Mrs de Winter

For et par måneder siden fik jeg en pose bøger af en af mine venner, der er endnu større bogorm end jeg. Hendes bibliotek var begyndt at blive lidt overfyldt, så hun havde luget lidt ud i samlingen, og dette var en af de bøger, som hun sagde farvel til.

Jeg læste ‘Rebecca’, som ‘Mrs de Winter’ er en fortsættelse af, sidste år og var meget begejstret for klassikeren. Bøgerne er ikke skrevet af samme forfatter, men Susan Hill valgte alligevel at kaste sig ud i den dristige opgave at skrive en fortsættelse til et kendt og elsket værk.

‘Mrs de Winter’ foregår ca. ti år efter slutningen af ‘Rebecca’, og meget af handlingen er knyttet til den første bog. Det vil derfor afsløre for meget, hvis jeg giver et kort resumé her.

Jeg var lidt skeptisk, da jeg begyndte at læse bogen, for det er sjældent en god idé at skrive en fortsættelse til en så stor succes og slet ikke, når det ikke er hovedværkets forfatter, der gør det. Susan Hill slipper dog rimeligt fra forsøget på visse områder. Jeg synes blandt andet, at sproget minder en del om det oprindelige værk. Hun bruger dog alt for mange gentagelser, og hovedpersonen er endnu mere handlingslammet end i den første bog – hvilket alligevel er lidt af en præstation, for hovedpersonen i bøgerne er ikke just den initiativrige og selvstændige type. Samtidig er alt for meget af handlingen bundet op på hændelser i den første bog. Det er ikke så underligt, for på den måde kan forfatteren nyde godt af den første bogs succes og ikke komme til at træde fans alt for meget over tæerne. Alligevel er det for letkøbt og initiativløst – det virker rent ud sagt som at koge suppe på et ben.

Bogen vil ikke gå over i historien som dens forgænger, og det er ikke en bog, du behøver at læse. Til gengæld vil jeg igen anbefale dig at læse ‘Rebecca’, som er en af de bedste gotiske romaner, jeg har læst. Perfekt til en efterårs- eller vinteraften!

6 thoughts on “Mrs de Winter

  1. Det synes jeg du burde. 😀 Den er dejlig forfriskende og så er den fantasy som det skal være. Eventyr, en dejlig heltinde, godt nok ikke nogen store slag, men hun skal nok vise sit værd. Og den manglende trekant er skøn. 😀

  2. Helt enig; Rebecca er fantastisk medrivende. Jeg synes såmænd ikke engang, Susan Hill er så god til at bevare spændingen, når hun skriver sine ´egne´ historier.

  3. Didde – perfekt! Der er for mange af dem, der går op i søgen efter det perfekte parforhold og/eller diverse trekantsdramaer. Ind imellem er det nu bare rart med lidt action og en god historie 😉

  4. Dorte H – jeg kender ikke så meget til Susan Hills 'egne' bøger, og jeg vil heller ikke sige, at jeg er synderlig fristet efter denne læseoplevelse. Der er lidt for mange andre bøger, som bare virker mere tillokkende 🙂

  5. Det kræver mod for en forfatter at turde kaste sig ud i, at skrive en fortsættelse til en bog, som egentlig ikke er hans/hendes egen. Der skal gives thumbs up for forsøget!

    Jeg har hørt en masse godt om Rebecca-bogen, som jeg bestemt regner med, jeg en dag vil kaste snuden i. Jeg tror dog ikke at denne, vil være en bog, som jeg vil kigge nærmere efter, når jeg engang kommer så langt.

  6. Majasol – det er sandt nok. Omvendt er 'Rebecca' en så afrundet og fuldendt fortælling, at der ikke er behov for en fortsættelse, så det virker lidt mærkeligt, at 'Mrs de Winter' er skrevet.

    Håber du får læst 'Rebecca' på et tidspunkt – jeg var som sagt meget tilfreds med bogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *