Paganinikontrakten

Nu hørte jeg for nylig ‘Hypnotisøren’, hvilket var en blandet fornøjelse – men dog god nok til, at jeg valgte at låne ‘Paganinikontrakten’ netlydbog.dk kort tid efter.

Fortsættelsen til ‘Hypnotisøren’ har dog ikke synderlig meget med den første bog at gøre, så de to bøger kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.

I ‘Paganinikontrakten’ bliver en ung kvinde fundet død i en sejlbåd tæt på Stockholm. Efterforskerne opdager, at hun har lidt druknedøden, da hun har vand i lungerne, men det passer ikke sammen med gerningsstedet, og snart får politiet en mistanke om, at morderen måske har haft fat i den forkerte kvinde, da han valgte sit offer. Næsten samtidig bliver den tilsynsførende for våbeneksport fundet hængt i sin lejlighed – tilsyneladende selvmord, og så måske alligevel ikke… og hvad har det i øvrigt at gøre med den kvinde, som bliver jaget af en professionel lejemorder gennem de svenske skove?

Handlingen er en helt anden end den første bog i serien, og det er både godt og skidt. ‘Hypnotisøren’ var en mere klassisk krimi, hvor flere mord – formodentlig af den samme morder – skulle opklares. I denne bog er der flere elementer og dermed også fokus på ting som magtkampe, politik, våbensalg og våbensmugleri. Det giver flere nuancer, hvilket jeg normalt godt kan lide – men desværre interesserer våbensmugling mig ikke synderlig meget, og derfor fandt jeg imellem handlingen temmelig kedelig.

Der er ellers masser af action, og kriminalkommissær Joona Linna kommer for alvor på banen i denne bog, hvilket er tiltrængt oven på den forrige bog, hvor han mere agerede biperson.

Jeg synes desværre, at bogen er en noget ujævn oplevelse, og selve skurken og de afsluttende kapitler rimelig søgte. Jeg vil ikke afvise, at jeg kan finde på at høre den næste bog i serien på et tidspunkt, men nu tror jeg lige, jeg holder en pause fra den krimiserie et stykke tid.

6 thoughts on “Paganinikontrakten

  1. Nu så jeg lige under bogreolen, at du har Det Onde stående af King. Er den noget ved? Er den skræmmende? Har lyst til at blive skræmt fra vid og sans nemlig! Selvom jeg ikke er god til gys, hverken i film eller bog format.

  2. Jeg er så skrækkelig dårlig til gysere, men har lidt et behov for at blive skræmt alligevel. Det lyder nok halv-morbidt, men.. 😛

    Tak for tippet! God idé! Havde jeg ikke tænkt over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *