Mumien

Anne Rice er mest kendt for sin vampyrbøger, men hun har også skrevet andre bøger – blandt andet ‘Mumien’, som jeg læste for nylig. Da jeg læste den, fik stemningen mig straks til at tænke på både ‘Indiana Jones’-filmene og filmen ‘Mumien’, men der var dog også en række ting, som – desværre – ikke passede med den sammenligning.

‘Mumien’ foregår i starten af 1900-tallet, hvor arkæologen Lawrence Stratford finder et rigt udsmykket gravkammer, hvor en velbevaret mumie ligger. Det ser ud til at være liget af faraoen Ramses den Store og dermed et fantastisk fund for arkæologer og historikere. Lawrence når dog dårligt at nyde sit livs største fund, inden hans pengebegærlige nevø, Henry, dræber ham. Alle tror først, at Lawrence døde på grund af mumiens forbandelse, men hvad ingen ved er, at Lawrence lige inden mordet ved et tilfælde har vækket Ramses fra de døde. Da indholdet fra gravkammeret er blevet transporteret til London – hjem til Lawrences datter, Julie – rejser faraoen sig. Ramses er klar til atter at vandre blandt de dødelige.

Jeg elsker ‘Indiana Jones’-filmene og har altid haft en svaghed over for 1800-tals- og 1900-talsfilm, der tager udgangspunkt i arkæologiske udgravninger og mumie-forbandelser. Jeg var derfor ret begejstret, da denne bog lagde ud med en klassisk scene med opdagelsen af et gravkammer, hvor en mumie hviler. Men begejstringen kølnedes dog kraftigt, da Ramses nåede til London og mødte Julie. Pludselig var der udførlige beskrivelser af de lange smægtende blikke, de to sendte hinanden, og jeg syntes, der gik lige lovlig megen lægeroman over det. Det blev lidt for meget til mig – især eftersom jeg ikke kunne slippe tanken om, at Ramses lige havde været mumie!

Historien er rimelig actionfyldt og en fin blanding af intriger og myter fra det gamle Egypten. Jeg synes, forfatteren får skabt en god ramme for fortællingen – den engelske overklasse og dens mange formaliteter samt det mystiske og eksotiske Egypten, der emmer af eventyr.

Der er dog flere steder, hvor jeg mistede lidt af gejsten. Det var først og fremmest flere af scenerne mellem Ramses og Julie, der blev ret… vamle. Jeg er bare ikke til åndeløs, tilbageholden romantik og våde blikke, og jeg havde det også lidt underligt med, at ‘man’ (i dette tilfælde Ramses) åbenbart opflammes af et voldsomt erotisk begær, når ‘man’ bliver udødelig. Der er i øvrigt en række erotiske scener i bogen, og et par af dem virkede en anelse påklistrede og unødige. Som et billigt trick for at holde på de kvindelige læsere. Suk.

Bogen stiller indirekte en række interessante spørgsmål i forhold til ønsket om at være udødelig. Er det en gave eller en forbandelse? Bør man bede sin elskede om at følge med i udødeligheden? Det er dog ikke noget, personerne reflekterer synderligt meget over – udover Ramses – hvilket er synd, for her kunne bogen godt have hentet nogle points hos mig.

Slutningen af bogen har så meget potentiale, men ender med at blive lidt for traditionel (og dermed kedelig). Ærgerligt at forfatteren ikke var mere modig, for hun lægger ellers op til et spændende twist, som hun dog ikke for alvor fører ud i livet.

En udmærket bog, som jeg hyggede mig med at læse – men ikke et stort værk.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *