Mine boghylder

Da jeg for nylig fortalte lidt om mine læsevaner og præferencer på Bogklubbens blog, var der flere, der spurgte til flere billeder af bogsamlingen, og i dag fik jeg så endelig tid til at tage nogle billeder. Desværre fik jeg ikke taget dem, mens der var sol, så flere af dem blev grynede og lidt rystede – men det håber jeg, at I overlever 🙂


Jeg har en stærk svaghed for fantasy, og det er også ret tydeligt på vores bogreoler. Selvfølgelig har vi Harry Potter – den serie brugte vi i øvrigt som højtlæsning, da gemalen og jeg i en række år har praktiseret den hyggelige vane at læse højt for hinanden. Desværre er den gået lidt i glemmebogen de sidste to år, men jeg har planer om at genoplive den i aften.

Ved siden af står den fantasyserie, jeg elskede allermest som ung – McCaffreys serie om Menolly.

På en anden hylde fortsætter fantasybøgerne. Rothfuss’ serie er en gave fra gemalen, som havde hørt godt om den. Jeg syntes dog, at starten var noget træg, men da jeg først var kommet i gang med at læse den, var den svær at slippe igen. En meget lovende serie, hvor jeg går utålmodigt og venter på næste bog!

Eragonbøgerne skuffede mig noget – den første gik jeg faktisk i stå med og fik først læst færdig et halvt år efter, mens nr. to i serien var noget bedre.

En hylde mere med fantasy – denne gang i den sjove ende af skalaen. Selvfølgelig har vi Pratchett-bøger. Jeg har ikke købt dem alle – han har jo skrevet temmelig mange, og efter sigende skulle det ikke være dem alle, der er lige gode, men de første er i hvert fald ret sjove.

Da jeg var ung, læste jeg alt, hvad Dennis Jürgensen udgav, så da Freddy-serien blev genudgivet for et par år siden, skulle jeg selvfølgelig have den!

En anden lidenskab er horror, og i betragtning af hvor meget horror, jeg har læst gennem tiden, har vi faktisk ikke specielt meget stående i den genre. Men Lovecraft har vi selvfølgelig!

Skal jeg fremhæve tre forfattere, hvis bøger jeg slugte råt som ung, så ville den ene af dem være Stephen King. Jeg elskede hans bøger! Det er først i løbet af de sidste 12-15 år, at jeg har købt bøger – indtil da var jeg storforbruger af biblioteket – men mange af hans bøger har jeg købt senere hen, selvom jeg næppe får læst dem alle igen. Det er bare meget hyggeligt at gå og kigge på dem og mindes alle de gode læseoplevelser.

Flere King-bøger – og Larssons krimiserie, som er en af de (få?) bestsellere, som jeg er rigtig vild med.

Nu er vampyrer jo kommet på måde de sidste par år, og da det er et af de emner/genrer, som jeg holder meget af, har jeg naturligvis også vamp-bøger. Det er dog primært Anne Rice-bøger, og jeg må med skam fortælle, at jeg ikke har læst særlig mange af dem, men jeg håber på at få gjort noget ved – måske hen over vinteren? Det passer sig altså bedst til den mørke tid… Jeg har haft resten af Twilight-bøgerne, men jeg solgte dem, da jeg ikke var særlig imponeret over de tre andre bøger i serien.

Flere vampyrbøger – og sandelig også nogle sci-fi-bøger! Da jeg var barn, var sci fi populært, men jeg synes godt nok ikke, at udvalget har været særlig imponerende de sidste mange år! Her er det virkelig nødvendigt at ty til det engelske/amerikanske bogmarked, og vi er da også begyndt at købe langt flere bøger på engelsk de senere år, end vi tidligere har gjort.

Her er en hylde med populærlitteratur, som jeg vil være så fræk at kalde det. Jeg har ikke fået læst efterfølgeren til ‘Jordens søjler’ endnu – det er gemalen, der har sørget for, at den er flyttet ind hos os – men den skal jeg (også!) have læst på et tidspunkt. Er det muligt at få flere timer i døgnet?

Den står sammen med en række bøger fra den bølge af religiøs-kult-der-forsøger-at-dække-over-noget-hemmeligt-ved-Jesu-liv-bøger, som fulgte efter ‘Da Vinci mysteriet’, og som jeg fik læst nogle stykker af.

Så skifter vi lige retning og viser hylden med det asiatiske tema. Jeg synes, at fortællinger derfra kan være ret fascinerende – især fordi kulturerne er så forskellige fra Vesten. Det er mest historier fra det gamle Kina, jeg har erhvervet mig, men et par af de nyere bøger om unge kinesere og japanere er også ret fascinerende.

Og nu er det ikke skønlitterært det hele. Der er også plads til lidt filosofi og digte. Det er gemalen, der er Kafka-fan, mens jeg var meget betaget af de filosofiske diskussioner om natur og ondskab. Dog ikke helt så meget som de to bøger, jeg har stående af George Orwell – en af de bedste forfattere, som skrev i det 20. århundrede.

Og den sidste hylde, jeg vil vise i denne ombæring, er hylden med hoflitteratur – eller hvad man nu skal kalde det. Da jeg var barn, havde jeg en periode, hvor jeg læste mange historier, som tog udgangspunkt i 1500-1700-tallets hofintriger, og det har jeg aldrig helt lagt bag mig. Især Sarah Waters’ bøger er fonøjelig læsning, for hun forstår at skrue et godt plot med listige intriger sammen.

Det var så et udvalg af bøgerne. Vi har også et par ‘blandet landhandel hylder’, hvor der ikke rigtig er noget tema, ligesom vi også har en del fagbøger og kogebøger – meeen det faldt lidt uden for, syntes jeg. De viste hylder er ikke helt repræsentative for, hvor bredt jeg læser, men jeg beholder sjældent bøger, som ikke for alvor har tryllebundet mig – de bliver givet videre til venner eller fra nu af afleveret i bogtræet.

17 thoughts on “Mine boghylder

  1. Totalt NICE! Det ser super godt ud, og sikke mange spændende bøger du har. Den serie der er skrevet af McCaffrey (var det sådan man stavede til det =S ?) har jeg længe kigget på, men har desværre endnu ikke fået købt den – but I will, someday. =D

    Super nice at se et udsnit af dine fine hylder – overvejer at gøre det samme på et tidspunkt, men mine hylder er bare SÅ rodede, og det hele står i to rækker og mega hulter til bulter. Laughs.

  2. Mange tak. ^^, Det har du også, efter hvad jeg kan se på din reol. 😀
    De to du har, har jeg faktisk læst. 🙂 Synes du burde starte med Kongens frille. England i 1500-tallet er virkelig spændende. 😀
    Det var dejligt at se noget af din bogreol. 🙂 Det er altid så hyggeligt at se på. Faktisk havde jeg også tænkt på at gøre det, en af de nærmeste par dage. 🙂

  3. Hvor fedt med højtlæsning, skøn ide! 🙂

    Nu får du altså overhovedet ikke mit “bibliotek” at se, jeg får jo mindreværkskomplekser når jeg ser dine sirlige rækker af bøger og hvilken orden der hersker – du bliver forment adgang til det værelse 😉

    Mange hilsner
    Brithe

  4. Michelle – den serie kan bestemt anbefales, især hvis man er en sucker for fantasy med drager i, som jeg er 😉

    Hehe, håber du gør det alligevel – kunne være spændende at se 🙂

  5. Der er godt nok væsentlige overlap med mine bogreoler – så måske skal jeg lige have gransket billederne for titler jeg ikke har læst. Skønt indlæg

  6. Du er simpelthen nødt til at rydde kalenderen og læse World Without End – den er så gennemført fantastisk og endda bedre end Pillars of the Earth, hvilket jeg aldrig havde troet muligt.

    Og så synes jeg btw du har god smag i bøger.

  7. Michelle – cool! Har lige kigget – der er godt nok mange, jeg også gerne vil læse! Højeste ønske til jul er flere timer i døgnet, for ellers når jeg det da aldrig! 😀

  8. Jeg kan se på dine boghylder, at vores bogsamlinger er uhyggelig ens! Det er rart at dele bogsmag med med én, der sågar har en bogblog – så er der jo mange gode fif at hente til ny læsning 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *