Magician

Magician’ af Raymond E. Feist har længe stået på min læseliste. Det skyldes ikke kun, at bogen optræder på BBC’s The Big Read-liste, men også fordi det i det hele taget er en klassiker i fantasygenren.

I ‘Magician’ møder man den forældreløse dreng, Pug, der ligesom resten af hans jævnaldrende skal gennemgå udvælgelsesritualet, hvor de enkelte læremestre vælger hvilke af drengene, de vil have som lærlinge. Pug tror, at ingen vil vælge ham, men i sidste øjeblik træder stormagikeren Kulgan frem og peger på Pug som sin nye lærling. Pug går en spændende tid i møde, men en dag ændrer alt sig, da mystiske fremmede pludselig dukker op. Der bliver slået alarm, for det ser ud til, at en fremmed magt vil forsøge at indtage landet, og pludselig er alt forandret. Pug og hans venner går en barsk tid i møde…

Dette var en virkelig blandet læseoplevelse. Da jeg startede på bogen, troede jeg (og til dels også frygtede), at det ville være den sædvanlige lærlingehistorie, hvor man følger en ung dreng/pige, der skal gå så meget igennem, inden han/hun bliver magiker. Det var det ikke, og det var ærlig talt en positiv oplevelse, for den type fortællinger har jeg læst ret mange af gennem tiden.

Men handlingsforløbet er til tider ret mærkeligt i ’Magician’, og selvom jeg elsker, at det ikke altid var lige let at forudsige, hvad der ville ske, så virkede fortællingen ind imellem også rodet og ustruktureret. Fortællevinklen skiftede også flere gange undervejs. Det generer mig ikke nødvendigvis, men i dette tilfælde havde jeg som læser fået det indtryk, at Pug var hovedpersonen, og da han på et tidspunkt forsvandt ud af historien, og man i stedet fulgte nogle andre personer, så havde jeg svært ved for alvor at engagere mig i historien.

Der er tidspunkter i bogen, hvor alt bare spiller, og hvor jeg var dybt optaget af fortællingen, og der var andre tidspunkter, hvor jeg kedede mig bravt. Det resulterede i en middelmådig og frustrerende læseoplevelse, hvor jeg sagtens kunne se potentialet i fortællingen, men hvor jeg virkelig savnede en stram redigering af historien. Bogen er på over 800 sider, og igen er ’Magician’ et eksempel på en fantasybog, hvor man snildt kunne undvære et par hundrede sider.

Jeg har pt. ikke planer om at læse videre i serien, men omvendt afsluttes ’Magician’ også på en måde, så den sagtens kan stå alene.

3 thoughts on “Magician

  1. Pingback: Juli var… | Den Lille Bogblog

  2. Jeg er totalt uenig i at den ku undvære et par hundrede sider. Det et netop disse sider man forstår verden omkring dem. En skam du på denne måde. Fjerner evt læsere af din blog, lyst til at læse resten af serien… men udvikler en kærligheden for de forskellige karaktere. Igennem serien.

    • Tja – sådan havde jeg det ikke. Jeg syntes, bogen trak i langdrag, og den trængte i det hele taget til en opstramning. Det er selvfølgelig ærgerligt, da jeg havde håbet, det ville være en fantastisk læseoplevelse, men så er der heldigvis mange andre gode fantasyserier, jeg kan læse i stedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *