Lejemorderens guide til et smukt hjem

En bog om en serbisk lejemorder, der må udgive sig for at være en vellidt tv-præst? Tjo hvorfor ikke, tænkte jeg, da jeg faldt over denne bog på netlydbog.dk.

‘Lejemorderens guide til et smukt hjem’ er skrevet af Hallgrimur Helgason og handler om Toxic – en brutal lejemorder, der må flygte fra New York, fordi han kommer til at slå en forkert mand ihjel. Uheldet fortsætter med at forfølge Toxic, da han dræber en mand i lufthavnen for at overtage dennes identitet. Desværre viser det sig, at manden var en kendt tv-prædikant, som var på vej til Reykjavik, og Toxic fortsætter derfor sin rejse til Island. Det bliver dog snart tydeligt, at det er mere end svært at udgive sig for at være præst, når man ikke just tilhører en af Guds bedste børn…

Tonen er rå og ubarmhjertig og – en rigtig fandenivoldsk-stil, som får en til at smile, når den kombineres med alskens pinlige og uheldige situationer, som Toxic får rodet sig ud i. I lydbogsudgaven er oplæseren perfekt castet, for han giver virkelig bogen af drengerøvet charme og nærvær.

Sproget er levende, nuanceret og lidt mere direkte end jeg er vant til i bøger, men det passer godt til den hårdkogte lejemorder, der både kløjes i den islandske kultur og de islandske navne. Der er en god, morbid humor, og handlingen tager ind imellem et par overraskende drejninger.

Der er mange pudsige og underholdende scener undervejs, men jeg synes desværre, at handlingen mister pusten cirka halvvejs i bogen. Herefter blev fortællingen lidt flad og miste noget af den skæve charme, som fik mig til at smile i den første halvdel.

Det er en forholdsvis kort, men underholdende bog, og den vil egne sig fint som ferielæsning. Overvej gerne at låne den som lydbog, for oplæsningen er som sagt lige i skabet.

4 thoughts on “Lejemorderens guide til et smukt hjem

  1. Du har ret i at indlæseren er fremragende, men at man kun kommer til at smile, er helt forkert. Jeg hørte en del af den i en nordjysk rutebil – og måtte virkelig finde en grimasse der kunne passe. At bryde ud i skaldgrin i en nordjysk rutebil en søndag aften i december ville nok virke lidt frivolt.
    Men en dejlig, morsom og tankevækkende bog. Skynd jer at læse den – før den næste lejemorder!

  2. Marit – fedt at den havde den virkning på dig 🙂
    Personligt 'nøjedes' jeg med at smile, men da jeg også hører lydbøger, mens jeg er med bus eller tog, så var det nok også meget godt 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *