Lolita

Jeg bad for nylig en af mine kolleger om at nævne tre af hendes yndlingsbøger. Hun havde – som alle andre jeg har stillet samme spørgsmål – svært ved at begrænse sig, men nævnte en række bøger – herunder klassikeren ‘Lolita’, der er skrevet af Vladimir Nabokov. Det er en omdiskuteret og kontroversiel bog, som jeg flere gange har overvejet at læse, så jeg greb chancen og lånte den som lydbog.

Historien fortælles af hovedpersonen selv, den midaldrende mand Humbert Humbert, der forelsker sig i sin kærestes 12-årige datter. Humbert er betaget – nærmest besat – af unge piger, som han betegner som nymfetter og stræber efter at røre og være nær. Han gifter sig med kæresten for at være tættere på datteren, og stille og roligt spinder han et sindrigt spind omkring Lolita for at forføre hende. Da Lolitas mor dør i en bilulykke, ser Humbert sit snit til at tage Lolita med på en rejse, hvor han vil vinde hende helt og holdent. 

Denne bog… jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte. Denne bog er skrevet i et forførende og forræderisk sprog, der næsten skræmte mig. Hovedpersonen er veltalende og så poetisk, at man ind imellem glemmer, at han beskriver sin (erotiske) besættelse af en 12-årig pige. Den efterlod mig med åndenød og kvalme på samme tid, for hovedpersonen forstår i den grad at fortælle så besnærende om sin besættelse, at man ind imellem forstår ham og føler med ham – og har man lyst til det, når han er pædofil?

Den første halvdel af bogen skiftede jeg mellem at blive betaget og forarget – ofte på samme tid – mens hovedpersonen stille og roligt beskrev, hvordan han arbejdede sig tættere og tættere på Lolita. Han priste unge piger og deres uskyld men fremhævede også de lystne blikke, som de kunne sende, for pigerne var skam godt klar over, hvordan de æggede mænd som ham.

Cirka halvvejs gennem bogen skiftede bogen stil, og her syntes jeg, at den ind imellem trådte vande. Den udviklede sig dog pludselig også i en helt anden retning og gav især Lolita mulighed for at folde sig ud og blive til en helt anden person end jeg forventede. Hun var ikke længere en uskyldig pige – et lille nips – der blev manipuleret med, og Humberts ord om pigerne, der selv var med på at flirte, begyndte at give mening. 

Bogen er ekstremt kontroversiel – ikke kun i 1950’erne men så sandelig også i dag, hvor pædofile overgreb er en af de værste forbrydelser, du kan begå i den vestlige verden. Troen på barnet som det uskyldige og afseksualiserede væsen eksisterer også i dag, og derfor er Nabokovs fortælling utrolig provokerende, eftersom Lolita måske ikke er helt så uskyldig, som hun bliver fremstillet som i starten. Er det i virkeligheden hende, der forfører Humbert? Hvor jeg i starten afskyede Humbert, endte jeg med at have ondt af ham – og sådan set også af Lolita. Der er noget selvmorderisk og sørgeligt over deres adfærd. De virker begge som fortabte sjæle, der flakser som natsværmere om et stearinlys og konstant bliver brændt.

Det er en bog, du ikke lægger fra dig – mentalt – når du har læst den sidste side. Historien bliver ved med at gnave i dit indre i dagene efter, og det er en historie, der i den grad sætter tankerne i gang. Det er en utrolig velskrevet bog, og jeg vil klart anbefale den – også selvom temaet er ret kontroversielt. Det er en bog, der skal opleves – om ikke for andet så i hvert fald for det smukke, forførende sprog, som forfatteren har brugt.

8 thoughts on “Lolita

  1. Rigtig god anmeldelse, men jeg tvivler på om jeg nogensinde kommer til at læse den, jeg synes virkelig det emne overskrider mine grænser for hvad jeg har lyst til at læse.

  2. Uh, det er en bog, jeg længe har forsøgt at bestemme mig for om jeg skulle læse – nu ryger den helt sikkert på to-read-listen. Super god anmeldelse! 🙂

  3. Det kan jeg godt forstå – jeg skulle også samle 'mod' til at læse den. Det er en af de mest velskrevne bøger, jeg har læst – hvilket gør det ekstra skræmmende emnet taget i betragtning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *