Libri di Luca

Jeg har tidligere sagt, at jeg ikke plejer at vælge krimier, når jeg låner lydbøger, fordi jeg ofte hører lydbøger, mens jeg træner eller på anden måde skal tage hensyn til baggrundsstøj (biltrafik eller støj i forbindelse med offentlige transportmidler). Alligevel kunne jeg ikke dy mig, da jeg stødte på denne bog, og det er jeg glad for.

‘Libri di Luca’ af Mikkel Birkegaard er en krimi for bogelskere og i særdeleshed dem, som holder af højtlæsning. Hovedpersonen, advokaten Jon Campelli, arver farens antikvariat, Libri di Luca. De har ikke haft kontakt de sidste 20 år, og Jon er egentlig ikke så interesseret i bogbranchen, men det ændrer sig, da han efter begravelsen får sandheden om sin far at vide. Luca, som faren hed, var formand for bibliofilselskabet – en organisation af lettorer, som er mennesker, der gennem bøger kan påvirke andres oplevelse af det, de hører eller læser, ved enten at forstærke eller svække de følelser og tanker, der opstår. På den måde kan lettorer styre folks tanker og i værste fald styre dem som i en slags hypnose.

For 20 år siden opstod der en konflikt i selskabet, og organisationen blev delt. Konflikten blusser dog op, netop som Jon overtager antikvariatet, og pludselig skal han ikke blot konfronteres med sine egne evner som lettor, men også med de intriger og stridigheder, som bibliofilselskabet atter rodes ind i.

Bogen emmer af kærlighed til bøger, og som bogelsker kan man jo ikke andet end at sympatisere med det udgangspunkt. Det er en fascinerende verden af mentale kræfter, som forfatteren har skruet sammen, som på én gang er abstrakt, skræmmende og tankevækkende. Især første halvdel er god, for hele introduktionen til persongalleriet og omgivelserne er spændende og levende fortalt. Samtidig fortættes følelsen af, at der er mennesker i det skjulte, som har en helt anden dagsorden, og at de ikke vil vige tilbage for at gennemføre deres planer. I anden halvdel af bogen – og især den sidste fjerdedel – bliver handlingen dog lige lovlig actionpræget og skinger. Det er som om, at der skal skrues helt op for skurkebarometeret, og det er synd for historien, for det behøver forfatteren ikke at gøre – det giver nærmere bagslag at bruge så store armbevægelser midt i det hele, da det bryder med bogens hidtidige stil. Bogen har en ret filmisk stil, og jeg mener også at have læst, at filmrettighederne til den er blevet solgt. Det overrasker mig ikke, for der kan blive en udmærket actionfilm ud af bogen. Jeg håber dog i så fald, at der også bliver plads til at dvæle lidt ved antikvariatet og de mennesker, der arbejder i det miljø, for det var især de elementer, jeg holdt af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *