Niceville

Jeg har læst mange positive anmeldelser af denne bog, så da jeg faldt over den på biblioteket, blev jeg nødt til at finde ud af, om den kunne leve op til roserne.

‘Niceville’ af Kathryn Stockett foregår i 1960’erne i Mississippi i USA, hvor raceadskillelsen lever i bedste velgående, selvom store dele af USA har indført en række initiativer for at ligestille sorte og hvide mennesker. Historien fortælles skiftevis af tre kvinder, de to sorte husholdersker Aibileen og Minny, samt den hvide frøken Skeeter, der drømmer om at blive journalist. Netop Skeeters skrivedrømme fører til, at Skeeter beslutter sig for at beskrive livet i de mississippiske hjem – set fra de sorte tjenestefolk. Det er en ret uhørt vinkel og tilmed livsfarlig for de sorte, for selvom raceloven er indført i staten, så er skellet mellem hvid og sort stadig dybt. Det lykkes Skeeter at få Aibileen til at være den første, der fortæller sin livshistorie, men derefter går det meget trægt med at skaffe flere deltagere til det hemmelige projekt, for tjenestefolkene frygter repressalierne, hvis byens hvide kvinder og mænd hører om projektet.

Bogen er velskrevet, og sproget flyder let og ubesværet. Opdelingen med de tre fortællere er med til at vinkle historien, så læseren ikke blot oplever de sortes og de hvides tankegang i løbet af fortællingen, men også hører to forskellige tjenestefolks tanker, og den nuancering kan jeg godt lide. Det gør fortællingen knapt så sort/hvid (pun intended), selvom historien som udgangspunkt er ret simpel opbygget og på mange måder følger Hollywood-modellen med tydelige helte og skurke.

Meget af tiden var det – trods de barske undertoner med raceuroligheder – hyggelig læsning, og jeg havde ikke læst mange sider, før det var ret tydeligt, at sympatien og forståelsen lå hos de sorte tjenestefolk og den unge, naive Skeeter. Det stod dog også snart klart, at hovedpersonerne stille og roligt søgte hen mod et klimaks, hvor du som læser havde en tydelig fornemmelse af, at det ville ende galt – måske endda rigtig galt. Det gav en god spænding og drive i historien, men jeg syntes dog ikke, at afslutningen helt kunne leve op til dette. Historien var lidt for pæn og lidt for politisk korrekt, og skurkene var lidt for lette at foragte. Jeg savnede mere af dybden og hjertevarmen fra ‘Dræb ikke en sangfugl’ (en bog, der refereres mange gange til i bogen, hvilket bliver lidt anstrengende til sidst), og selvom slutningen fint tilfredsstillede min retfærdighedssans, så savnede jeg lidt flere overraskelser.

Bogen er lettilgængelig, hovedpersonerne er sympatiske, og historien får dig hele tiden til liiiige at læse et kapitel mere. Det er ikke stor litteratur, men det er fin underholdning, som får dig til at smile og blive lidt rørt undervejs. Kan anbefales.

8 thoughts on “Niceville

  1. Uh, hvor sødt. 😀 Det er sjovt, som de navne man vælger til sine kæledyr, faktisk passer. Jeg har et marsvin som hedder Idun, og ligesom den nordiske gudinde, er Idun helt vild med æbler. 🙂

    Det er jeg fuldstændig enig i! 😀 Den måde han kan sige sine replikker på. Langsomt og fuld af gift, er amazing. 🙂

    Uh, Niceville. Den skal jeg bare have læst en dag. 😀

  2. Fik bogen af svigermor i julegave og synes den fungerede udemærket som lokumsbog 😛

    Ej den er sød og sjov, men synes den mangler et eller andet for at gøre den rigtig god.

  3. Litzy – såså, dit sprog 😀
    Den er sød og sjov, men jeg havde håbet, at forfatteren turde tage flere chancer. Den blev lidt for pæn og Hollywoodsk til sidst.

  4. Enig. Den er for amerikansk – rascisme er et farligt område at bevæge sig ind på og forfatteren har ikke turdet træde over linien.

    En skam

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *