bliver allerede som ganske ung involveret i det højtragende magtspil, hendes fader har gang i. Han spiller på flere heste og forsøger ved list og snilde at sætte sine døtre i den bedst mulige situation, så den ene af dem kan ende som Englands dronning. Men hans leg med magten får grufulde konsekvenser, og pludselig er Anne på egen hånd. Hvem kan hun stole på, og hvordan sikrer hun bedst sin fremtid.

Jeg troede egentlig, jeg ville blive træt af at høre den samme historie fortalt igen og igen, for selvfølgelig kan jeg genkende en hel del af handlingen fra de foregående bøger. Forfatteren formår dog hele tiden at give historien nye vinkler, hver gang historien skifter hovedperson, og det lykkes også i ‘Kongemagerens datter’. Det bliver bestemt ikke mindre interessant, at hovedpersonen Elisabeth fra den første bog, ‘Den hvide dronning’, har en klar skurkerolle i den fjerde bog, og jeg fik helt lyst til at genlæse den første bog… og sådan set også den anden for at kunne sammenligne de forskellige hovedpersoners opfattelse af begivenhederne.

‘Kongemagerens datter’ er ret medrivende, men ca. to tredjedele inde i bogen syntes jeg, at den kørte lidt i tomgang, da Annes paranoia var ved at være lidt trættende at høre på. Heldigvis kom historien godt i gang til sidst, og det endte med at være en rigtig fin læseoplevelse. Nu glæder jeg mig blot til, at den femte bog bliver udgivet som lydbog…

2 thoughts on “Kongemagerens datter

  1. Jeg har haft den liggende i årevis sammen med dens forgænger. Jeg læste de to første i serien og nød dem, så mon ikke det er på tide, at jeg snart finder dem frem og forsætter læsningen om Rosenkrigene? Har du i øvrigt set tv-serien?

    • Ja, jeg så ‘The White Queen’, men brød mig ikke om den og havde nær ikke læst bøgerne på grund af det. Men heldigvis ændrede jeg mening, for bøgerne har jeg nødt at læse/høre 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *