Så gik april og jeg…

Var i Belgien
Jeg sluttede (næsten) måneden af med at være på forlænget weekend til Belgien sammen med ægtefællen samt et vennepar, hvor den ene er belgier. Det var en skøn tur – spændende land, gode øl, lækker chokolade, smukke katedraler og hyggeligt selskab. Og shopping.

Læste 15 bøger
Jeg fik læst en pæn mængde bøger, hvilket blandt andet skyldtes readathon. Til gengæld fik jeg næsten ikke læst i påskeferien, hvilket nærmest opvejede den gode start på måneden. Oh well… 🙂

Måtte opgive ‘Dance Macabre’
Jeg opgiver sjældent bøger, men det måtte jeg med månedens Stephen King-bog – ‘Dance Macabre’. Den var ikke særlig fængende skrevet, og da jeg ikke en gang var nået halvvejs efter et par uger, så besluttede jeg mig for at droppe den.

Læste om pirater
Månedens tyk-bog-læseoplevelse var anden bog i ‘Gentleman Bastard’-serien. Den var udmærket men også noget langtrukken.

Hyggede med Readathon
Jeg deltog vanen tro i forårs-readathonen. Det var en lidt spøjs oplevelse, eftersom de fleste bogbloggere, jeg følger, ikke deltog denne gang. Om det var et tilfælde, eller det er et tegn på, at mange ikke længere har tid/lyst, ved jeg ikke. Jeg hyggede mig med at læse nogle ret forskellige bøger men endte også med at stoppe ca. 1½ time før, fordi solskinsvejret lokkede mig udenfor.

Købte en smølfe-tegneserie
Da vi var i Belgien, måtte jeg selvfølgelig købe en smølfetegneserie, for ikke bare er Belgien et tegneserieland (!) – det er også smølfernes hjemland! Og jeg har altså et svagt punkt for smølfer…

I maj vil jeg:

  • Færdiggøre Harry Potter-serien. Altså, jeg har læst den adskillelige gange før, men jeg er i gang med en genlæsning og har holdt en lang pause mellem bog 5 og 6. Nu tror jeg, at jeg vil få læst de to sidste bøger (igen).
  • Overveje bloggens fremtid. Jeg har holdt en lille blogpause den sidste 1½ uges tid, hvor jeg ikke har haft tid og lyst til at blogge om bøger. Jeg ved ikke, om det er noget mere permanent, men jeg kan mærke, at pt. føles det mere som en pligt, og det skal det jo ikke. Jeg synes desværre ikke, at det er lige så interessant at have en bogblog, som jeg gjorde i starten, og det skyldes i høj grad, at mange bogbloggere er stoppet, og at der ikke er lige så megen interaktion på bloggene (inkl. min egen) længere. Det er synd, for det er ellers en af de ting, der har motiveret mig. Men som sagt – jeg vil bruge noget af maj på at overveje, om jeg skal finde et andet format til bloggen, eller om den skal holde pause.
    •  

2 thoughts on “Så gik april og jeg…

  1. Det lyder som en skøn april måned! Belgien står højt på min liste over snarlige rejser (mest pga. chokolade og Tintin).
    Jeg ville gerne have deltaget i readathon, synes jeg nyder det mere og mere for hver gang jeg deltager. Men jeg var ude at rejse, så det må vente til efteråret.
    Kan godt følge dig i forhold til blogaktivitet generelt. Jeg havde også en lille tænkepause tidligere på året. Motivationen kommer og går, og lige nu fortsætter jeg fordi jeg stadig synes det er hyggeligt, men mine overvejelser har været de samme som dine.

    • Kan godt anbefale Belgien – gode øl, meget fin service og mange ting at opleve.

      Lige nu nyder jeg ikke at skulle tænke på at blogge om bøger flere gange om ugen, for jeg har ret travlt med arbejde og alskens aftaler. Får heldigvis stadig læst en del, men nu må vi se, hvad jeg ender med at gøre. Vil prøve at finde en form, der passer mig lidt bedre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *