One by One

Det er ikke så længe siden, jeg læste fjerde bog i Robert Hunter-serien, ‘The Death Sculptor’, og da jeg også havde femte bog stående, kunne jeg lige så godt læse den bagefter (den serie er nemlig pænt vanedannende, men mere om det efter resumeet).

‘One by One’ er skrevet af Chris Carter og har vanen tro kriminalkommissæren Robert Hunter i hovedrollen. Denne gang får han dog bogstavelig talt virkelig hovedrollen i den mordgåde, han bliver sat til at løse, for morderen ringer til Robert Hunter inden mordet og beder ham om at klikke sig ind på en bestemt hjemmeside. Den viser sig at indeholde en liveoptagelse af en mand, der er fanget, og morderen beder derefter Robert om at vælge dødsmetoden – skal offeret dø ved hjælp af ild eller vand? Robert ser derefter offeret blive myrdet for åben skærm, og derefter melder alle spørgsmålene sig. Hvem er morderen? Hvem er offeret? Hvad er forbindelsen mellem de to? Og hvor kender morderen Robert fra?

Historien er vanen tro både spændende og nervepirrende. Jeg er ikke så vild med forfatterens overdrevne brug af cliffhangers ved næsten hver eneste kapitelafslutning, men bortset fra det er han utrolig god til at skrue en fængende og medrivende historie sammen.

Mordmetoderne er kreative og morderen lige så, for det er tilsyneladende en person, der er virkelig god til at gemme sig… og at lege med politiet, der bliver mere og mere frustreret over den overlegne morder. Det var dog også min største anke – at morderen virkede nærmest umenneskelig overlegen, for det ødelagde noget af troværdigheden ved historien. Og så var der motivet… i mine øjne var det utrolig søgt, og det trak desværre noget ned i den samlede læseoplevelse.

Men som jeg har sagt før – er du til actionpacked og medrivende krimihistorier, hvor det ikke gør noget, at mordene godt kan blive pænt blodige og/eller ubehagelige, så bør du overveje at læse Chris Carters bøger.

4 thoughts on “One by One

  1. Øv, du ikke var så vild med denne. Det er min yndlings i serien, fordi jeg netop synes den er så langt ude, men alligevel realistisk ift. plottet (motiv o.l. har jeg glemt 😉 )

    • Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvilken af bøgerne der er min favorit? Måske den første? I hvert fald en af de tre første, selvom nr. 4 nu også havde sin charme… eller hvad man nu skal kalde det 😀
      Har du læst alle bøgerne i serien?

  2. De ting, som trak din samlede læseoplevelse ned, lyder lidt til at være de samme, som trak ned for mig, da jeg læste hans første bog. Jeg synes jo egentlig den var spændende nok, men der var bare nogle punkter jeg ikke var så vild med. Ser aldrig rigtig kommet videre i serien…. selvom jeg nok burde give dem en chance mere…

    • Jeg synes, hans serie er en af de mest fængende krimiserier, der er på markedet pt, men jeg kan sagtens forstå folk, der synes, de er for voldsomme, blodige eller for ekstreme. Jeg kan bedst lide, når de er rimelig realistiske – når morderen for eksempel bliver lidt for dygtig, så bliver det utroværdigt i mine øjne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *