rebecca
Noveller
Franke H.  

Rebecca

Omkring slutningen af oktober havde Litteratursiden en temartikel om gotiske romaner, og jeg blev ret inspireret af listen, så jeg låne flere af bøgerne på biblioteket. En af dem, jeg næppe selv var faldet over, var ‘Rebecca’ af Daphne Du Maurier – en bog, der er skrevet over over 70 år siden, og så vidt jeg har forstået lidt af en bestseller i sin tid.

Bogen handler om en ung og lidt usikker kvinde, som er ansat som selskabsdame for en overfladisk og snobbet frue. I Monte Carlo støder de på en herre, Maxim de Winter, som hurtigt fatter sympati for den unge kvinde, og som i sidste ende frier til hende.

Hun tror, hendes lykke er gjort, men da de rejser til Manderlay, som er hans smukke hus, finder hun snart ud af, at der hviler en tung skygge over stedet. De Winters tidligere hustru Rebecca, som omkom ved en tragisk ulykke mindre end et år tidligere, var åbenbart elsket og beundret af alle på egnen, og hovedpersonen kommer hurtigt til at føle sig utilstrækkelig og som en farveløs erstatning for den tidligere hustru. Flere og flere ubehagelige sammenstød med høje forventninger og hendes eget mindreværd forvandler lykken til et rent helvede, og samtidig dukker der flere og flere mærkelige oplysninger op omkring Rebecca.

Bogen er usædvanlig godt skrevet, og jeg må sige, at det var en fornøjelse at læse denne bog efter flere knapt så gode læseoplevelser her på det sidste. Historien er fængslende og medrivende, og jeg fik hurtigt sympati for hovedpersonen, som åbenbart er så ubetydelig, at forfatteren har valgt ikke at give hende et navn i bogen – et enkelt men genialt træk, som virkelig understreger hvor ubetydelig hovedpersonen er i forhold til Rebecca. I modsætning til ‘Den lukkede bog’, hvor jeg var ret træt af hovedpersonen, så synes jeg ikke, at ynkeligheden kammer over i denne bog, og det er jeg glad for.

Sproget er forførende og medrivende, og forfatteren forstår at nuancere uden at det bliver et vulgært orgie i tillægsord (deeet kan jeg nu også godt lide ind imellem, men det er en anden sag). Den dystre og gotiske stemning kommer fint frem med ganske enkle virkemidler, og som læser sad jeg flere gange og tænkte på, at nu sker der nok snart noget uhyggeligt, for huset virkede mere og mere uhyggeligt. Meget stemningsmættet og fascinerende.

Det er helt sikkert en bog, jeg vil anbefale!