Mus og mænd

Månedens klassiker-udfordring er denne gang en bog, som jeg efterhånden har set og hørt referencer til mange gange – ikke mindst i tv-serien Lost, som vi så sjette og sidste sæson af for nylig.

John Steinbeck optræder ofte med flere bøger på de ‘klassikere du bør læse’-lister, som jeg er stødt på de senere år, og jeg vil ikke afvise, at jeg godt kan finde på at kaste mig over en bog mere af ham i år.

I første omgang blev det til ‘Mus og mænd’, som er en lille bog på ca. 130 sider. Bogen handler om landarbejderne George og Lenny, den lille og den store, den kloge og den dumme, som vandrer fra gård til gård og løser de opgaver, de nu kan få. Det er George, der planlægger for dem begge to, for den enfoldige Lenny følger mest af alt bare trop, mens han drømmer om et landsted med bløde kaniner, som han kan ae.

Drømmen om et bedre liv er ret essentiel for bogen, og som læser fornemmer man hurtigt, at det nok kun vil være en drøm, for den slags sker ikke for afvigere – og det er de to mænd og i særdeleshed Lenny. Situationen er skrøbelig, og det ender da også galt, da Lennys fascination af bløde genstande kombineret med hans utrolige styrke ender i en ulykke.

Det er en ret enkel og lineær fortælling uden så megen udenomssnak. Den er stemningsfuld, og det var let at visualisere handlingen til trods for, at fortællestilen er så ligetil. Historien og ikke mindst slutningen er langt hen ad vejen ret forudsigelig, hvilket blot er med til at forstærke den sørgmodige stemning.

Som altid er det interessant at overveje, hvorfor denne bog er blevet en klassiker. Jeg vil mene, at den enkle opbygning, som rammer noget så grundlæggende som frihedstrangen og drømmen om det gode liv, er en vigtig del, som ikke går af mode, selvom bogen er skrevet for over 70 år siden.

1 thought on “Mus og mænd

  1. Pingback: Årets bogudfordring | Den Lille Bogblog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *