Nobody

Jeg har altid haft et ret ambivalent forhold til Neil Gaiman. Flere af mine venner priser hans bøger, og jeg har beundret ham for flere af de nytænkende og skæve universer, som han har bragt til live i sine bøger. Jeg har dog flere gange oplevet, at der lige manglede det sidste – at der var et eller andet, der skurede i historiens rytme, når jeg læste hans bøger. Alligevel kunne jeg ikke dy mig, da jeg faldt over denne bog på biblioteket.

‘Nobody’ af Neil Gaiman er en børne- og ungdomsroman, som handler om den unge knægt Nobody – også forkortet Bod – som lever på en kirkegård blandt alle de døde. Hans forældre blev myrdet, da han var lille, og kun held og pudsige omstændigheder gjorde, at Bod selv søgte skjul på den nærliggende kirkegård, hvor de levende døde (ikke at forveksle med zombier) straks tog sig af ham.

Bod får en særpræget opvækst, hvor læseren også møder en lang række af kirkegårdens beboere, der forsøger at lære Bod at kunne begå sig blandt de døde ved at introducere ham til kunsten at hjemsøge, ‘blegne’ m.m. Men stille og roligt begynder fortiden at indhente Bod, og han må snart indse, at forældrenes morder stræber ham efter livet.

Bogen er – trods den alvorlige start – hyggelig læsning, og persongalleriet er interessant og levende. Det er en af de Gaiman-bøger, som jeg har været mest på bølgelængde med, og nød jeg stemningen samt det faktum, at selvom det var en ungdomsbog, så formåede forfatteren at inddrage alvorlige hændelser på en elegant og relevant måde, uden at det endte med for meget fokus på det sørgelige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *