Manden i det sorte jakkesæt

Stephen King har skrevet en lang række novellesamlinger gennem tiden, og naturligvis læser jeg flere af disse samlinger i denne måned.

‘Manden i det sorte jakkesæt’ indeholder 14 noveller – herunder én, der har lagt navn til bogens titel – og det er en god blanding af historier. Flere af historierne bygger på klassiske horror-oplæg (det hjemsøgte hotel, maleriet, der ændrer sig, at være paralyseret og på vej til at blive obduceret), men der er også flere historier, som slet ikke hører til horrorgenren, og så er der såmænd også en novelle om Roland – hovedpersonen i Kings ‘Det mørke tårn’-serie.

Jeg læser sjældent noveller, og det skyldes først og fremmest, at det er en skriveform, som de færreste mestrer (efter min mening). Stephen King er dog en af de få forfattere, hvis noveller jeg ofte nyder, og det gjorde jeg også – i visse tilfælde – her.

Det er helt klart horror-historierne, som jeg finder mest interessante i denne samling. Novellen ‘1408’, der handler om et hjemsøgt hotelværelse, er både spændende, nervepirrende og en anelse ubehagelig, mens historien om den unge mand, der køber et maleri og derefter pludselig befinder sig i et kapløb med tiden, bestemt også var underholdende, selvom begge historier var rimelig forudsigelige.

Novellen om Roland var også interessant, og det krævede ikke et kendskab til ‘Det mørke tårn’-serien (hvilket var godt, for den bog læste jeg først ugen efter). 

Til gengæld var der også en række vage og knapt så interessante historier. Jeg kedede mig for eksempel, da jeg læste historien om ægteparret, der går fra hinanden og derefter bliver overfaldet, da de mødes på en café for at forhandle skilsmissen. Novellen, der har lagt navn til bogen, havde et rigtig fint oplæg men en knapt så spændende afslutning, og der var yderligere et par noveller, som enten var ret ordinære eller tabte pusten undervejs i fortællingen.

‘Manden i det sorte jakkesæt’ er ikke den bedste novellesamling, Stephen King har skrevet, men den har sine lyspunkter, og for King-fans som jeg er der en rigtig lækker detalje. Til hver novelle har King nemlig kommenteret, hvordan han fik ideen til historien. Det var ret spændende at høre hans tanker og overvejelser.

2 thoughts on “Manden i det sorte jakkesæt

  1. Åh jeg elsker når man får lov at læse hans egne overvejelser – det gør han også i Nightmares og Dreamscapes!
    Har ikke selv læst samlingen (ejer den ikke engang – kan simpelthen ikke finde den!!!), men glæder mig ENORMT til endelig at få fat i den, ikke mindst for Roland-novellen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *