PS: Jeg elsker dig!

Jeg har en meget bred bogsmag, men der er selvfølgelig genrer, som jeg sjældent kaster mig over. En af disse er chick-lit, som jeg mildest talt har et anstrengt forhold til. Da bølgen startede for ca. 10 år siden, var det et sjovt påfund, og jeg læste da også ‘Bridget Jones’ dagbog’ ligesom alle andre. Bogen havde da sine underholdende øjeblikke, men mest af alt havde jeg mest lyst til at tage hovedpersonen i skuldrene og ruske i hende, indtil hun holdt op med at lyve over for sig selv og beskæftigede sig lidt mere med virkeligheden. Det blev kun værre, da jeg læste et par af ‘Shopaholic’-bøgerne, for magen til selvbedrag og mangel på realitetssans havde jeg endnu ikke oplevet.

Genren var forfriskende, da den kom frem, for bøgerne turde gøre grin med den moderne kvinde og det perfekte glansbillede, som mange tror, de skal leve op til, når de bladrer i damebladene og ser den ene photoshoppede model efter den anden. Jeg tændte bare helt af den (ofte materialistiske) naivitet, der var i bøgerne – den evige stræben efter det helt rigtige tøj, det helt rigtige job, den helt rigtige mand – og ikke mindst at det alt sammen lykkedes for hovedpersonen i sidste ende – ofte uden at hun skulle gøre noget for det end at være sjov og charmerende på det rigtige tidspunkt over for en person, der pudsigt nok var direktør for et stort og anerkendt firma.

Alligevel vælger jeg at læse 1-2 chick-lit bøger om året for at udfordre mig selv, og som jeg skrev til Nikoline, da snakken faldt på chick-lit bøger for et stykke tid siden – det er lidt ligesom at spise billigt og underlødigt slik: sjovt og godt lige i det øjeblik, du indtager det og lettere vammelt bagefter.

Det er som regel, når jeg har sommerferie (som nu), at jeg får læst disse bøger, for sol og sommer passer ikke så godt sammen med flere af mine yndlingsgenrer, og derfor fandt jeg ‘PS: Jeg elsker dig’ på biblioteket for nylig.

Bogen var Cecilia Aherns debut, der blev en bestseller verdenen over, og den er lidt anderledes end de første chick-lit bøger. I denne bog følger vi Holly, som har mistet sin mand Gerry kort tid inden bogens start. Han var omkring de tredive år, men blev ramt af kræft, og den kun 29-årige Holly har svært ved at komme videre efter tabet af sin elskede. Efter et par måneder, hvor hun har levet isoleret i eget hus og ikke har orket at se hverken venner eller familie, dukker der en dag en tyk kuvert op til hende hjemme hos hendes forældre. Kuverten viser sig at være fra Gerry og indeholder 10 lukkede kuverter – én til hver måned i resten af året. Hver kuvert indeholder en opgave til Holly, som hun skal udføre, og hun kaster sig straks over missionen for på den måde at holde mindet om Gerry i live i længere tid. Men som månederne går, indser hun, at der snart ikke vil være flere kuverter tilbage, og at hun bliver nødt til at komme videre i sit liv.

Det er en bog, som kalder på både smil og tårer. Den spidder og beskriver angsten for at miste utrolig godt, og jeg fik så ondt af hovedpersonen i starten. Det er dog primært i begyndelsen, at de sørgelige passager er, for resten af bogen fokuserer i høj grad på Hollys missioner, som hun enten skal løse alene eller sammen med sin brogede vennekreds, som selvfølgelig indeholder flere festaber, der nok skal sparke gang i festen og lave flere pinlige optrin, som læseren kan grine af. Det bliver flere gange en kende forceret, ligesom hun også løser flere problemer (såsom at skaffe et nyt job) lige lovligt let og naivt.

Alt i alt er det en sød bog med lidt mere pondus end de traditionelle chick-lit bøger. Den rummer kærlighed og en tro på, at alt nok skal blive bedre, som muligvis er hamrende naiv – men ikke desto mindre er et tiltrængt budskab.

8 thoughts on “PS: Jeg elsker dig!

  1. Litzy – nej, men jeg ville gerne. Til gengæld så gemalen den for nogle år siden på en flytur, hvor jeg ikke var med, og da han så, hvilken bog jeg var i gang med at læse, udbrød han noget i stil med “argh, er du klar over, hvor sørgelig den historie er!?” 😀

  2. Nu har jeg ikke selv læst bogen men jeg har set filmen… og ud fra det du beskriver så synes jeg du skulle ta og se filmen.
    Det kan være at den går hen og er en af de få film der faktisk er bedre end bogen 🙂

  3. Uha, har også et blandet forhold til chick lit (har læst mange i genren), og har som regel følt mig rart og godt underholdt. De sidste par Shopaholic-bøger var dog rædselsfulde, og denne her PS. I Love You var så sødladen og styg (syntes jeg), at jeg måtte smide den fra mig ca. 50 sider inde. Ikke pænt af mig, I know, den har virkelig en stor fanskare, men jeg kunne bare ikke snuppe den 😉

  4. Louise – hehe, det er helt i orden 😛
    Men det er nu nok den af chick-lit bøgerne, jeg bedst har kunnet lide. At det ikke siger så meget, da jeg ikke bryder mig særlig meget om genren, er så noget andet – men jeg synes nu, at denne her er meget sød og knapt så materialistisk og overfladisk som mange af de andre 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *