Madame Bovary

Jeg har to bogudfordringer i år, og hvor februar måneds lød på novellesamling, hvor jeg læste ‘Start uret’, så blev månedens klassiker ‘Madame Bovary’ af Gustave Flaubert.

Bogen handler om Emma Bovary, der som ganske ung gifter sig med den rare, naive og ret jordnære læge, Charles, som elsker hende højt. Desværre indser Emma hurtigt, at livet som lægens frue slet ikke lever op til hendes drømme og ønsker. Han er kedelig og forudsigelig, og livet som gift middelklassefrue indeholder ingen spænding, så hendes hungren efter lidenskab og eventyr kaster hende snart ud i en affære, hvor hun konstant søger det dramatiske, passionerede og livsbekræftende. Hverdagen er slet ikke hende – hun trives kun, når romantikken truer med at kvæle hende i al dens voldsomhed.

Emmas realitetssans er i bedste fald ringe og i værste fald ikke tilstedeværende. Som læser sad jeg flere gange og tog mig til hovedet over den håbløs naive og uansvarlige måde at forvalte ikke blot eget men også andres liv, og sandt at sige havde jeg ikke meget til overs for hende. Hun fokuserede meget på egne drømme og byggede en masse luftkasteller op, som tydeligvis viste, hvor ung og umoden hun var.

Historien er elegant skrevet og formår at give et indblik i en kvindes liv, hvor drømme og virkelighed åbenbart ikke kan forenes. I dag virker problematikken en smule søgt, da det er er blevet naturligt at kunne være gift flere gange i løbet af livet, men det var det ikke i 1857, hvor romanen blev skrevet, og der var problemstillingen noget mere forståelig. Dengang blev der set (endnu) mere skævt til utroskab, og forfatteren blev involveret i en retssag, da man mente, at hans skildring af utroskab var anstødelig og til fare for den offentlige moral. Han vandt dog retssagen.

Ud fra et historisk perspektiv er romanen interessant, men jeg må dog også indrømme, at hovedpersonen var så irriterende naiv og tåbelig, at jeg slet ikke følte sympati med hende.

6 thoughts on “Madame Bovary

  1. Madame Bovary har stået på min hylde snart adskillige år, og jeg har endnu ikke taget mig sammen til at læse den.. Nok fordi jeg har en ret god fornemmelse for hvad den handler om. Og åh, så har jeg også lidt et problem med de der franske roman- og filmheltinder, som er fuldstændig irrationelle og i deres følelsers vold. Din beskrivelse bekræfter til fulde mine fordomme 🙂

    Mvh Anna

  2. Anna – helt enig. Jeg får sådan en lyst til at ruske dem lidt og råbe 'så tag dig dog sammen' – og det er jo ikke så høfligt, selvom det bare er en fiktiv person 😉

  3. Erik – mange tak. Jeg tror ikke, at jeg vil kunne det samme om 30 år, men jeg havde også et problem med den flyvske hovedperson, så jeg er bange for, at bogen ikke sætter sig langvarigt fast i min hukommelse 🙂

  4. Jeg har læst den for nogle år siden, og jeg må indrømme, at jeg finder den slags realistisk 1800-talslitteratur rigtig interessant, fordi den type litteratur blandt mange andre samfundsproblemer og -tabuer kaster lys over den borgerlige kvindes seksualitet, som ellers var noget, der var gemt godt væk i de borgerlige stuer. Den almene konsensus var, at mænd har et driftsliv, hvorfor det var ok, at de fx opsøgte prostituerede, så længe de var diskrete omkring det, mens borgerskabsfruerne værsgo kunne passe børnene og ellers passe på med ikke at rokke den den ægteskabelige seng for ofte. Heldigvis har store realistiske forfattere som Flaubert og Zola hjulpet os med at gøre op med den tankegang ved at skrive de bøger, de gjorde (Zola skrev bl.a. “Nana”, der behandler de halvprostituerede skuespillerinders forhold i 1800-tallet). Som Brandes sagde under mere hjemlige himmelstrøg skal litteraturen sætte problemer under debat 🙂

    Med de briller på, synes jeg, det er vildt spændende at læse den slags bøger. Men ja, de er skrevet i en anden tid, og bl.a. sprog og plot kan virke langsomme i forhold til, hvad vi er vant til …

    Super fedt projekt du har dig med at læse klassikere i øvrigt. Stor respekt for det!

  5. Hej Sven!
    Tak for rosen – jeg er meget glad for, at jeg har kastet mig over (de forsømte) klassikere det seneste års tid, for det har budt på mange interessante – og gode – læseoplevelser. Senest har jeg læst Vredens druer, og det er klart en af de bøger, der har gjort størst indtryk på mig gennem de seneste år.

    Som du også er inde på, så giver sådanne historier et godt indblik i datidens normer, tabuer og problemstillinger og belyser dermed ofte ting, som vi i dag tager for givet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *